Forkæl de nyudklækkede studenter med et restaurantbesøg i København

Åh den søde studentertid! De glade og stolte studenter viser huerne frem i bybilledet og modtager lykønskninger på kryds og tværs. Og der er da også meget at være stolt af – sikke en flot præstation, der i sandhed fortjener at blive fejret med manér på en lækker restaurant i København!
Vi har samlet 5 restauranter, som vi synes, har de helt perfekte rammer til at fejre den store begivenhed. Læs med, og bliv inspireret til, hvor din yndlingsstudent skal fejres.
Brasserie Barner: Fransk luksuslomme på Østerbro


Brasserie Barner skruer op for luksussen i uhøjtidelige omgivelser på Østerbro. Her serveres blandt andet lækkerier som østers, fjordrejer på kartoffelbrioche, tortellini med ærter, mynte og parmesan, havkat med asparges og grillet oksecullotte. Retterne har franske aner og kan sagtens deles ved bordet uden, at der bliver løftet et øjenbryn.
Barner er et sted, hvor man skal hygge sig og have det godt, med god mad og uprætentiøs stemning. Der er mulighed for at huse både mindre og større grupper, der er ude for at fejre de smukke unge mennesker med fine huer.
Hvor: Århusgade 1, 2100 København Ø
Pirlo: Vores yndlings osteria med garanti for god mad og vin


Hvis du skal finde en restaurant i København, hvor I kan fejre den flotte præstation er Pirlo et rigtig godt bud. Der er en grund til, at stedet er så populært, for her finder du både virkelig god mad, et flot udvalg af vine og virkelig hyggelig stemning.
På menukortet finder du lækre antipasti som burrata, ansjoser med ricottacreme og oksetatar med citron og parmesan. Resten af kortet byder blandt andet på skønne pastaretter, grillet rib-eye og limoncello sorbet. Mums det lyder lækkert!
Det er også muligt at booke mere private omgivelser til selskaber på 9-20 personer.
Hvor: Strandlodsvej 42a, 2300 København S
Brasserie Post: Smukkere omgivelser findes (måske) ikke


I det gamle posthus lige ved Trianglen på Østerbro finder du Brasserie Post. Lokalerne er omdannet til restaurant på fineste vis og man kan ikke undgå at blive begejstret over de smukke omgivelser. Heldigvis er det ikke kun indretning de kan finde ud af på Brasserie Post, for maden er mindst lige så lækker. Hvis det er godt vejr er den solbeskinnede gårdhave absolut et besøg værd.
På Brasserie Post er der åben både til frokost og aften. Til frokost finder du både smørrebrød og retter som chevre chaud, moules frites og cheeseburger. Hvis du lægger vejen forbi til aften, kan du glæde studenten med gule beder med pisket gedeost, laks med peberrod og hasselnødder, steak frites eller for eksempel vol au vent med hvide asparges og morkler. Det lyder altså lækkert! Slut eventuelt aftenen af med en lækker dessert eller måske en Espresso Martini.
Hvor: Øster Allé 1, 2100 København Ø
Anton: Overdådighed, historie og fantastisk beliggenhed


I disse historiske lokaler i starten af Nyhavn finder du en restaurant, der byder på en spiseoplevelse af virkelig højt niveau. Det er tydeligt at retterne er gennemtænkte med råvarer af høj kvalitet. Personalet er yderst kompetente, og et besøg hos Anton efterlader dig glad, mæt og tilfreds.
Hos Anton serverer de lækkert smørrebrød til frokost og gourmetserveringer til aften. Mæsk jer i retter som fyldte morkler, stegt søtunge med sauce nage og ørredrogn eller en grillet rib-eye måske? Denne restaurant i København er uden tvivl et besøg værd, og hvis studenten virkelig skal forkæles er Anton the place to go.
Hvor: Store Strandstræde 3, 1255 København
20a: Den charmerende dreng fra Nørrebro går ikke ned på kvalitet og hygge


Skal fejringen foregå i lidt mere casual omgivelser er 20a stedet for jer. Maden er simpel, men virkelig god. Bestil for eksempel noget charcuterie og ost, som de køber hjem fra Le Gourmand på Værnedamsvej eller en af de skønne retter, der er på tavlen. Menukortet er småt, men godt og dette lille vandhul i hjertet af Nørrebro har alt, hvad hjertet begærer.
Ud over at have god mad, vin og dejlig stemning er priserne her også yderst sympatiske. Selvom priserne er små, går de ikke på kompromis med smag og kvalitet. Så hvis fejringen skal være lidt mere afslappet og budgetvenlig er et besøg på 20a en klar anbefaling.
Hvor: Ravnsborggade 20a, 2200 København N