Michelinguiden 2026: Se hvor stjernerne er landet
Mandag aften lyste den danske gastrohimmel op, da der blev uddelt de prestigefulde stjerner af Michelinguiden til de nordiske lande i Tivolis koncertsal, der har været værter til årets ceremoni.
At få en Michelinstjerne er den ultimative anerkendelse for en restaurant, og det kræver blandt andet et tårnhøjt gastronomisk niveau, gode råvarer, og at man kan fornemme kokkens personlighed i retterne. En aften på en michelinrestaurant er ikke bare en middag, men en oplevelse.
Med uddelingen i mandags er Danmark indehaver af hele 42 restauranter, der har modtaget den store hæder – og så kunne fem nye restauranter sågar tilskrive sig den prestigefyldte titel. Stort tillykke!
1 stjerne: Bach & Nurup får sin første Michelinstjerne


Hos Bach & Nurup i Aalborg er smilene ekstra store i disse dage, og det er der er der en ganske særlig grund til. Restauranten har nemlig for første gang skrevet sig ind i Michelin-guiden og modtaget sin første Michelin-stjerne.
Bag restauranten står kæresteparret Nadia Alexandrine Bach og Christian Nurup. De har skabt et sted, hvor autentisk gæstfrihed og udsøgt mad tilsammen skaber enestående oplevelser. Med Nadia i front og Christian i køkkenet er ambitionen klar: at skabe oplevelser, gæster husker længe efter det sidste måltid.
Bach & Nurup er ikke den klassiske Michelin-restaurant. Her kan gæsterne starte dagen med friskbagt brød, croissanter og kaffe, ligesom der serveres både frokost og aftenmenuer sammensat med stor omhu. Netop derfor er anerkendelsen ekstra bemærkelsesværdig. Michelin-inspektørerne fremhæver restaurantens sikre balance og imponerende forståelse for smag – kvaliteter, der nu har udløst den eftertragtede stjerne.
Vil du også opleve, hvordan en aften med stjernedrys, der i følge Michelinguiden er et besøg værd, kan du booke lige her nedenfor.
Priser: Tasting menu: 795 kr. pr. person
Hvor: Budolfi Plads 32, 9000 Aalborg
Hele 32 danske restauranter har opnået 1 stjerne i Michelinguiden 2026:
- Akmé, København (ny)
- Alimentum, Aalborg
- Alouette, København
- Aro, Odense
- Aure, København
- Bach & Nurup, Aalborg (ny)
- Domestic, Aarhus
- Domæne, Herning
- Dragsholm Slot Gourmet, Hørve
- Esse, København
- Formel B, København
- Frederiksminde, Præstø
- Gastromé, Aarhus
- Jatak, København
- Kadeau Bornholm, Åkirkeby
- Lille Mølle, København (ny)
- Lyst, Vejle
- Marchal, København.
- Mota, Nykøbing Sjælland
- Oké (Ruths Hotel), Skagen (ny)
- Parsley Salon, Hellerup
- Pearl, Sønderhav
- Substans, Aarhus
- Sushi Anaba, København
- Syttende, Sønderborg
- Søllerød Kro, København
- Texture, København
- The Samuel, København
- Ti Trin Ned, Fredericia
- Tri, Agger
- Udtryk, København
- Villa Vest, Lønstrup
2 stjerner: En omvej værd


AOC ligger i indre København. Og de har endnu engang formået ved dette års Michelinguide 2026 at bevare deres to Michelinstjerner, og det forstår vi godt! Her er ambitionsniveauet tårnhøjt, og det er ikke uden grund, at de citerer Aristosteles, når det kommer til at fremhæve det mest vidunderlige i de lokale råvarer. “I alle ting i naturen findes et vidunder” – Aristoteles.
Restauranten befinder sig i de høje kælderhvælvinger fra det 17. århundrede i Moltkes Palæ, få skridt fra Kongens Nytorv. Her er der kun gjort plads til 40 spisende gæster, så du sikres intim stemning og service af allerhøjeste niveau.
Hvis du vil opleve sublim mad med hele to stjerner, så er AOC stedet!
Priser: AOC tasting menu: 3200 kr. pr. person
Hvor: Dronningens Tværgade 2, København
Her er de restauranter der har to stjerner i Michelinguiden 2026:
- Alchemist, København
- AOC, København
- Frederikshøj, Aarhus
- Henne Kirkeby Kro, Henne
- Koan, København
- Kong Hans Kælder, København
3 stjerner: Værd at rejse efter

3 stjerner er den ultimative udmærkelse i Michelinguiden, og kun meget få restauranter i verden har fået den anerkendelse. Her er der ikke bare tale om en god restaurantoplevelse, men for mange en oplevelse for livet. For at opnå denne status skal alt altså spille og det er langt fra alle der evner at levere på et niveau, der er så tårnhøjt. Det kan ikke opnås ved hårdt arbejde alene, men med hårdt arbejde, talent og dedikation. Vi synes, at det burde være alle forundt at opleve en middag i den kaliber mindst en gang i livet.
De tre danske toprestauranter er Geranium, Jordnær og Kadeau.
Bib Gourmand: Høj kvalitet til rimelige priser


Restaurant Levi i København har endnu engang sikret sig en Bib Gourmand, og et besøg her er lidt af en madoplevelse. Her er de særligt kendt for deres fusion af det japanske og italienske køkken.
Stedet er opkaldt efter den italienske vinskaber Romano Levi, og her er der skabt et univers, hvor både produkt og omgivelser skaber en helt unik oplevelse. Der er tænkt over alle detaljer, og det kan mærkes. Stedet er designet af den danske topdesigner Johannes Torpe, der har hentet inspiration i den unikke kombination af det charmefyldte gamle Italien og den moderne japanske storbysfornemmelse.
En Bib Gourmand går til restauranter, hvor man får god og velsmagende mad til en rimelig pris. Her handler det om kvalitet og smag, men i en mere afslappet og tilgængelig stil end de fine stjernesteder. Navnet “Bib Gourmand” kommer fra Michelins maskot, Bibendum – den hvide fyr lavet af bildæk. “Bib” er hans kælenavn, og “gourmand” er fransk for en, der elsker god mad. Så det er i bund og grund Michelin-mandens anbefaling til god mad uden at sprænge budgettet.
Der findes også noget, der hedder Main Selection – eller bare Michelin Selection. Det er restauranter, som Michelin har været forbi og vurderet som gode steder at spise, men som endnu ikke har fået en stjerne eller en Bib. Det er stadig et kvalitetsstempel, bare på et lidt mere afdæmpet niveau.
Se de restauranter i Danmark, der har fået den flotte Bib Gourmand lige her
Priser: Fra 210 kr. pr. person
Hvor: Ny Østergade 24, 1101 København K
Hvad er Michelin egentlig?
Michelinguiden er gastronomiens svar på de olympiske lege, og er den største hæder en restaurant kan modtage.
Michelinguiden har eksisteret i mere end 100 år. I år 1900 udgav den franske dækfabrikant André Michelin, hvad der blev den første af mange guides. De første guides blev delt gratis ud på tankstationer og autoværksteder, og indeholdte oplysninger om alt fra, hvor man som rejsende kunne få benzin på bilen, til hvor man kunne spise og overnatte.
Uddelingen af stjerner begyndte i 1926, og siden har Michelinguiden været med til at anerkende restauranter med de prestigefyldte stjerner i mere end 35 lande verden over. Her inviteres de nominerede til den eksklusive stjerneuddeling med udvalgte nyhedsmedier.
Stjernerne bliver uddelt på et meget specifikt grundlag. Fem kriterier vejleder inspektørerne i deres bedømmelse:
- 1. Kvaliteten på råvarerne.
- 2. Håndværket – det vil sige smagen og tilberedningen.
- 3. Personligheden – det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.
- 4. Noget for pengene.
- 5. Kvalitet over tid – det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
