Gæsterne strømmer til Krofatters Mad & Ølbar inden åbning

thumb image

Krofatters Mad & Ølbar åbner officielt den 5. november og vil sætte fokus på de såkaldte ”dapas” – dansk tapas. Og allerede inden åbning ser det nye koncept ud til at falde i gæsternes smag.

Den 5. november bliver Aarhus et spisested rigere, og her sættes der fokus på dansk delemad – de såkaldte dapas. Spisestedet hedder Krofatters Mad & Ølbar og bag står restauratøren, Daniel Busch Hansen, der også kan skrive Den Lille Kro på CV’et.

Og allerede inden åbning ser gæsterne ud til at tage godt imod det nye sted. Ifølge nye tal fra DinnerBooking.com, der administrerer bookinger for denne og over 550 andre restauranter og caféer, har 880 gæster sikret sig bord på restauranten inden åbning. De mange forhåndsbookinger er det højeste, der er set i Aarhus og omegn. Til sammenligning har rekorden hidtil været besat af Köd med bookinger til 596 gæster inden åbning.

Det høje tal skal desuden ses i lyset af, at Krofatters hjemmeside først er blevet oprettet dagen forinden åbning.

LÆS OGSÅ: Her kan du fejre mortensaften i Aarhus

Efterspørgsel efter dansk delemad

Spørger man Daniel Busch Hansen til årsagen til de mange bookinger er det, at der har været et behov for netop denne type spisested:

”Jeg tror faktisk, at der har været en stor mangel på det her koncept i Aarhus. Alle i dag laver nordisk og spansk tapas, men man ser ikke dansk delemad nogen steder,” fortæller han og tilføjer:

”Jeg tror også, at der har været en synergi-effekt med Den Lille Kro, hvor vi har introduceret gæster for Krofatters, når der har været fuldt booket på Den Lille Kro.”

Krofatters byder på de såkaldte “dapas”, der er dansk delemad.

LÆS OGSÅ: Nordisk Spisehus henter nye Michelin-retter hjem

Store ambitioner

Med de mange bookinger i mente har Daniel Busch Hansen store ambitioner til det nye spisested:

”Vi er jo selvfølgelig ydmyge omkring den gode start, men samtidigt har jeg også store forventninger til stedet. Jeg kunne jo rigtig godt tænke mig, at det bliver en institution for erhvervslivet og stedet, hvor man tager hen for at få en fyraftensøl, inden man skal hjem til konens kødgryder,” fortæller han.

Derudover håber Daniel Busch Hansen på, at Krofatters Mad & Ølbar kan blive et sted, der appellerer til både kvinder og mænd i det århusianske byliv, og han kan da også til sin egen overraskelse berette, at særligt kvinderne har været hurtigt ude at booke bord til stedet.

Book bord på Krofatters Mad & Ølbar

You may also like...