København: Her får du sublimt smørrebrød

thumb image
Foto: Restaurant Koefoed

Smørrebrød er en sand dansk klassiker, og derfor kan udvalget af restauranter i København, som serverer favoritten, være svær at navigere rundt i. Vi guider dig til, hvor du for alvor kan give dig i kast med lækkert dansk smørrebrød, snaps og god øl dertil.

Dyrlægens natmad, Sol over Gudhjem eller en højtbelagt kartoffelmad… Mulighederne er mange, når du sætter dig til bords på en af byens mange smørrebrødsrestauranter.

Har du også svært ved at vide, hvor du skal begive dig hen, når smørrebrødssulten melder sig, så fortvivl ej. Her får du nemlig vores bud på Københavns lækreste smørrebrødsrestauranter.

Krogs Fiskerestaurant

På den traditionsbundne Krogs Fiskerestaurant kan du se frem til klassisk smørrebrød af højeste kaliber. Som navnet indikerer, er fiskeretterne højt prioriteret, og derfor er Krogs stedet, hvis du er på udkig efter smørrebrød med fisk i forskellige versioner.

Pris: Fra 155 kr.
Hvor: Gl. Strand 38, 1202 København K

Lumskebugten

Lumskebugten er et hyggeligt, ukompliceret spisested, der byder på smørrebrød og udsøgte retter i dansk/fransk stil til frokost og aften. I 2022 overtog Henrik Walborn og Michael Hedegaard Lyng den historiske, anerkendte restaurant, men med det sædvanlige stærke køkkenhold bag gryderne er barren sat lige så højt som altid.

Du kan glæde dig til formidabel smørrebrød, der blandt andet byder på rugmelsstegte fladfiskefileter med mayo og søkogte rejer, avocadomad med vilde urter og rogn, okstetatar med røget laks, rogn og rejer, og meget mere.

Pris: Fra 110 kr.
Hvor: Esplanaden 21, 1263 København K

Tivolihallen

Restaurant Tivolihallen er en traditionsrig smørrebrødsrestaurant, der har været at finde på adressen siden starten af 1900-tallet. Her kan du derfor se frem til historiske omgivelser og godt dansk smørrebrød tilberedt af et erfarent hold.

Pris: Fra 98 kr.
Hvor: Vester Voldgade 91, 1552 København V

Schønnemann

Restaurant Schønnemann har siden 1877 serveret sild, øl og brændevin, hvilket gør restauranten til en af de ældste, stadig eksisterende spisesteder i København. Her serveres et bredt udvalg af smørrebrød og traditionelle lune retter i en klasse for sig – naturligvis ledsaget af en velskænket fadøl og snaps i alskens variationer.

Pris: Fra 99 kr.
Hvor: Hauser Plads 16-18, 1127 København K

Restaurant Koefoed

Til frokost serverer Koefoed en gendigtning af det klassiske, danske smørrebrød med bornholmsk øl og egne urtesnapse. Gå ombord i ‘Den bornholmske smørrebrødsmenu’ eller vælg frit blandt en række lækkerier fra a la carte kortet. Her kan du eksempelvis vælge skåret tatar med sennep, kartoffelchips og rødbede eller avocado med krabbesalat, æggeblomme, caviar og stegt rugbrød.

Pris: Fra 125 kr.
Hvor: Landgreven 3, 1301 København K

Ambassaden & Konsulatet

Lige overfor den amerikanske ambassade på Østerbro finder du Ambassaden & Konsulatet. Restauranten serverer traditionel dansk frokost, når det er bedst. Smag smørrebrød med flere forskellige slags sild, fisk og skaldyr, tre forskellige versioner tatar og vegetarisk smørrebrød, som fås med blandt andet svampe, avocado, paté og meget mere.

Pris: Fra 78 kr.
Hvor: Dag Hammarskjölds Allé 7, 2100 København Ø

Restaurant Kastellet

Restaurant Kastellet har adresse på det mondæne Amaliegade i indre København. Stedet er en dansk frokostrestaurant, hvor de serverer intet mindre end højtbelagt smørrebrød af bedste skuffe. Alt er hjemmelavet og indtages bedst sammen med en kold øl og en snaps.

Pris: Fra 105 kr.
Hvor: Amaliegade 41, 1256 København K

Restaurant Els

I året 1853 opførte Christian Frederik Bredo Grandjean den elegante bygning i Store Strandstræde ved Kongens Nytorv, hvis smukke lokaler i dag huser smørrebrødsrestauranten, Restaurant Els. Kom indenfor til en udsøgt smørrebrødsanretning i historiske omgivelser. Der serveres smørrebrødsanretninger hele dagen – både kolde og lune.

Pris: Fra 95 kr.
Hvor: Store Strandstræde 3, 1255 København K

Meyers i Tårnet

Meyers i Tårnet har en af Danmarks vildeste adresser. Du finder den nemlig på intet mindre end Christiansborg Slot i København. Derinde, hvor alle landets store beslutninger bliver truffet, og hvor historiens vingesus ikke kan undgå at få taget på dig, når du sætter dig til bords. Meyers i Tårnet er tilmed også Christiansborgs eneste restaurant, der er åben for alle, så kom indenfor og tag plads.

Her kan du få smørrebrød i særklasse, hvor du både kan vælge mellem ‘Tårnets Platte’ og ‘Tårnets Kolde Bord’ med drikkevarer inkluderet i prisen, og et udvalg af smørrebrød a la carte.

Pris: Fra 115 kr.
Hvor: Christiansborg, 1240 København K

Hyttefadet

Hyttefadet i Nyhavn er en af gadens ældste udskænkningssteder, og de er stolte af at værne om traditionerne. Indretningen er holdt i det autentiske, menuen er dansk og drikkevarerne byder på lidt af hvert. Her kan du gå på opdagelse i vægmaleriernes historier om sømænd og havet.

Her kan du både bestille platter, koldt og lunt smørrebrød samt et udvalg af lune retter og desserter.

Pris: Fra 89 kr.
Hvor: Nyhavn 25, 1051 København K

Axelborg Bodega

Axelborg Bodega har eksisteret siden 1918, og stedet er kendt for sin særprægede, hyggelige atmosfære og hjemmelavede danske mad. Frokostkortet byder på et lille udvalg af lækkert smørrebrød og traditionelle lune frokostretter, såsom bedstemors æggekage, lun flæskesteg, pariserbøf og stjerneskud.

Pris: Fra 149 kr.
Hvor: Axeltorv 1, 1609 København V

Restaurant Nyboder

Restaurant Nyboder er kendt for sin danske mad, lækre flæsk samt gode musik og stemning. Alt laves fra bunden og restauranten har stor fokus på gode danske råvarer, dyr og fisk.

Nyd et stort udvalg af smørrebrød på rug- og franskbrød eller bestil en platte og smag lidt af det hele. Er du i humør til noget lunt, er der både bøfsandwich med 3 slags løg, tarteletter og meget andet på kortet.

Pris: Fra 109 kr.
Hvor: Borgergade 134, 1300 København K

Skindbuksen

Midt i indre Københavns pulserende liv findes en lille tidslomme, der vil tage dig med helt tilbage til dengang, bedstefar var knægt. Skindbuksen rummer en knap 300 år gammel historie og et traditionelt dansk køkken, som bestemt ikke skuffer smagsløgene.

Pris: Fra 119 kr.
Hvor: Lille Kongensgade 4, 1074 København K

You may also like...