Charmerende Christianshavn byder på fantastiske spiseoplevelser

Det autentiske Christianshavn er et københavnerkvarter, som er rig på skønne restauranter. Omgivet af vand, historiske bygninger og gamle, farvede huse kan du nyde mad i verdensklasse i denne charmerende bydel.
Midt i det excentriske og livlige København finder du det lidt mere tilbagelænede bykvarter Christianshavn. Hjulpet godt på vej af de hyggelige kanaler, idylliske skibshuse og små både samt de gamle vedligeholdte bygninger, giver det et charmerende og maritimt miljø lige midt i byen.
Christianshavn er ligeledes hjemsted for nogle af Københavns bedste restauranter, hvor du kan finde næsten alt mellem himmel og jord. Om du er til fransk gastronomi, prisvindende Michelinmad, nynordiske retter eller noget helt fjerde, så finder du det lige her.
Læs videre her og bliv klogere på nogle af de mange gode spiseoplevelser, du kan finde på Christianshavn.
En dagligstue i Paris – midt på Christianshavn


Der er en ganske særlig stemning på den yderst hyggelige Café Krøyers, som mest af alt minder om en forlængelse af mormors dagligstue – men i Paris! Her blander caféen det varme, franske køkken med den hippe Christianshavn-atmosfære, og personalet sørger altid for, at man føler sig velkommen og godt tilpas.
Om du ønsker en lækker frokost, brunch, varm kop kaffe eller te med hjemmebagt citron meringue, er du godt dækket ind af herligheder. Menukortet bugner nemlig med lækre sager, som vil få munden til at løbe i vand. Foruden det kan du også finde kolde øl og gode vin på menukortet, som du kan nyde i de autentiske og hyggelige rammer.
Hvor: Strandgade 87A, 1401 København K
C’est si bon på denne franske favorit


På Lalala kan du opleve hyggelig fransk stemning, som du kender den fra ferien sydpå. Menu- og vinkortet er ærkefransk og omgivelserne ligeså. Her tager de udgangspunkt i det sydeuropæiske landkøkken og serverer klassiske egnsretter af lokale råvarer akkompagneret af franske druer.
Navnet Lalala er blevet til som en hyldest til den franske vinbonde Etienne Guigal og hans stjernevine La Mouline, La Turque og La Landonne – også kendt som ’The La Las’. Udover et udvalg af andre franske druer, finder du også de tre La Las på vinkortet. Du er derfor godt dækket ind på mad og drikke, når du besøger Lalala, og herlighederne kan du nyde enten i restaurantens hyggelige rammer eller i deres charmerende orangeri.
Hvor: Strandgade 98, 1401 København K
Michelin-hædret mad og havudsigt: et match made in heaven


Restaurant No. 2 har fået sit navn, fordi den er lillesøster til gourmetrestauranten AOC. Fællesnævneren for de to restauranter er den kompromisløse tilgang til råvarerne, spændende smagskombinationer og et nøje udvalgt vinkort. Her kan du sætte dig til rette på kajkanten på Hammershøi Kaj og nyde den smukke udsigt over Den Sorte Diamant og Københavns Havn, imens du forkæler ganen med gastronomi i særklasse.
Det nordiske køkken på No.2 kan betegnes som et sæsonkøkken, der altid spejder efter sæsonens bedste råvarer fra hav, skov, strand og mark. Her har de fokus på at opstøve Danmarks absolut bedste råvarer, som de kokkerer billedskønne retter ud af. Du kan desuden hygge dig i restaurantens cocktailbar, hvor bartenderne byder på en masse forskellige smagfulde cocktails.
Pssst.. Restauranten modtog den røde Michelin-tavle med Bib Gourmand-hæder i 2024. Endnu en god grund til, at du slår dig ned ved kajkanten og lader dig forkæle.
Hvor: Nicolai Eigtveds Gade 32, 1402 København K
Charmerende oase med vin og varme retter


Kom indenfor på restauranten Sankt Annæ 8, som er en lille perle i en fredet, charmerende stuelejlighed på Wildersgade. Inde i det lille bindingsværkhus gemmer sig både et hyggeligt spisehus, en lækker deli og en intim vinbar. Her finder du alverdens pølser, skinker, oste og vine samt lækre varme retter, der skifter dagligt.
Her hersker der desuden en afslappet tilgang til alt fra kogeteknikker til vindyrkning. Det betyder dog ikke, at maden ikke er ambitiøs, for det må man bestemt sige, at den er. Den både smager himmelsk og ligger til et prisniveau, hvor de fleste kan være med. Tjenerne hjælper og guider dig, men du kan også altid spørge kokken, hvad han har i køkkenets forrådskammer, og så vil han med glæde fortælle og inspirere.
Hvor: Wildersgade 52, 1408 København K
Grill, vin og argentinsk mad til folket


Asador drives af argentineren Juan José Alvarez Nissen, som også driver den argentinske restaurant Fuego i Holbergsgade. Hvor Fuego serverer argentinske retter med inspiration fra Middelhavet, så er Asador et ærkeargentinsk steakhouse. Stedet åbnede som det første af sin slags i København tilbage i 2007, og de har lige siden serveret store, argentinske bøffer på tallerkenerne og skænket argentinske vine i glassene.
Navnet ’Asador’ betyder netop en restaurant, der serverer kød fra grill – det er affødt af ordet ’asado’, der betyder ’at grille’ på spansk. Og der bliver netop grillet på ægte argentinsk manér hos Asador. Her griller de langsomt et helt stykke kød, som så skæres ud i portioner. Kødet serveres med en matchende vin og et udvalg af deres hjemmelavede tilbehør.
Hvor: Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K