Ny pop up vil gøre grøntsager til det store samtaleemne

thumb image

Restaurant 56° popper de næste fire måneder op i indre by. Missionen er at gøre grøntsagen til restaurantscenens nye rock star.

Kød har været in så længe, alle kan huske. I hvert fald, når man ser på den traditionelle restaurantscene i indre by. Det ønsker den bæredygtige restaurant 56 grader fra Holmen nu at gøre op med.

Fra torsdag den 2. november bringer kok og restauratør Kenneth Ellegaard og hans kone, Kirstine, deres projekt om bæredygtigt grøn mad helt ind i Københavns centrum, når de i fire måneder åbner en pop up-restaurant i Store Kongensgade.

Martin Dupont, som er udlært kok fra 56 grader, vil være pop up-restaurantens køkkenchef.

Konkurrerer med bøffer

Ideen er helt simpelt at udvælge årstidens bedste grøntsager fra marker på Lolland og Amager og hente dem ind i byen for at servere dem så veltilberedte og velsmagende, at de kan konkurrere med naborestauranternes bøffer, fisk og sushi.

“Vi kan overraske langt mere ved at langtidsbage en selleri i saltdej, tørre dem og glasere dem i en karamelliseret sauce, end hvis vi bare forsøger at gøre bøffen lidt mere mør end de andre,” forklarer Kenneth og tilføjer:

“Vi har nærmest bygget hele samfundet op omkring det at spise kød, men det er jo både sundere for os selv og vores omverden at spise mindre kød.”

“Det er ved at gå op for mange, og den bølge vil vi gerne være en del af,” siger han og forklarer, at der kommer meget mere ud af det, når vi dyrker grønt.

“Når vi har sået, kommer der jo mange gulerødder, der blot skal hives op af jorden, og et kålhoved giver mad til mange, mange mennesker. Det er faktisk helt vildt, hvad vi kan få til at gro i kasser ude på Holmen. Med kød har du et helt liv, der skal leves for til sidst at blive slagtet. Det giver bare mere mening, at vi bruger grøntsager langt mere,” siger Kenneth.

Grøntsagen skal være det store samtaleemne

I krudthuset på Holmen bygger restauranten på ”fra jord til bord”-tanken og grøntsagerne og urterne er lige uden for døren eller bliver hentet lokalt, men med pop up-konceptet trækker Kenneth og co. den endnu længere.

“Det skal være endnu mere grønt og helst økologisk det hele. Det bliver et laboratorium, hvor visionen er at gøre grøntsagen til det helt store samtaleemne. Vi kommer til at have lidt kød og fisk på menuen – meget med æg og måske nogle østers, men ikke store bøffer.

Det handler om at eksperimentere endnu vildere end vi har gjort hidtil med det grønne,” forklarer Kenneth.

56° på Holmen er på trods af den nøje fokus på kvalitetsråvarer også kendt for sine rimelige priser, og prisniveauet bliver det samme på Store Kongensgade, fortæller Kenneth.

Smag på søndagen

Planen er herudover at bringe 56°s succesfulde søndagsfrokost-koncept “Smag på søndagen” ind til byen.

Her kan man til en fast lav pris møde op kl. 13 den første søndag i måneden og smage på restaurantens eksperimenter. Ofte kommer leverandører og fortæller om råvarerne og der er altid mad og vin ad libitum.

Adresse: Store Kongensgade 44, 1264 København K


Book bord ➤

You may also like...