Michelinguiden 2025: Se hvor stjernerne er landet

I går aftes lyste den danske gastrohimmel op, da der blev uddelt de prestigefulde stjerner af Michelinguiden til de nordiske lande i Anneberg Kulturpark i Odsherred, der har været værtsregion til årets ceremoni.
At få en Michelinstjerne er den ultimative anerkendelse for en restaurant, og det kræver blandt andet et tårnhøjt gastronomisk niveau, gode råvarer, og at man kan fornemme kokkens personlighed i retterne. En aften på en michelinrestaurant er ikke bare en middag, men en oplevelse. Med uddelingen i går aftes er Danmark indehaver af hele 38 restauranter, der har modtaget den store hæder. Stort tillykke!
1 stjerne: En rigtig god restaurant i sin kategori


Parsley Salon i Hellerup er en af de nye medlemmer i michelinklubben, men ejer og køkkenchef Allan Shultz er en af landets mest erfarne kokke. Med kyndig hånd sørger han for en aften af helt særlig kaliber i de smukke lokaler i kælderen under det eksklusive 5 stjernede Hotel Park Lane.
På Parsley Salon går de op i bæredygtighed, og de bruger udelukkende lokale ingredienser og fisk og havdyr, der ikke er truet. Det er vigtigt, at de gode råvarer bliver udnyttet til fulde, da den fælles ansvarsfølelse for klimaet og planeten er noget, der har stor betydning. En del af råvarerne er hentet fra den omkringliggende natur eller biodynamiske gårde i Nordsjælland.
Samtlige serveringer er nøje udtænkt og tilberedt med følelse og præcision, afstemt med sæsonen og vores danske klima. Det er vores speciale her på Parsley Salon, og vi er i al beskedenhed dygtige til netop det”, skriver de på deres hjemmeside.
Vil du også opleve, hvordan en aften med stjernedrys, der i følge Michelinguiden er et besøg værd, kan du booke lige her nedenfor.
Priser: Middag og vinmenu: 2500 kr. pr. person
Hvor: Strandvejen 203, 2900 Hellerup
Her er alle restauranter med 1 stjerne i Michelinguiden 2025:
- Alimentum, Aalborg (ny)
- Alouette, København.
- Aro, Odense.
- Aure, København.
- Domæne, Herning.
- Domestic, Aarhus.
- Dragsholm Slot Gourmet, Hørve.
- Formel B, København.
- Frederiksminde, Præstø.
- Gastromé, Aarhus.
- Jatak, København.
- Kadeau Bornholm, Åkirkeby.
- Lyst, Vejle.
- Marchal, København.
- Mota, Nykøbing Sjælland.
- Parsley Salon, Hellerup (ny)
- Pearl by Paul Proffig, Kruså (ny)
- Substans, Aarhus.
- Sushi Anaba, København (ny)
- Syttende, Sønderborg.
- Søllerød Kro, København.
- Texture, København (ny)
- The Samuel, København.
- Ti Trin Ned, Fredericia.
- Tri, Agger.
- Udtryk, København (ny)
- Villa Vest, Lønstrup.
2 stjerner: En omvej værd


AOC ligger i indre København. Og de har formået ved dette års Michelinguide 2024 at bevare deres to Michelinstjerner. Her er ambitionsniveauet tårnhøjt, og det er ikke uden grund, at de citerer Aristosteles, når det kommer til at fremhæve det mest vidunderlige i de lokale råvarer. “I alle ting i naturen findes et vidunder” – Aristoteles.
Restauranten befinder sig i de høje kælderhvælvinger fra det 17. århundrede i Moltkes Palæ, få skridt fra Kongens Nytorv. Her er der kun gjort plads til 40 spisende gæster, så du sikres intim stemning og service af allerhøjeste niveau.
Hvis du vil opleve sublim mad med hele to stjerner, så er AOC stedet!
Priser: 2-stjernet tastingmenu uden vin, 3200 kr.
Hvor: Dronningens Tværgade 2, København
Her er de restauranter der har to stjerner i Michelinguiden 2025:
- Alchemist, København
- AOC, København.
- Frederikshøj, Aarhus.
- Henne Kirkeby Kro, Henne.
- Kadeau Copenhagen, København.
- Koan, København.
- Kong Hans Kælder, København.
- Paz, Torshavn, København (ny)
3 stjerner: Værd at rejse efter

3 stjerner er den ultimative udmærkelse i Michelinguiden, og kun 153 restauranter i verden har fået den anerkendelse. Her er der ikke bare tale om en god restaurantoplevelse, men for mange en oplevelse for livet. For at opnå denne status skal alt altså spille og det er langt fra alle der evner at levere på et niveau, der er så tårnhøjt. Det kan ikke opnås ved hårdt arbejde alene, men med hårdt arbejde, talent og dedikation. Vi synes, at det burde være alle forundt at opleve en middag i den kaliber mindst en gang i livet.
De tre danske toprestauranter er Geranium og Noma i København og Jordnær i Gentofte.
Bib Gourmand: Høj kvalitet til rimelige priser


Restaurant Hærværk i Aarhus har en Bib Gourmand, og et besøg her er lidt af en madoplevelse. De har ikke faste menuer, men laver maden ud fra, hvad der er frisk og lokalt. Det er bæredygtigt, kreativt og altid en smule anderledes. Man ved aldrig helt, hvad man får – og det er en del af charmen. Her er det råvarerne, der bestemmer. Snyd ikke dig selv for en aften i hænderne på Hærværks dygtige hold.
En Bib Gourmand går til restauranter, hvor man får god og velsmagende mad til en rimelig pris. Her handler det om kvalitet og smag, men i en mere afslappet og tilgængelig stil end de fine stjernesteder. Navnet “Bib Gourmand” kommer fra Michelins maskot, Bibendum – den hvide fyr lavet af bildæk. “Bib” er hans kælenavn, og “gourmand” er fransk for en, der elsker god mad. Så det er i bund og grund Michelin-mandens anbefaling til god mad uden at sprænge budgettet.
Der findes også noget, der hedder Main Selection – eller bare Michelin Selection. Det er restauranter, som Michelin har været forbi og vurderet som gode steder at spise, men som endnu ikke har fået en stjerne eller en Bib. Det er stadig et kvalitetsstempel, bare på et lidt mere afdæmpet niveau.
Se de 109 restauranter i Danmark, der har fået den flotte Bib Gourmand lige her
Priser: En aften med både mad og vin 1450 kr. pr. person
Hvor: Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C
Den grønne stjerne: Særlig fokus på bæredygtighed


Udover at belønne restauranter med en, to eller tre stjerner, udvælger Michelinguiden en række restauranter, som belønnes for deres grønne fokus. At gå i forrest for deres bæredygtighed; om det handler om at reducere madspil, udelukkende benytte lokale råvarer eller sæsonbestemte ingredienser. Disse restauranter får den grønne firkløver, den såkaldte Michelin Green Star.
Læs mere: Hvad er den grønne Michelinstjerne?
Hos Restaurant LYST i Vejle er de ovenud begejstrede for at kunne beholde deres Michelinstjerne samt deres Green Star. Restauranten har befundet sig i det ikoniske Fjordenhus, designet af færøske Olafur Eliasson, siden 2019. Og til trods for restaurantens relativt unge alder, har den opnået stor hæder nationalt og internationalt.
Her er visionen klar: “LYST er dybt forankret i det lokale miljø”. Selv skriver de på deres hjemmeside:
Vi bestræber os på at skaffe alt, hvad vi serverer, inden for en radius af 160 km og udnytte alt fuldt ud”, Restaurant Lyst
Priser: 4-timers seating med signaturmenu uden vin, 2500 kr.
Hvor: Havneøen 1, Vejle
Hvad er Michelin egentlig?
Michelinguiden er gastronomiens svar på de olympiske lege, og er den største hæder en restaurant kan modtage.
Michelinguiden har eksisteret i mere end 100 år. I år 1900 udgav den franske dækfabrikant André Michelin, hvad der blev den første af mange guides. De første guides blev delt gratis ud på tankstationer og autoværksteder, og indeholdte oplysninger om alt fra, hvor man som rejsende kunne få benzin på bilen, til hvor man kunne spise og overnatte.
Uddelingen af stjerner begyndte i 1926, og siden har Michelinguiden været med til at anerkende restauranter med de prestigefyldte stjerner i mere end 35 lande verden over. Her inviteres de nominerede til den eksklusive stjerneuddeling med udvalgte nyhedsmedier.
Stjernerne bliver uddelt på et meget specifikt grundlag. Fem kriterier vejleder inspektørerne i deres bedømmelse:
- 1. Kvaliteten på råvarerne.
- 2. Håndværket – det vil sige smagen og tilberedningen.
- 3. Personligheden – det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.
- 4. Noget for pengene.
- 5. Kvalitet over tid – det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
Både i år og næste år er Danmark værtsnation for ceremonien. i 2026 foregår den i Tivoli.
Læs mere om The Michelin Guide.