thumb image

Slagterbørsen er åbnet på Klostertorvet

d. 6 marts åbnede Slagterbørsen på Klostertorvet i hjertet af Aarhus. Her er det kødet, der spiller hovedrollen på tallerkenen.


Slagterbørsen er en af de nye spillere på den Aarhusianske madscene. Restauranten slog dørene op for første gang d. 6. marts på Klostertorvet midt i Smilets by.

Her er der, som navnet antyder, fokus på kød.

Kød fra Guldrummet

Kødet, der serveres på Slagterbørsen, er nøje udvalgt med fokus på den allerbedste kvalitet. Restauranten får deres hovedingrediens fra Guldrummet, som er Danish Crowns helt særlige slagterafdeling, der er udviklet i samarbejde med kokke fra Danmarks bedste restauranter.

Der er mulighed for at vælge imellem både gris, okse og lam, ligesom der også er mulighed for at vælge vegetar til hovedret.

Du ved, hvad du spiser

Serveringerne er rustikke og uden alt for mange elementer. Der serveres gode, gedigne råvarer i gode størrelser, skriver restauranten.

Jimmy Holm, som er den overordnede køkkenchef og medejer, fortæller til Aarhus Update:

”Her er det mad med smag. Du får ikke alt muligt fancy fermenteret nordisk mad, som du ikke ved, hvad er. Det er mad, du ved, hvad er, og hvor der er smag i hver eneste bid. Vi skal ikke gentænke nye smage, men holde fast i det som virker, og som de fleste af os synes smager godt”, siger han.

Tre retter og vin ad libitum

Hos Slagterbørsen kan du vælge mellem tre forretter, fire hovedretter og tre desserter. Med i hovedretten følger udover måltidets stjerne, kødet, også en valgfri kartoffel, sauce og grønt. Retterne kan købes enkeltvis som a la carte, eller du kan vælge en treretters med vin ad libitum i to timer for 500 kroner.

Du kan komme lige præcis den tid, som du ønsker. De to timers ad libitum begynder først, når du sætter dig til bords.


Book bord på Slagterbørsen ➤

 

Flere restaurant nyheder...