thumb image

20 år med Mortens Kro: ‘Vi vil altid have ydmyghed’

Restauratøren Morten Nielsen kan i år fejre 20 års jubilæum med Mortens Kro i Aalborg.

I 1997 slog Morten Nielsen dørene op for Mortens Kro i Aalborg. Året forinden havde han vundet titlen som Årets Kok, og derfor så det lovende ud for den nye aalborgensiske restaurant.

Nu er 20 år rullet forbi, og Morten Nielsen kan se tilbage på en tid præget af masser ambitioner og succesoplevelser – men også en skærpet konkurrence.

Nomineret til Årets Restaurant

Mortens Kro har gennem tiden høstet et hav af rosende anmeldelser og er i år nomineret til Årets Restaurant af Den Danske Spiseguide.

Da vi spørger, hvad hemmeligheden bag den mangeårige succes er, svarer Morten Nielsen:

”Det spørger vi også os selv om. Jeg tror, det skyldes, at vi gennem tiden har været tro mod vores stil.  Selvfølgelig har maden og anretningerne ændret sig med tiden, men vi er aldrig hoppet med på den nyeste modedille.” fortæller han og tilføjer:

”Jeg tror også, det er en fordel, at ejeren selv er køkkenchefen. Det betyder, at niveauet ikke ændrer sig med skiftende køkkenchefer.”

Ydmyghed er vigtigt

For Morten Nielsen har ydmyghed været en vigtig lærdom gennem de mange år som restauratør:

”Jeg har lært, at man altid skal have ydmyghed og ikke tage noget for givet – man må hele tiden forfine sig selv og sørge for, at gæsterne får en lige god oplevelse hver eneste gang.”

Vigtigheden i at forfine sig selv, har Morten Nielsen da også mærket i kraft af den opblomstrende gastro-scene i Aalborg:

”Det gastronomiske niveau har aldrig været så højt i Aalborg, som det er lige nu – og det betyder, at man også må stramme sig ekstra meget an og holde sig til ilden. På den måde tænker jeg helt bestemt, at det er en positiv udvikling,” forklarer Morten Nielsen.

Han tilføjer, at udviklingen også er positiv ift. at få flere gæster ud at spise:

”Der er kommet mange nye restauranter, som har deres helt egen stil, så restauranterne ikke bare ligger og kopierer hinanden. Det betyder også, at gæster har mere lyst til at gå ud at spise, tror jeg.”

På trods af den ydmyge tilgang til restauranten lægger Morten Nielsen ikke skjul på, at der er masser af ambitioner for fremtiden:

”Vi vil jo rigtigt gerne have, at Michelin-guiden kommer til Nordjylland – og allerhelst til Mortens Kro. Nomineringen til Årets Restaurant har givet os blod på tanden til at blive bedre og til at sigte mod stjerner,” fortæller han.

Jubilæumsmenu

For at fejre de 20 år byder Mortens Kro lige nu på en jubilæumsmenu, hvor man kan få et indblik i nogle af de retter, som gennem tiden har været populære i restauranten.

Eksempelvis kan man finde et relancering af den dessertkage, som gav Morten Nielsen titlen som Årets Kok i 1996.

Jubilæums-menuen kan fås indtil 15. november, og du kan lære mere om den her


Book bord på Mortens Kro ➤

Hvor: Mølleå 2-6, 9000 Aalborg

Flere restaurant nyheder...