Spiseguide til Royal Run: Her kan du spise i værtsbyerne

thumb image
Foto: Stock // Toldkammeret

Skal du løbe Royal Run i år? Eller står du klar til at heppe på sidelinjen i en af årets værtsbyer? Så får du her en liste over 6 skønne restauranter, der holder åbent anden pinsedag, hvor årets royale løb finder sted.

Uden mad og drikke duer løbe-helten ikke!

Det gælder også, når H.M. Kongen byder velkommen til den helt store løbefest for ottende gang mandag den 25. maj 2026.

I denne guide får du et overblik over en række restauranter, der holder åbent anden pinsedag i værtsbyerne: København, Helsingør, Middelfart, Ringkøbing og Randers.

København: Restaurant Anton

Skal depoterne fyldes op inden startskuddet lyder ved Nyhavn, er Restaurant Anton et oplagt stop på vejen. Den hyggelige restaurant i Store Strandstræde ligger nemlig kun et stenkast fra startområdet til Royal Run i København.

Til frokost byder menuen blandt andet på klassiske, højtbelagte smørrebrød, som kan nydes i solen udenfor eller indenfor i de stemningsfulde lokaler med historiske detaljer fra 1800-tallet. Er smørrebrød ikke det rette før løbeturen, finder du også flere andre frokostretter på kortet.

Uanset hvad du vælger, kan du være sikker på, at der bliver serveret mad af højeste kaliber.

Pris: Fra 125 kr. for smørrebrød
Adresse: Store Strandstræde 3, 1255 København

København: The Pescatarian

Er du på udkig efter en god middag tæt på målstregen, når Royal Run er veloverstået? Så er The Pescatarian et godt bud. Restauranten ligger for enden af Amaliegade, hvor H.M. Kongen og tusindvis af friske københavnere krydser målstregen.

Spisestedet er samtidig perfekt til en overdådig pinsemenu, der kan indtages med god samvittighed. Her får du friskfangede, lokal fisk, skaldyr og sæsongrønt til en overkommelig pris. The Pescatarian tilbyder både en 4-retters og en 6-retters menu, og vil du gøre lidt ekstra ud af aftenen, kan du tilvælge en vinmenu til begge. Perfekt til trætte ben, der fortjener en god afslutning på årets royale løbefest.

Pris: 525 kr. for 4 retter // 725 kr. for 6 retter
Adresse: Amaliegade 49, 1256 København K

Helsingør: Toldkammeret

I anledning af Helsingørs 600-års jubilæum er byen for første gang vært for den royale motionsfest, hvor H.M. Dronningen også snører løbeskoene og tager turen gennem byen.

Hos Toldkammeret på Havnepladsen i Helsingør elsker de liv, musik og glade dage, og personalet står klar med åbne arme til at tage imod alle de entusiastiske løbere og deres heppekor efter en festlig dag i byen. Her kan du booke bord til deres populære langbordsmiddag kl. 17.45, hvor I samles til fællesspisning.

Fuldend den folkelige følelse med fællesspisning, hvor I sidder sammen, henter maden sammen – ja, kort sagt deler hele oplevelsen med hinanden. Det perfekte sted at runde en dag fyldt med motion, folkefest og kongelig stemning af.

Adresse: Havnepladsen 1, 3000 Helsingør

Middelfart: Restaurant Fænøsund

Skal der carb-loades dagen inden det store løb? Søndag d. 24. maj inviterer Restaurant Fænøsund eksklusivt på pinsefrokost, med sæsonens bedste råvarer fortolket med finesse og masser af smag.

Her kan du blandt andet se frem til champagne & blinis med kaviar, sprød tærte med rørt tatar, grillet jomfruhummer og meget, meget mere. Nyd herlighederne på den store terrasse med direkte udsigt til havet og skoven som baghave. Du må godt dagen før en lang løbetur!

Pris: 795 kr. for pinsefrokost
Adresse: Teglgaardsvej 100, 5500 Middelfart

Ringkøbing: Classique Restaurant

For første gang danner den charmerende fjordby Ringkøbing rammerne om Royal Run 2. pinsedag. Byens historiske gader og levende havnemiljø danner rammen om årets store løbefest.

Efter en dag fyldt med løb og folkefest kan I hoppe i bilen og besøge Classique Restaurant på herregården Nørre Vosborg i Vemb. Her kan du slå vejen forbi til alt fra frokost og eftermiddagskaffe til en hyggelig aftensmad, hvor klassiske retter og gode råvarer i sæson er i centrum.

Dagen inden den store løbefest inviterer restauranten desuden til en overdådig pinsefrokost fyldt med klassiske og velsmagende pinsespecialiteter – perfekt som optakt til en aktiv dag i Ringkøbing.

Pris: 449 kr. for 3-retters menu // 325 kr. for pinsefrokost (+gebyr)
Adresse: Vembvej 35, 7570 Vemb

Randers: Mathisen

Befinder du dig i Randers til den royale løbefest, bør du overveje at få stillet sulten hos Mathisen. Her kan du tage en pause fra ræset og sætte dig til rette i hyggelige omgivelser midt i byen.

På a la carte-menuen finder du både langtidsstegt oksebavette, lys fisk og ribeye, der serveres med små kartofler og bearnaisesauce. Skal der virkelig skrues op for forkælelsen, har restaurantens kokke sammensat tre forskellige menuer til enhver anledning. Måske Mathisen Oplevelsen frister?

Hvis hele familien skal ud at heppe med fra sidelinjen, når Royal Run for første gang gæster Randers, er Mathisen et oplagt sted at fortsætte de festlige begivenheder.

Pris: 465 kr. for 3-retters menu // 1095 kr. for Mathisen Oplevelsen
Adresse:
Torvegade 11, 8900 Randers