Fyn: Her fejres sankthansaften med bål, sang og god mad
Sankthansaften er lige rundt om hjørnet, hvilket betyder bålhygge, midsommerviser og god mad. Se her, hvor du kan fejre sankthans på Fyn for både børn og voksne.
På Fyn er der stablet flere skønne sankthans-begivenheder på benene, hvor du kan samles med familie og venner, synge midsommerviser og nyde lidt god underholdning i aftensolen.
Det kan dog ikke undgås, at du og dit selskab bliver sultne hen ad aftenen. Hvis I ikke har pakket picnickurven, men hellere vil lade jer forkæle af de professionelle kokkes ekspertise, så kig med her.
Vi har nemlig samlet fire bud på skønne restauranter på Fyn, hvor du kan nyde et lækkert måltid tæt på byens sankthansaktiviteter.
Odense: Sankthansaften for hele familien i Ansgars Kirke


I samarbejde med FDF Odense afholder Ansgars Kirke sankthansaften.
Her vil der først være en lille gudstjeneste, hvor der vil blive afholdt en midsommertale inden fejringen af sankthans går i gang.
Efterfølgende vil der både være musikalsk underholdning af John&Ole, hoppeborg, pandekagebagning og forskellige legeaktiviteter for børnene. Ansgars Kirke danner rammerne for den perfekte sankthansaften-begivenhed for børnefamilien.
Bliver I sultne undervejs, så tag ind forbi Froggys Café, der ligger små 500 meter væk. Den hyggelige café, der næsten er synonym med Odense, står klar med lækre caféretter, kølige drinks og altid smilende betjening, inden sommeraftenen fortsætter i Ansgars Kirke.
Program:
17.30: Kort andagt i Ansgars Kirke med midsommertale
18.00: Sankthansfest i Ansgar Anlæg
19.30: Bålet tændes
21.00: Festen slutter
Hvor: Froggys Café: Vestergade 68, 5000 Odense C // Ansgars Kirke: Søndre Boulevard 1, 5000 Odense C
Hvornår: 23. juni // sankthansaften fra kl. 17.30
Alt overskuddet fra arrangementet går til FDF Ansgars børne- og ungdomsarbejde.
Odense: Afslappet sankthans i Pakhuset


Vil du ned i gear til sankthansaften, er Storms Pakhus det oplagte sted at tage hen. Her hersker en urban stemning båret af rustikke genbrugsmøbler lavet af træ, gamle paller og stablede ølkasser. Ingen fine fornemmelser, men bare en afslappet atmosfære, hvor det i høj grad er tilladt at nyde tilværelsen.
Allerede fra kl. 16.00 kan du svinge forbi Storms Pakhus, hvor de i løbet af aftenen vil tænde op i bålfadende og byde på gratis s’mores. Aftenen byder også på live musik, så stemningen er sat til en hyggelig og uformel sankthans i bedste pakhusstil.
Faaborg: Sankthansaften i smukke sydfynske omgivelser


Er du i Faaborg på sankthansaften, er der nok at glæde sig til. Her holder Det Hvide Pakhus i anledningen af sankthans eksklusivt åben.
Ikke blot er beliggenheden idyllisk med udsigt til lystbåde og det mangfoldige havnemiljø – her kan I virkelig få en smagsoplevelse, der emmer af traditioner. Vælg mellem deres a la carte retter eller lad dig overraske af deres 3-retters menu til 375 kr.
Efter et skønt måltid kan I bevæge jer ned mod Havnekontoret, hvor bålet tændes omkring kl. 21.00. Her vil der være båltale og panadekagebagning for de mindste.
Imens børnene holder sig travlt beskæftiget, kan du og resten af voksenselskabet nyde skønne toner fra Ved Posten & Pianisten, der blandt andet vil spille midsommervisen.
Hvor: Det Hivde Pakhus: Chr. IX vej 2, 5600 Faaborg
Hvornår: 23. juni // sankthansaften fra kl. 20.00
Bistroen Hotel Nyborg og sankthans på Nyborg Marina


Sankthans i Nyborg kan tilbringes på Nyborg Marina. Her kan du ta’ familien eller vennerne under armen og se frem til tale fra borgmesteren, livemusik, fællessang og sankthansbål.
Hvis du ønsker at gøre Sankthansaften ekstra speciel, kan du besøge Nyborg Strand Hotel, der i anledningen af midsommerfejringen inviterer til deres sommerbuffet. Her kan mæske dig i alverdens lækre retter såsom friske fiskeretter, lune retter med velfærdsmærket dansk kød og fjerkræ og meget mere for kun 348 kr. pr. person.
Hvor: Nyborg Strand Hotel: Østerøvej 3, 5800 Nyborg // Nyborg Marina: Havnepromenaden 2A, 5800 Nyborg
Hvornår: 23. juni
