Så sker det: Kendt burger-restaurant indtager Aarhus

thumb image

Cock’s & Cows er rykket til Aarhus. Lørdag d. 2. marts åbner den populære burger-restaurant ved åen i Restaurant Italias gamle lokaler.

Snart er det muligt at sætte tænderne i Onion Johnny, Crispy Gustavo og Saucy Babe uden for København, når den populære burger-restaurant fra hovedstaden Cock’s & Cows slår dørerne op i Aarhus lørdag d. 2. marts.

Konceptet, der kombinerer kvalitetsburgere og lækre cocktails i en festlig atmosfære, åbner op ved åen i hjertet af Smilets by i Restaurant Italias gamle lokaler.

“Byens bedste” fire gange

Cock’s & Cows blev etableret i 2010 af tre natklubejere, der var nysgerrige efter, hvad den bedste burger var gjort af og skabte på den måde deres egen burger-bibel.

Og noget må de have gjort rigtigt. Det er siden blevet til otte restauranter i København og fire kåringer af AOK som “Byens Bedste”.

Restauranten i Aarhus er den første der åbnes uden for København. Noget som folkene bag ser frem til.

“Det vigtigste for os er at skabe oplevelser og gøre vores gæster glade. Hvor bedre at gøre dette end ‘smilets by’?Derudover er Aarhus en by fyldt med kvalitet og leben, som er præcis det vi sætter pris på hos Cock’s & Cows,” siger
stiftende partner og CEO Daniel Knuttel.

It’s Our Place, Your Party

Restauranten er åben mandag til søndag, har plads til 130 gæster indenfor og endnu flere udenfor med malerisk udsyn til vandet. Det er også muligt at tage herligheder med hjem.

Ligesom med restauranterne i København vil det nye domicil i Aarhus også have selskabslokalerne – kendt hos Cock’s & Cows som “The Party Room”. De kan bookes til private events for op til 18 personer. Har du endnu flere gæster er det muligt at overtage hele restauranten i en “take over.”

Det er endda muligt at inkludere en petanque-turnering i festlighederne på banen lige ved siden af restauranten, lyder det.

Kort sagt er mulighederne nærmest grænseløse, når det kommer til events på stedet; hyr en Dj, book en foodtruck, lej en leguan eller hæng med et slæng af cowboys! Mantraet på stedet er “It’s Our Place, Your Party.”

Hvor: Åboulevarden 9, 8000 Aarhus C 
Hvornår:
2. marts 2019


Book bord på Cock's & Cows ➤

Flere restaurant nyheder...