Året der gik: Restauranter i Aarhus der åbnede i 2019

thumb image

Fra havne-gourmet og libanesiske specialiteter til japanske herligheder på Randersvej. Vi giver et tilbageblik på de spisesteder, der åbnede i Aarhus i løbet af året. Foto: Restaurant APART

2019 har været et spændende år for den aarhusianske restaurant-scene. Vi har her samlet de restauranter, der gjorde entré i løbet af året. Der er desuden sneget sig en restaurant fra Ebeltoft med på listen, som bestemt er værd at nævne, og som har rødder i den jyske hovedstad.

Toki Sushi

Du kan sagtens gøre hold på byens nordlige indfaldsvej, Randersvej, når du er på jagt efter den næste spiseoplevelse. Strækningen overrasker med små og store smagsoplevelser – heriblandt sushiperlen Toki Sushi, som åbnede i begyndelsen af året. Sushirestauranten nær Stjernepladsen byder på japanske herligheder med sans for smag og respekt for de friske råvarer. Kokken har 10 års erfaring inden for branchen – endda fra et fransk Michelin-køkken, og du kan derfor forvente kvalitet og farverige retter, der resulterer i et smagsfyrværkeri.

Hvor: Randersvej 19, kld. tv, 8200 Aarhus N


Book bord på Toki Sushi ➤

Al Arz

Det var en drøm, der blev til virkelighed, da restaurant Al Meza i marts blev til Al Arz. Køkkenchef og ejer Mohamed Akkawi begyndte i køkkenet som opvasker, da han var 14 år, og allerede dengang gik han med tanken om sin egen restaurant, hvor han kunne sætte sit eget præg på restaurantkoncept og menu. En tanke, der blev til handling i begyndelsen af året, hvor Mohamed genåbnede restauranten på Frederiks Allé – nu som det libanesiske spisehus Al Arz. Her byder menukortet på krydrede libanesiske specialiteter som tabouleh, haloumi og fladbrød med hummus. En autentisk smagsoplevelse, som understøttes af restaurantens indretning og de nøje udvalgte genstande fra Libanon.

Hvor: Frederiksallé 59, 8000 Aarhus C


Book bord på Al Arz ➤

KP5

Da kvartetten, Martin Tønnesen og René Vinding samt Kenny Liland og Lasse Munkholm, skulle åbne deres restaurant på havnen, var de i vildrede over, hvad de skulle kalde den. Men grublerierne stoppede brat, da de fik kuverten med nøglerne til lokalerne, hvorpå der stod “Kp5” – en fængende forkortelse af adressen; Kystpromenaden 5. I marts åbnede KP5 så, og fra da af har de imponeret med franskinspirerede retter og charmerende omgivelser med udsigt til hav, skov og den lille træbådshavn.


Hvor: Kystpromenaden 5, 8000 Aarhus C


Book bord på KP5 ➤

Atrium

I marts måned genoptog ejer-familien, Richard Pedersen, driften af Hotel Royal efter otte års forpagtning. Det betød en ny kurs for det hvide hotel på Store Torv og et kvalitetsløft af hotellets restaurant. Derfor valgte hotelejerne Jens Richard Pedersen og sønnen Mads Richard Pedersen at alliere sig med de kyndige Michelin-kokkene fra Gastromé: Søren Jakobsen og William Jørgensen. Samarbejdet resulterede i Atrium, der slog dørene op 1. maj, og som hurtigt blev kendt for det høje kulinariske niveau og smagsoplevelser i særklasse.

Hvor: Store Torv 4, 8000 Aarhus C


Book bord på Atrium ➤

Syv ni 13

Der er høje forventninger til den kulinariske formåen, når der åbner en ny restaurant på Frederiksgade 74. Adressen har nemlig huset nogle af byens ypperste restauranter de sidste mange år, og derfor var der forhåbninger i luften, da Frederik Hejberg Pedersen, Kalle Møller Jensen og Asbjørn Kyed Sørensen åbnede restauranten SYV NI 13 i oktober.
Høje gastronomiske ambitioner står øverst på menuen hos de unge fyre, som sammen udgør en erfaren trio, der alle har baggrund i den aarhusianske restaurationsbranche som køkkenchefer og/ eller bestyrere. På SYV NI 13 er stilen minimalistisk – både når det gælder mad og indretning. Retterne er enkle og er i høj grad inspireret af det nordiske køkken, piftet op med smage fra hele verden.

Hvor: Frederiksgade 74, 8000 Aarhus C


Book bord på SYV NI 13 ➤

APART

I Skejby finder du Restaurant APART, der er en del af hotellet GUESTapart. APART opstod som lounge med servering, men i 2019 besluttede hotellet at omdanne loungen til restaurant med a la carte, og de serverer i dag forfinede smagsoplevelser med fokus på bæredygtighed og økologi. Her kan kokkene endda fortælle små og store historier om de lokale gårde, som har leveret råvarerne, og der serveres retter efter sæson. Rammerne er afslappede og omgangstonen fri. Man kan derfor forvente et hyggeligt besøg – uanset om du er en af hotellets gæster eller udefrakommende.

Hvor: Tueager 5, Aarhus N


Book bord på Toki Sushi ➤



Måske ligger restauranten ikke i Aarhus, men det er også værd at nævne…

Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant

I Guldsmedgade ligger den populære restaurant Langhoff & Juul. Særligt i begyndelsen af året havde holdet bag ekstra travlt, da de, udover at holde gang i gryderne i Guldsmedgade, knoklede for åbningen af deres nye hotel og restaurant i Ebeltoft, Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant. I april stod de så klar til at invitere gæsterne indenfor, her med ambitionen om at tage Langhoof & Juul-oplevelsen til helt nye højder uden at miste fodfæstet, så man som gæst både får serveret en skøn madoplevelse og et unikt besøg. Her spiller særligt beliggenheden i naturskønne Ebeltoft en central rolle. Hotellet er placeret lige ud til vandkanten med panoramaudsigt til Ebeltoft Vig og Mols Bjerge, og når man kombinerer det med menukortet, får du madoplevelse, der rækker ud over det sædvanlige.

Hvor: Ndr. Strandvej 3, 8400 Ebeltoft


Book bord på Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant ➤

You may also like...