Guide: Besøg spændende museer med skønne restauranter i Danmark

thumb image
Foto: Ordrupgaard Museum

Det er ikke kun museets udstillinger, der giver mindeværdige oplevelser og nye kulturelle indtryk. Ofte er et besøg på museets spisested en stor oplevelse, hvor du kan få udsøgt gastronomi i de fineste omgivelser. Se her, hvilke restauranter du skal slå vejen forbi på din museumstour.

For mange gæster er det ikke kun museets aktuelle udstillinger, der er i høj kurs, når man er på museum. Museumsbutikken og -caféen er en stor del af udflugten. Ved kultur- og kunstmuseer er det vigtigt at besøge butikken, hvor man kan se smykker, tekstiler og brugsgenstande, der som regel er af det fineste design.

Og så er der museumsrestauranten, der er et kapitel for sig. Her kan man få kvalitetstid med de nærmeste, tale om sin oplevelse af udstillingen, og ikke mindst få stillet sulten i flotte omgivelser.

Se udvalget af udsøgte restauranter og caféer ved museer i Danmark.

Moesgaard Museum

Ved Moesgaard Museum i Højbjerg kan du opleve spændende arkæologiske og etnografiske udstillinger for hele familien. Prøv at skyde med bue og pil i stenalderen, røre ved en ægte runesten fra vikingetiden eller kom med i et jernalderslag, hvor du står midt på slagmarken!

Når du har fået pusten, kan du sætte dig i Moesgaards museumscafé, hvor det er mindre dramatisk. Her giver de store panoramavinduer et fantastisk udsyn til den omkringliggende skov. Moesgaard har også en stor tagterrasse, hvor du kan nyde mad og drikke, når vejret tillader det.

Ved Moesgaard tilberedes maden fra bunden med respekt for naturen. Derfor bruger kokkene danske og allerhelst lokale produkter, hvor der er lagt vægt på økologi og bæredygtighed.

Hver onsdag kl. 17.30-19.00 vil der i caféen være en lækker buffet med sæsonaktuelle råvarer og friskbagt brød. Det er en god idé at bestille bord for at sikre, at der er plads.

Du kan besøge caféen uden at have entrébillet til museet.

Adresse: Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg

ARoS – Aarhus Kunstmuseum

Det ikoniske ARoS Kunstmuseum, som ligger i hjertet af Aarhus, er ét af Nordeuropas største kunstmuseer. Det er et enestående internationalt billede- og oplevelseshus for børn og voksne, unge og ældre.

I hvert galleri præsenterer ARoS kunst fra museets samling eller af nationale og internationale kunstnere, hvor du kan nyde kunst af blandt andet Francis Bacon og Olafur Eliasson, hvor sidstnævnte er ham, der har designet den famøse Your Rainbow Panorama.

Det er altid hyggeligt at afrunde sit museumsbesøg med lidt lækkert til ganen. Ved indgangen til ARoS ligger Orangeriet, som har åbent for alle, der er sultne efter eller blot har lyst til en friskbrygget kop kaffe og et stykke lunt bagværk. På ARoS er bæredygtighed og lokale råvarer i fokus, ligesom hver en ret er kreeret med håndværk og stor kærlighed til velsmag.

Om aftenen kan du spise en fortrinlig middag til en absolut spiselig pris.

Du kan besøge Orangeriet uden at have entrébillet til museet.

Adresse: Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

H.C. Andersen Hus

Det nybyggede H.C. Andersen Hus i Odenses historiske kvarter giver dig muligheden for at se nye sider af H.C. Andersens forfatterskab. Hvis du besøger dette eventyrfyldte museum, vil du få en ganske speciel oplevelse. Her fokuseres der ikke på selv forfatteren og hans livshistorie, men i stedet de eventyr, han skrev, og deres stemme. Det nye museum taler ikke om H.C. Andersen, men som H. C. Andersen.

Når du er færdig med at gå på opdagelse på museet og dets omkringliggende magiske have, kan du få stille sulten og tørsten på spiseriet Deilig.

Stedet er placeret midt i den forunderlige have, og er klart et besøg værd. Menuen tager udgangspunkt i det sæsonnære, lokale og bæredygtige – skabt ud fra et godt håndværk og stor eventyrlyst. H. C. Andersens eventyr kommer til udtryk i de særdeles smukke anretninger.

På menukortet kan du blandt andet vælge æstetisk smukke kager og smørrebrød fra enten havet, marken, stalden eller frugthaven, som henviser til henholdsvis fisk, vegetar, kød og lette desserter. Et besøg på dette spiseri er en oplevelse for sig.

Deilig er åben for både museumsgæster og udefrakommende.

Adresse: H.C. Andersen Haven 5, 5000 Odense C

Ordrupgaard Café ved Chaya

Ordrupgaard Café ved Chaya ligger i Zaha Hadid bygningen, i et naturskønt område, hvor bygningens store vinduer gør, at det næsten føles som at sidde i naturen. Udover den smukke café, der ligger indenfor, er der rig mulighed for at sidde udendørs på terrassen.

Hvis vejret er til det, kan du desuden tage en hjemmelavet frokost eller picnickurv med, som du kan nyde i parken. Stedet rummer en masse smukke kunstværker, som både er lavet til børn og voksne. En oplagt idé, som man kan gøre enten alene eller sammen med familie og venner på sin fridag.

Hele dagen byder caféen på te, kaffe og kage til den lille sult. Derudover har deres køkkenchef perfektioneret gode frokostretter til dig, varieret efter sæson, som du helt sikker vil finde smagfuldt. Du har derudover mulighed for at opleve Ordrupgaard Café ved Chaya ’by night’, når de hver onsdag byder på de lækreste smagsoplevelser. 

Adresse: Ordrupgaard Café ved Chaya, Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg er et moderne kunstmuseum oplevelseshus, hvor du kan finde ny inspiration og gå på opdagelse i kunst og kreativitet. Du kan opleve dansk og international kunst fra 1900-tallet og frem til i dag, fra både deres faste samling og deres skiftende særudstillinger.

Du kan også opleve ét af deres mange afholdte familieværksteder, koncerter, foredrag og guidede ture. Alene i marts måned tilbyder de over 25 forskellige events, ture og værksteder, som blandt andet indeholder ‘Kunsten Baby’ til forældre på barsel, Croquis-tegning-værksted og samtalen ‘Hold kæft og vær smuk!’.

Du kan fuldende din spektakulære kunstoplevelse med lidt lækkert spiseligt på deres museumscafe Brasserie Kunsten.
Menukortet er inspireret af sæsonens bedste råvarer og bliver tilberedt af de bedste i branchen. Køkkenchefen, Tina Jakobsen, har både skabt mirakler på Michelin-restauranten i Frederikshøj i Aarhus samt lavet mad til den norske kongefamilie.

Brasserie Kunsten følger museets åbningstider. Og hvis du skulle få lyst til at kombinere museumsbesøget med en lækker brunch, frokost eller kaffe med lidt sødt til, så kig ind forbi Brasserie Kunsten.

Adresse: Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg

Kulturværftet

Kulturværftet i Helsingør er et kulturelt univers, som huserer alt fra Open Mic, Søndagsjazz, og Breakfast Club til Comedy, teater- og filmvisninger. På kalenderen i marts måned kan du både finde navne som sangeren Lis Sørensen og komikeren Lasse Madsen. Desuden er der også ‘Quiz eller resten i håret’ med Henrik Milling.

Kalenderen er proppet med sjove begivenheder til hver en smag, så der er helt sikkert, noget du finder interessant også.

Hvis sulten melder sin ankomst, når du hygger dig til en af de mange events, så kan du få noget let at spise på Kulturværftets Spisehus.

Med deres billedskønne panoramaudsigt til Kronborg og de gamle havnebassiner, kan du nyde lette caféretter i form af smørrebrød, salater, burgere og andet godt. I forbindelse med diverse arrangementer står Spisehuset klar med servering af en nøje tilrettelagt menu, som er tilpasset det specifikke event.

Spisehuset har desuden sin egen økologiske kaffeblend, som de har lavet i samarbejde med Strandvejsristeriet, og som de kalder KUTOGO. Det er en utraditionel espresso af lettere karakter med en frisk smag. Så hvis du blot er ude og gå en tur på den charmerende havn i Helsingør, og får lyst til noget varmt at drikke, så er Spisehuset et oplagt valg.

Adresse: Allegade 2, 3000 Helsingør

You may also like...