Gentager succes: Domestic og Hærværk skifter byliv ud med landlig idyl og mad på grillen hele sommeren

thumb image

Aarhus-restauranterne Domestic og Hærværk tager igen i år en tur på landet og åbner sommerrestaurant på vineriet Cold Hand Winery i Randers fra 25. juni

Soooommer, sommer og sol. Der findes ikke noget som lune, solrige sommeraftner i godt selskab med mad på grillen og et godt, koldt glas. Og det er præcis det, du igen i år kan opleve på Cold Hand Winery i Randers, når to af Aarhus’ toprestauranter skruer op for grillen og den gode sommerstemning.

Fra den 25. juni skifter Aarhus-restauranterne Domestic og Hærværk Smilets by ud med landlig idyl hos et ægte dansk vineri. De pakker køkkengrej og tjenerudstyr og flytter ind i det unikke udemiljø hos frugtvineriet Cold Hand Winery i Randers.

Mad fra bål

Kæmpestore vintønder med spisepladser, et stort sejl, et lækkert udekøkken, grill og bål. Midt i en æbleplantage. Ja det er rammerne for årets sommerrestaurant, hvor stemingen er casual, hjertevarm og autentisk.

Til lyden af boblen og gæren i vineriet, hvor danske bær og frugter er i gang med at blive omdannet til dansk frugtvin i verdensklasse, kan du nyde mad tilberedt over grill og åben ild torsdag til lørdag til både frokost og aften – selvfølgelig akkompagneret af drikkevarer fra vineriets fade og tanke.

Til frokost starter sommerrestauranten kl. 12.00 for alle gæster. Her vil man blive mødt af et glas bobler og en fælles rundvisning. I løbet af rundvisningen vil der være snacks. Derefter vil der være en 3 retters menu med drikkevarer. Om aftenen starter festlighederne kl. 18.00. Her vil der også være rundvisning, snacks og bobler. Herefter serveres en 5-retters menu med vin.

Snacks, bobler og 3-retters til frokost koster 750 kr. eksl. billetgebyr mens 5 aftenretter kan fås for 1000 kr. eksl. billetgebyr. Vin- eller saftmenu og kaffe er inkluderet i prisen tol både frokost og aften. Mad og vin vil blive sammensat på bedste vis, så alle gæster får smagt på både Domestic, Hærværk og Cold Hand Winery.

Mød vinbonden selv

Mens kokke fra de to Aarhus-restauranter tilbereder de bedste råvarer over ild, serverer Cold Hand Winery alt til at slukke tørsten. Smag på alt fra æblevin, mousserende rabarbervin, most, brus til andre crispy drikke lavet på danske frugter og bær.

Drikkene, der er at finde på drikkekortet på flere toprestauranter i Danmark er friske, frugtige og helt særligt nordisk med en fantastisk syreprofil.

Vinbonden selv går rundt mellem fadene for at være med i alle processerne lige fra frugten udvælges til de færdige flasker vin tappes. Måske møder du ham under middagen – så bliver det altså næsten ikke mere autentisk.

Røg i øjnene og nye mennesker

Glem alt om hvide duge og tjenere, der løber rundt i stiv påklædning. Konceptet på sommerestauranten er nemlig noget anderledes, end hvad du ellers er vant til at opleve på Domestic og Hærværk.

Det er nemlig ikke fine dining, som du er vant til. Forvent en anderledes gastronomisk ramme, der vil udfordre sanserne. Forvent at blive lidt kold, når sommersolen går ned. Forvent lidt røg i øjnene. Forvent en autentisk, stedbunden, sjælevuggende og hjertevarm gastronomisk oplevelse, lyder det fra folkene bag.   

Hvor: I finder sommerrestauranten og Cold Hand Winery tæt ved Randers på Haversmosevej 21, 8920 Randers NV.  

Hvornår: Torsdag til lørdag i uge 26 til 31, 25. juni – 1. august


Book bord her ➤

You may also like...