Guide: Her er de bedste restauranter i Oslo

thumb image
Foto: Stock

Planlægger du en smuttur til Norges hovedstad? Måske du skal en tur med Oslofærgen og mangler inspiration til, hvor du skal spise når du er i land? Uanset hvad anledningen til besøget er, har Oslo fantastiske madoplevelser i overflod. Restaurantscenen i hovedstaden ligger ikke på den lade side, og det gastronomiske niveau og udvalg er enhver foodie værdig.

Vi har lavet en guide til 7 restauranter i Oslo, der giver dig lyst til at blive i en hel uge for at prøve dem alle.

Psst.. Det har i øvrigt aldrig været billigere at tage til Norge. Så nyd, at kursen er lav så du kan forkæle dig selv lidt ekstra.

Sumo restaurants: Asiatisk fusion og smuk indretning

Sumo Restaurants findes mange steder i Oslo og resten af Norge. De specialiserer sig i det asiatiske fusions køkken, og er blevet populære hang-out steder af en årsag. Sumo restauranterne er alle smukt indrettet, men særligt Sumo på Karl Johans Gade imponerer med sine 270 pladser fordelt på to etager placeret centralt i Oslo.

Denne restaurant kan huse alle slags besøgende, de har endda også et såkaldt tatami room, hvor op til 20 gæster kan spise på den traditionelle japanske måde, hvor bordet er sunket ned og man sidder på gulvet. Rygtet siger også, at der er et hemmeligt speakeasy-style lokale gemt et sted.

Det lyder da absolut som et sted, der er et besøg værd på turen til Oslo.

Hvor: Karl Johans gt. 45, 0162 Oslo

Brasserie France: Klassisk når det er bedst

Klassisk fransk brasseriemad går man aldrig galt i byen med. På Brasserie France specialiserer de sig i alle de klassiske retter som rørt tatar, bouillabaisse, steak flambé med sauce poivre og en overdådig fruits de mer anretning, der kan imponere enhver franskmand, for bare at nævne nogle få retter på det velassorterede menukort.

Har du en sød tand, vil du elske Brasserie France’s dessertvogn. Dette søde overflødighedshorn på hjul indeholder alt fra crème brûlée, sorbet, kager og frugt.

Hvor: Øvre Slottsgate 16, 0157 Oslo

Xef: Spansk gourmet anbefalet af Michelin

Spansk gourmet i norske klæder – What’s not to like? Her er tale om en restaurant, der leverer et eminent produkt i topklasse. Køkkenchefen har en baggrund fra Disfrutar og El Celler de Can Rocca i Spanien, som er blandt verdens absolut bedste restauranter. Der er altså al mulig grund til at besøge den norske gourmetrestaurant, hvis turen skal have lidt luksus.

Hvor: Bryggegangen 8, 0252 Oslo, Norway

Lofthus Samvirkelag Røa: Pizza og gode vibes

På Lofthus Samvirkelags Røa er der god stemning og endnu bedre pizza. Det er et perfekt sted at nyde en casual aften, hvor der er skruet op for hyggen. Her er pizza’erne berømte for at være af høj kvalitet med nøje udvalgte råvarer, vinkortet er udførligt, og du kan få cocktails, der får englene til at synge. Alt i alt en restaurant, der har alt, hvad du behøver.

Hvor: Tore Hals Mejdells vei 5, 0751 Oslo

Amazonia: Alt, hvad du skal bruge til en festlig aften

Latinamerikansk restaurant i særklasse om dagen og forførende klub om aftenen. Amazonia har en indretning og stemning, hvor selv The Great Gatsby ville være imponeret. Torsdag og fredag er der åbent til sent, og du kan nyde en festlig aften med både mad, cocktails og god musik. Lørdag er der DJ og åbent helt til klokken 03, så du kan trygt tage danseskoene med nordpå.

Maden på Amazonia bliver tilberedt efter latinamerikanske traditioner, udvalget er stort, og det hele serveres som dele-retter. Der er altså lagt op til en uforglemmelig aften i Oslo lige her.

Hvor: Bryggegangen 6, 0252 Oslo

Rugantino: La dolce vita i Oslo

I hjertet af Oslos kulturelle kvarter blandt teatre og koncertsteder finder man Rugantino. Stedet er todelt med en restaurantdel og en vinbar, og begge dele emmer af sydeuropæisk charme. På det romerske menukort finder man en godt udvalg af antipasti, hjemmelavede pastaretter, og dét, de kalder byens måske bedste tiramisu. Og så har de også et virkelig skønt vinkort fyldt med de lækreste italienske vine.

Hvor: Youngs gate 9, 0181 Oslo

Bar Amour: Nordisk/Portugisisk Michelin paradis

Bar Amour er en af Oslos nyeste et-stjernede michelin-restauranter. De intime lokaler og den knivskarpe menu, der kombinerer portugisisk kultur og nordisk gastronomi er en spændende og elegant fusion af to stolte madtraditioner, der ikke skuffer.

Den lille restaurant ligger i bygningen “Tranen”, der med sin lidt lyssky historie danner rammen om denne intime spiseoplevelse. Bygningen huser heldigvis ikke længere hverken fredløse profiler eller bordelmutre, men den røde trappeopgang, der fører til restauranten, der engang var kendt som “The Red Room” vidner om en svunden tid med mange hemmeligheder.

Der er ikke mange pladser, så det er en god ide, at booke bord i god tid.

Hvor: Waldemar Thranes gate 70, 0173 Oslo , Norway

Köd: Gode bøffer og hemmelige lokaler

En god bøf er Köd garant for. Her er alle bøffer flammegrillet og penslet med rosmarinsmør, der er et væld af lækre sides, saucer og forretter. Hvis du ikke er til en bøf har Köd også mange andre skønne retter. Uanset om du drømmer om flere retter eller bare en enkel, er der noget for enhver smag her.

Restauranten er nyrenoveret, og de smukke lokaler kan huse både intime middage for to eller festlige sammenkomster for flere. Bag ved et stort maleri i restauranten finder man tilmed en hemmelig dør, der leder ind til et smukt selskabslokale. Der er altså tænkt på det hele!

Hvor: Frognerveien 9b, 0257 Oslo, Norge

Se flere restauranter i Oslo her

Rigtig god tur!

You may also like...