DinnerDays: Den Gule Cottage inviterer til madfestival
Enhver, der har taget turen nordpå ad Strandvejen har kørt forbi det fine lille gule hus, der til forveksling ligner et forvokset dukkehus af den allerfineste slags. Med Bellevue i baghaven kan få prale af en bedre og smukkere beliggenhed.
Den Gule Cottage har alle dage være garant for gastronomi af høj kvalitet, og den lille intime restaurant indbyder til fejring af livets goder uanset anledning. Und dig selv et besøg på denne nordsjællandske perle, for eksempel i vinterferien, hvor den populære restaurant deltager i DinnerDays.
Fra portnerhus til restaurant
Det Gule Cottage er ikke bare en smuk restaurant, men en smuk restaurant med historie. I 1844 blev bygningen opført som en del af et nyopført kurbad i Dyrehavens sydøstlige hjørne. Idéen kom fra lægen Jon Hjaletin og den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll stod for bygningernes udformning.
Skønt Den Gule Cottage blot var et portnerhus ved indgangen til kurbadet, blev der ikke sparet på detaljerne og æstetikken. Ingen ringere end den berømte tårnursfabrikant Henrik Kühl blev hyret til at bygge cottagens karakteristiske ur på det stråtækte tag.
I 1932 var tiden løbet fra kurbadet og Bellevue Strandbad tog over. Staten forvaltede herfra det gule hus på Strandvejen og i flere år fik de besøgende badegæster fornøjelsen af bygningen som landets nok flotteste sommerkiosk.
Sommerkiosken er senere blevet til restaurant og mange madglade gæster har lagt vejen forbi siden bygningen blev fredet i 1978. Mange arkitekturinteresserede lægger også stadig vejen forbi for at få opleve historiens vingesus
Vinterferie med havudsigt over Øresund
Den Gule Cottage er denne gang med i DinnerDays for første gang, og menuen skuffer ikke. Denne tre-retters menu er udvalgt med nøje øje for smag, råvarer og sæson. Værtsparret, der forpagter den Gule Cottage er ikke hr. og fru. hvem-som-helst. Med over 16 års erfaring som forpagtere af den populære Raadvad Kro ved de et og andet om restauration. De har derudover begge rygsækken fyldt med erfaring fra nogle af byens bedste restauranter.
Peter Steen har souschef og køkkenchef-titlen stående på CV’et fra steder som Le Sommelier og Dragsholm Slot. Og også Rikke Kold Black har slået sine folder på velrenommerede steder som for eksempel Paustian under Bo Bech. Du kan altså roligt læne dig tilbage, og nyde dit besøg på denne skønne restaurant.
Den Gule Cottage serverer denne menu i uge 7:
Forret
Kuller m. chiliperler, variation af blomkål & blåmuslingesauce
Hovedret
Kalveculotte m. syltede grønne tomater, stegt pak choy, gule beder & krydret sauce m. vadouvan
Dessert
Crème Brûlée m. kokos iscreme, kokos tuiles & passiongelé
Pris: 245 kr. pr. person (+gebyr)
Hvor: Taarbæk Strandvej 2, 2930 Klampenborg