Marv & Ben genbner med nye og ambitise ejere

Marv & Ben genåbner med nye og ambitiøse ejere

Den 1. august 2017 genåbner Johan Burich-Holck og David Andersen den populære Bib Gourmand restaurant, Marv & Ben, version 2.0.

I Bib Gourmand-restauranten, der ligger i Snaregade 4 i hjertet af Københavns middelalderby, har Frederik Hvidt de sidste 10 år skabt madoplevelser, der har givet ham en plads i Michelinguiden.

I sensommeren 2017 går der et frisk pust gennem Marv & Ben. Den anerkendte restaurant er nemlig blevet overtaget af to unge ildsjæle, Johan Burich-Holck og David Andersen, som fører den videre i samme navn.

”Marv & Ben har fået en Bib Gourmand seks år i træk, og det er en præstation, som vi virkelig har respekt for,” siger de to nye ejere, Johan og David og fortsætter:

”Vi er så vilde med stedet og den helt særlige stemning i den gamle københavnerlejlighed. For os er det en drøm, der bliver til virkelighed, at få mulighed for at føre en restaurant som Marv & Ben videre, og samtidig sætte vores eget præg på maden, vinen og hele oplevelsen, som gæsterne får hos os.”

Erfarne herrer

David Andersen er den nye køkkenchef hos Marv & Ben. David er 28 og udlært på Hotel d’Angleterre i København. Han er tidligere køkkenchef på Nimb Terrasse og kommer direkte fra en stilling som souschef på Michelin-restauranten Kadeau i København.

Johan Burich-Holck er den nye restaurantchef. Johan er 27 år og har tidligere været manager og restaurantchef på bl.a. Nimb Brasserie og Alabama Social.

Maden & vinen

Gastronomien i Marv & Ben er funderet på de bedste lokale råvarer, så meget økologi som muligt og en dyb respekt for naturen. Alting bliver lavet fra grunden og tilberedt med en nysgerrighed efter nye og overraskende smagsoplevelser og teksturer.

Der bliver plukket, syltet og hengemt, når råvarerne er bedst, og blandt andet står der lige nu gærede hvidløgsstokke, syltede grønne jordbær, saltede sandløg og tørret skovmærke i køkkenet. Fisken på menuen er fanget tæt på kysten, og kødet er fra små lokale producenter.

”Vi vil lave mad, der giver mening,” siger David.

”Gæsterne vil måske møde råvarer, de ikke kender i forvejen, eller ikke har fået på lige den måde. Men maden skal være til at forstå. Jeg vil gerne have, at vores gæster husker deres måltid hos os som både nærværende, innovativt og rart.”

Vinkortet er en inspirerende blanding af biodynamiske, økologiske og konventionelle vine samt naturvine,både som enkelte glas eller hel flaske.

”Der skal være god tid til at nyde både mad og vin. Derfor har vi ingen seatings,” siger Johan og David.

”Og så er det vigtigt for os at give en rigtig god service i en hyggelig og afslappet stemning, hvor der er plads til alle – også økonomisk. Vores gæster skal have en fantastisk oplevelse og gå fra restauranten med en overbevisning om, at de vil komme igen. Det kan vi kun opnå ved konstant at have fokus på høj kvalitet hele vejen rundt, lige fra udvælgelsen af råvarer til det sidste ”på gensyn.”


Book bord på Marv & Ben ➤

Adresse: Snaregade 4, 1205 København K

Prisleje: 85-135 kr. pr. ret | 4 retters menu for 400 kr. | 6-retters menu for 600 kr.

0 kommentarer + Skriv ny kommentar

Seneste blogartikler