Guide: Fynske restauranter med havudsigt

thumb image
Foto: Restaurant Fænøsund

Skal du besøge en af Fyns bedste restauranter over sommeren? Vi har samlet 5 skønne perler, der ligger med udsigt til havet.

Fyn byder på mange udsøgte spiseoplevelser, der egner sig perfekt til et sommertogt rundt på øen. Tager du ud til kysten, finder du flere restauranter, der ligger i første parket til vandet. Her kan du gå om bord i sæsonens friskfangede fisk og grønt eller nyde de kolde drikkevarer i den varme sommersol.

Restaurant Rudolf Mathis: Smag på det maritime liv

I Kerteminde Havn finder du Restaurant Rudolf Mathis. Spisestedet er bygget på fundamentet af et gammelt fiskerhus lige ud til vandkanten. Man kommer derfor helt tæt på de maritime miljø, når man sætter sig til rette i den hyggelige restaurant.

Menukortet lever op til de skønne omgivelser med frisk fisk i lange baner. Lige i øjeblikket kan du smage på alt fra kulmule, helleflynder, havtaske og rødspætte. Alle fiskeretterne bliver serveret med sæsonens grønt og hjemmelavede saucer.

Til frokost finder du en 3-retters menu og to udvalgte a la carte-retter. Om aftenen serveres der ikke a la carte. Til gengæld har de dygtige kokke på Rudolf Mathis kræset om en udsøgt menu, der fås med 3-, 4- og 5 retter.

Pris: Aftenmenu fra 595 kr.
Hvor: Dosseringen 13, 5300 Kerteminde

Det Hvide Pakhus: Middag på historisk matrikel

Med udsigt til det summende havnemiljø i Faaborg ligger Det Hvide Pakhus. Restaurantens navn kommer af, at matriklen før i tiden fungerede som byen pakhus. Her bugner menukortet af frisk fisk og dansk grønt. Alle råvarerne er hentet fra lokale producenter, og fokus er på at servere god, ærlig mad med masser smag.

Det Hvide Pakhus serverer både til frokost og aften. Deres aftenmenu består af en række små serveringer, som deles ved bordet.

Pris: 299 kr. pr. person for aftenmenu
Hvor: Chr. IX vej 2, 5600 Faaborg

Restaurant MAST: Frisk fisk ved Lillebælt

Lægger du vejen forbi Restaurant MAST på kulturøen i Middelfart, kan du nyde et godt måltid til en billedskøn udsigt over Lillebælt og broen. Her kan du slå dig ned på den store terrasse både morgen, middag og aften.

Hos MAST taler maden for sig selv. Bæltets fisk finder hver dag vej fra fiskenettet og ind i køkkenet, hvor de håndteres med respekt og en god portion kærlighed. Du kan også sætte tænderne i en saftig bøf med sprød sommersalat eller hoppe på aftenmenuen, der består af 5 sæsonbestemte serveringer.

Pris: Søndag-torsdag: 5 serveringer 349 kr. // fredag-lørdag: 5 serveringer 449 kr.
Hvor: Havnegade 6, 5500 Middelfart

Restaurant Fænøsund: Idyl og varm service

I ægte badehotelstil disker Restaurant Fænøsund op med den perfekte setting til en hyggelig aften. Tag forbi til højtbelagt smørrebrød, dagens fisk eller en fuld aftenmenu, og nyd herlighederne på deres store terrasse med direkte udsigt til havet og skoven som baghave.

Den fynske perle emmer af idyl, og det gør kun spiseoplevelsen endnu bedre, at servicen er nærværende. Er du i humør til at forkæle alle sanser, er Fænøsund et godt bud.

Pris: 395 kr. for 3 retter // 495 kr. for 4 retter
Hvor:
Tejlgårdsvej 100, 5500 Middelfart

Bistroen: Klassikere til synet af Storebæltsbroen

I Nyborg finder du Bistroen, der ligger smukt placeret med udsigt til havets bølgeskvulp og Storebæltsbroen. Bistroen er kendt for deres udsøgte oksehøjreb og deres sprøde, blandede salater, som serveres hver aften.

Hvis du er til de gode klassikere, er Bistroen bestemt et besøg værd. Som en stor bonus er de lavet med øje for bæredygtighed og af kvalitetsråvarer fra omegnens producenter.

Skal du forkæle dig selv med en lækker frokostservering, byder menuen både på stjerneskud, smørrebrød og Bistroens egen burger.

Pris: Fra 178 kr. for en aftenret.
Hvor: Østerøvej 2, 5800 Nyborg

You may also like...