Vivi Schou fra Babette: Succes handler om gode råvarer

thumb image

Man behøver ikke at være placeret i hovedstaden for at kunne kalde sig en af Danmarks toprestauranter – det har Vivi Schou fra Babette i Vordingborg bevist. Men vejen mod succes har ikke været uden udfordringer.

Restaurant Babette i Vordingborg har i de sidste mange år gjort sig positivt bemærket på restaurantscenen og cementeret sig som en af Danmarks toprestauranter.

Som den nyeste anerkendelse kan nævnes Belingskes anmeldelse den 28. aug, hvor anmelderen Søren Frank giver restauranten fem store stjerner. Han skriver blandt andet:

“Trods adressen i Udkantsdanmark byder restaurant Babette i Vordingborg på topmoderne mad og en dyb vinkælder.”

Og netop pga. adressen i Udkantsdanmark var det da heller ikke alle, der regnede med, at restauranten skulle blive en succes, da Vivi Schou og Henrik Pedersen tilbage i 1991 besluttede sig for at placere deres restaurant i Vordingborg:

“Folk rystede på hovedet, da de hørte om vores projekt – for hvem gad komme hele vejen til Vordingborg efter god mad?,” fortæller Vivi Schou.

Udfordringer

For Vivi Schou var det en nødvendighed, at restauranten skulle være placeret i Vordingborg, så de kunne være tæt på familie og venner – og tæt på vandet:

“Jeg altid været draget af vand og vil gerne være tæt på det – og det vand de har oppe nordpå, det har jeg ikke råd til,” fortæller Vivi Schou med et glimt i øjet.

Men placeringen har også budt på udfordringer for restauratør-parret. Blandt andet har det gennem tiden været svært at holde fast i de gode medarbejdere:

“Vi har selv oplært alle vores medarbejdere, og så er de fleste af dem blevet headhuntet til restauranter i København,” fortæller hun.

Derudover lå der i de første år et stort arbejde i at fortælle omverdenen, at det ikke var kromad, der var på menuen men gourmet-retter.

De gode råvarer er alfa og omega

Spørger man Vivi Schou, hvorfor det alligevel er lykkedes for Babette, skyldes det især det store arbejde med at skaffe gode råvarer til restauranten.

”Man bliver nødt til at være kompromisløs, når det gælder råvarer. Og der ligger et kæmpe arbejde i at kommunikere overfor leverandørerne, at jeg kun vil have det bedste, og at jeg ikke er interesseret i at diskutere pris men kvalitet,” fortæller Vivi Schou og tilføjer:

”Hos nogle leverandører er opfattelsen, at ”det kan gæsterne da ikke se,” men sådan skal det ikke være. Hvis leverandøren ikke er stolt af det, han kommer med, så skal han slet ikke komme.”

Vivi Schous dialog med leverandørerne kommer for alvor til at stå sin prøve, når hun i efteråret skal tilberede maden til Årets Gericke prisuddeling, som i år har fokus på Vordingborg og Lolland Falster.

Den prestigefulde prisuddeling er samlingspunkt for de største madanmeldere og andre store spillere i madbranchen, og Vivi Schou er allerede nu begyndt at lave aftaler med de lokale leverandører, så hun kan sikre sig de helt rigtige råvarer til retterne.


Book bord på Restaurant Babette ➤

You may also like...