Disse steder i Aarhus serverer dansk mad lavet på kærlighed
Dansk mad er for mange lig med mormor-mad. Det er de velkendte middagsmåltider og frokostanretninger, som vi fik serveret med kærlighed hjemme hos vores bedsteforældre, da vi var børn. Når vi spiser disse lune retter, føles det som at få et varmt kram indefra.
Der findes næppe noget mere appetitvækkende end den hjemlige duft af pandestegte frikadeller.
Maven begynder straks at rumle, når de lune dunser bliver tilberedt på god gammeldaws manér, og den nostalgiske duft kalder straks erindringer fra barndommen. Den gang ens næsetip lige knap kunne nå køkkenbordet, og man måtte stå på tæer for at se sin kære mormor forme dellefarsen med en grydeske.
Vi har samlet en liste over fem spisesteder i Aarhus, hvor du kan få traditionel dansk mad, så du kan nyde et dejligt og nostalgisk middagsmåltid. Velbekomme!
Restaurant Fedet: Spis stegt flæsk ad libitum
Der er ingen slinger i persillesovsen, når man spørger en dansker, hvad vores nationalret er.
Det er selvfølgelig stegt flæsk med persillesovs. Det fedtede stykke flæsk bliver altid serveret med en omgang danske kartofler og toppet med en gavmild portion cremet persillesovs, der gerne skal stå til rådighed i en kande gennem hele måltidet.
Restaurant Fedet gør en dyd ud af, at deres gæster skal føle sig godt tilpas. Derfor kan du også være sikker på, at du bliver taget godt hånd om, så du kan nyde en lækker omgang søndagsflæsk i afslappede og hyggelige omgivelser.
- Spis stegt flæsk ad libitum for 158 kr. hver søndag fra kl. 16.00 – 20.00
Du kan også spise moules frites ad libitum for 155 kr. hver dag fra kl. 12.00 – 16.00
Adresse: Nordre Strandvej 35, 8240 Risskov
Restaurant Klokken Aarhus: Tarteletter, flæskesvær og gammeldaws æblekage
“Nogen tar det tungt, andre tarteletter”.
Det er nok ikke første gang, du hører dette ordspil. De små butterdejs-godter er fyldt godt op med enten høns i asparges eller kylling med stuvede ærter og gulerødder. Tarteletter har en særlig plads i vores kulinariske historie, og er både perfekte til forret og hovedret.
Restaurant Klokken, som ligger midt i Aarhus, kokkererer traditionelle klassikere med et lille tvist. Restauranten summer af dansk hygge, hvor både snapseglas står klart ved bordet, når du sætter dig, og små sylteglas står og pynter i restaurantens lokaler, imens de står og trækker.
Restauranten tilbyder et stort udvalg af danske retter, som blandt andet stegt flæsk, mørbradgryde og æblekage samt deres Danske Snackkurv, hvori der ligger sprøde flæskesvær og mini-tarteletter. Og lad os blive ved tarteletterne. For det har de også på menukortet, hvor de tilbereder dem med enten plukket høns og asparges eller cremet svampefyld og syltede regnbuegulerødder. Mums!
Adresse: Mindegade 6, 8000 Aarhus C
Den Lille Kro: Farverige stjerneskud og tatar med æggeblomme
I hjertet af Aarhus ligger Den Lille Kro, som glædeligt byder deres gæster indenfor på klassisk dansk mad.
Udover at have lækkerier som røget laks og lun tatar med æggeblomme på menuen, har de også det famøse udstyrstykke af en pålægsmad, som er en rødspættefilet toppet med håndpillede rejer og asparges. Det er selvfølgelig smørrebrødsretten Stjerneskuddet, der er tale om. Et absolut smukt stykke dansk håndværk.
Når du træder indenfor på restauranten, er det som at besøge sine bedsteforældres varme stue. Der er pyntet med broderede puder, ægte tæpper og polstrede stole. På væggene hænger der guldrammer med patina og naturmotiver, og for at sætte en stor fed prik over i’et, har de også krogede lysekroner og en smuk grammofon stående.
Det er et oplagt sted at besøge, hvis du trænger til lidt gastronomisk kærlighed fra det danske land. Og kan du ikke helt beslutte dig for, hvilken ret du skal vælge, kan du få Krofatters anbefalinger. Så sammensætter han en menu til dig ud fra dagens fangst og årstidens råvarer. Det lyder altså bare dejligt.
Adresse: Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C
Restaurant NorR: Smørstegte fiskefrikadeller, som vi foretrækker dem
Skulle du få lyst til at sætte tænderne i en saftig fiskefrikadelle, hvor salt og fedme kommer dine smagsløg til undsætning, så burde du tage en tur forbi Restaurant NorR. Her har køkkenet nemlig godt gang i pandearbejdet, når de kokkererer lækre fiskedunser. Den smørstegte herlighed, der både er syrlig og knasende, er en dansk klassiker, som vi holder utroligt meget af i vores lille land.
Restaurant NorR har et fortrinligt menukort, hvor de tilbyder både lette og større retter med nordiske smagsnuancer.
De har en skøn beliggenhed lige ud til vandet, så du kan nyde din middag med det smukke udsyn til havneområdet og de mange lystbåde.
Adresse: Marselisborg Havnevej 46D, 8000 Aarhus C
Cross Café: Smørrebrød i lange baner
Håndmaden, den åbne sandwich, klapsammeren eller rundtommeren – kært barn har mange navne. Dens officielle navn er dog smørrebrød. En dansk klassiker, som vi er stolte af og kendte for i det store udland.
Cross Cafe er en af Aarhus’ ældste caféer og har en fuldstændig forrygende beliggenhed med udsigt til både vand og gågade. Alle ugens dage serverer caféen frisksmurt smørrebrød fra klokken 11.00 af, så hvis du er til denne dansker-klassiker, burde du tage et smut forbi den hyggelige café. På menukortet kan du blandt andet finde kartoffelmaden, stjerneskuddet og den med æg og rejer – og hvorfor nøjes med ét stykke, når man sagtens kan klemme flere af disse mundhapsere i sig!
Adresse: Åboluevarden 66, 8000 Aarhus C