Manden bag Grøften i Tivoli åbner ny restaurant

thumb image

Du kan se frem til klassisk smørrebrød af bedste kaliber, når manden bag Grøften, Poul Eriksen, åbner ny frokostrestaurant ved navn Esplanaden 48.

I over 20 år stod den nu 71-årige Poul Eriksen sammen med køkkenchefen Søren Lützen bag roret i den populære restaurant Grøften i Tivoli.

Restauranten har i den tid været et velbesøgt og traditionsrigt stamsted for både skuespillere, politikere og menigmand.

Nu er Eriksen og Lützen klar til at stable en helt ny frokostrestaurant på benene. Navnet er Esplanaden 48, og åbningen sker den 1. december 2016 i Grønbech & Churchills gamle lokaler.

LÆS OGSÅ: Populær foodie anbefaler 5 skjulte madperler

Klassisk dansk smørrebrød på menuen

På menuen kan du se frem til klassisk dansk smørrebrød, og der vil blandt andet være sild, fiskefilet og tartar. Og når det kommer til maden, er ambitionerne helt klare:

”Vores smørrebrød skal laves af de bedste råvarer og selvfølgelig tilbederes fra bunden,” fortæller Poul Eriksen og tilføjer:

”Retterne bliver tilføjet vores personlige stil og kommer til at ligge i et fornuftigt prisleje, så alle kan være med.”

I løbet af december vil restauranten også have et julebord og klassiske juleretter på menuen.

Nye udfordringer

På trods af Poul Eriksens alder på 71 år, var det indlysende for både ham og Lützen, at de skulle starte en ny restaurant sammen:

”Det passer os ganske dårligt at gå uvirksomme hen, så da muligheden bød sig for at overtage de flotte lokaler efter Grønbech & Churchill, blev vi simpelthen nødt til at slå til,” forklarer Poul Eriksen.

Poul Eriksen har arbejdet 54 år i restaurationsbranchen, og i de sidste 24 år har han været selvstændig, så åbningen af den nye restaurant er ham ikke helt uvant.

Maritim indretning

Grundet restaurantens placering ved Toldboden og Langelinie bliver frokostrestauranten indrettet i en maritim stil:

”Det var næsten oplagt at dyrke den maritime stil og herudover er vi jo så heldige med at have nogle lyse og venlige lokaler med store vinduer,” Fortæller Poul Eriksen, der ser frem til at åbne restauranten for de første gæster.

I december vil restauranten have åbent til frokost hver mandag til lørdag, og herudover vil den have aftenåbent hver fredag.


Book bord på Esplanaden 48 ➤

You may also like...