København: Her kommer du i smørrebrødshimlen
Man er altså en heldig kartoffel(mad), hvis man skal ud at spise smørrebrød i København. Her er et virkelig godt udvalg af restauranter med mange lækkerier som håndpillede rejer i pyramide, sildeanretninger, hønsesalat og løvemadder. Alt sammen naturligvis smukt akkompagneret med en iskold øl, god betjening og måske en lille snaps.
Har du svært ved at vide, hvor du skal begive dig hen, når smørrebrødssulten melder sig, så fortvivl ej. Her får du nemlig vores bud på de bedste stykker smørrebrød i København.
Anton: Den luksuriøse oplevelse i hjertet af København


Her kan du både sidde ude og nyde solen, den pulserende stemning fra Nyhavn og de vidunderlige stykker smørrebrød eller nyde dem indenfor i de historiske lokaler. Vi lover at Anton faktisk er et sted, hvor man ikke bliver ked af, at det regner, for de smukke lokaler er et besøg værd i sig selv. Maden er heldigvis også “to die for”, og hos Anton bliver der virkelig kræset om jer. Und dig selv en luksuriøs frokost i hjertet af København.
Hvor: Store Strandstræde 3, 1255 København
Fasangården: Glem, at du befinder dig midt i byen i et par timer


Midt i Frederiksberg Have ligger smukke Fasangården. Med et besøg i de flotte lokaler eller i den hyggelige gårdhave, kan du for en stund meget nemt glemme byens trængsel og alarm, mens du sætter tænderne i deres umådelig lækre smørrebrød. Fasangården var engang sommerbolig for forfatteren Adam Oehlenschläger, og historiens vingesus går da heldigvis heller ikke ubemærket hen når man nyder en frokost her.
Hvor: Søndre Fasanvej 73, 2000 Frederiksberg
Schønnemann: Ét af Københavns ældste og bedste spisesteder


Restaurant Schønnemann har siden 1877 serveret sild, øl og brændevin, hvilket gør restauranten til en af de ældste, eksisterende spisesteder i København. Her serveres et bredt udvalg af smørrebrød og traditionelle lune retter i en klasse for sig. Snapseglasset på bordet kan du selvfølgelig vælge fra eller til, men det ville næsten være en skam med det brede udvalg af gode snapse, Schønnemann råder over.
Hvor: Hauser Plads 16-18, 1127 København K
Lumskebugten: Hvor sømændene gik i land


Lumskebugten er et hyggeligt, ukompliceret dansk/fransk spisested med placering for enden af Esplanaden, hvor sømændene i gamle dage sagde farvel til Danmark for at sejle ud i verden, og hvor de også trådte i land igen efter en længere sejlads. Med et stærkt køkkenhold bag gryderne er barren sat højt, og restauranten bestræber sig på at servere det bedste smørrebrød i København.
Hvor: Esplanaden 21, 1263 København K
Nyhavnskroen: På besøg hos gode, gamle venner


På Nyhavnskroen er der godt gang i kogeblusset og smæk på de danske køkkentraditioner. Menukortet byder på velkendte danske klassikere, som smager af god tid og kærlighed til madlavning. Atmosfæren er varm og hjemlig – som at være på besøg hos et par gode, gamle venner.
Hvor: Nyhavn 47, København K
Nyhavns Færgekro: Blandt farvestrålende bygninger og brogede fortov


Blandt de farvestrålende bygninger på det brogede fortov i Nyhavn finder du Færgekroen. I vaskeægte Nyhavn-stil er køkkenet traditionelt dansk, og det betyder, at det her er det absolutte hot-spot for et godt stykke smørrebrød. Mængden af topping er altid til den gavmilde side så du kan snildt regne med at gå herfra glad, mæt og tilfreds,
Hvor: Nyhavn 5, København K
