Aarhus bugner af juleaktiviteter for store og små

thumb image
Foto: Tivoli Friheden

Juletiden har meldt sin ankomst, og rundt omkring i landet kan du deltage i alverdens former for hyggelige juleaktiviteter. Her kan du få inspiration til sjove ting, du kan lave i Aarhus, som vil få dig i bedste julehumør.

Når det er jul, så går alle de gode, gamle juletraditioner i gang. Man skal forbi et julemarked og have varm kakao og gløgg, skøjte vaklende rundt som Bambi på glatis, og selvfølgelig spise brændte mandler og brunkager i lange baner.

Julen handler om kærlighed og samvær, og vi har derfor samlet en liste over sjove aktiviteter, du kan lave i Aarhus, sammen med dine venner og familie, så I kan få det bedste ud af den dejlige juletid.

Skøjtebane og julemarked i Tivoli Friheden

Foto: Tivoli Friheden

Tag familien og vennerne med til en hyggelig juleoplevelse i Tivoli Friheden, hvor der er pyntet op med julelys, gran og sne. Som noget helt nyt i år har Tivoli Friheden opsat en energivenlig kunstskøjtebane, som ligner rigtig is, så du ikke bliver snydt for at skøjte rundt på isen og lave imponerende piruetter.

Læg vejen forbi det hyggelige julemarked, hvor du kan smage på æbleskiver og julegløgg, købe varme sweatre og julekugler eller måske endda, hvis du er heldig, møde julemanden!

Efter de mange smukke indtryk og sjove aktiviteter vil sulten højst sandsynligt melde sig. Mulighederne for gode spisesteder i Friheden er mange, uanset om det er den lille, søde eller store sult. Disse caféer og restauranter vil helt sikkert have mange lækkerier på menukortet.

Spiseriet

På Spiseriet kan både børn og voksne nyde en lækker buffet, som selvfølgelig er tilrettelagt ud fra julens gastronomiske traditioner.

Café Skovpavillonen

Med en skøn udsigt til søen kan I på Skovpavillonen nyde lækre sandwiches, burgere og pastaretter. Det er de perfekte rammer for en afslappet frokost eller middag.

Madscenen

På Madscenen har de et sæsonaktuelt tag-selv-bord, hvor du selvfølgelig kan nyde skønne juleretter fra både det kolde og lune bord. Imens I spiser, kan I nyde udsigten over Svanesøen.

Backstage

På Backstage står de klar med åbne arme til at give dig en uforglemmelig spiseoplevelse. I december måned står den på delemad til bordet af fem anretninger, som I får serveret af det skønne personale.

Hvor: Skovbrynet 5, 8000 Aarhus
Hvornår: Frem til d. 30. december 2022
Pris: Tivoli Friheden entré 175 kr.

Julekoncert i Aarhus Domkirke

Foto: Cafe Faust

Lad julefreden sænke sig i kirkens fredfyldte rum og nyd den fantastiske akustik, når Aarhus Domkirke slår dørene op for en julekoncert med Skt. Clemens Drengekor. Her kan I nyde koret synge nogle af de mest elskede danske julesalmer og engelske Christmas Carols sammen med Jutlandia Saxofonkvartet.

Det vil være en oplagt mulighed at få stillet sulten inden koncerten på Café Faust, som ligger kun et stenkast fra Aarhus Domkirke. På menukortet kan du finde deres lækre juleplatte, som man kan nyde hver dag frem til kl. 21:00. Her er der både lunt og koldt samt salt og sødt på tallerken, som helt sikkert vil få dig i julestemning.

Hvor: Store Torv, 8000 Aarhus
Hvornår: 21 dec 2022 kl. 19:30 – 20:45
Pris: under 18: gratis / Mellem 18-25 år: 100 kr. // 25+: 150 kr.

Juleforestilling på Aarhus Teater (UDSOLGT)

Foto: KöD

Nyd et vaskeægte Juleeventyr på de skrå brædder, når Aarhus Teater endnu en gang opsætter den anmelderroste forestilling, som sidste år blev nomineret til tre Reumert-priser. Den vrissende Ebenezer Scrooge får juleaftensdag besøg af tre genfærd. som skal få ham til at indse, at kærlighed er vigtigere end penge.

Teaterstykket giver julelys i øjnene hos både store og små, dog frarådes det at medbringe børn under seks år. Skynd jer at købe billetter, da der hurtigt bliver udsolgt. Forestillingen vises frem til d. 22. december.

Aarhus Teater ligger tæt på Café Faust, KöD, Café Sidewalk og Basso, hvor I kan nyde et måltid mad eller nogle æbleskiver og gløgg enten før eller efter forestillingen.

Hvor: Teatergaden, 8000 Aarhus
Hvornår: 21. dec 2022 kl. 18
Pris: Børn og unge u. 25 år: 85 kr. // 25+: 150-390 kr.

Flere restaurant nyheder...