Norsk restaurant åbner i København
Den 16. oktober åbner Restaurant Naert i Pilestræde i København, og her skal der sættes fokus på det norske køkken.
På fredag den 16. oktober kan københavnere se frem til en ny restaurant på bykortet – og denne gang er den tilmed norsk. Det er kokken Jacob Burmølle-Jensen, der sammen med sine to norske kolleger og »kompiser« åbner restauranten.
De tre har tidligere arbejdet sammen i Norge på restauranten Bare, og er derfor vant til at arbejde tæt sammen.
LÆS OGSÅ: Nyt spisested i Ørestaden må spille efter nye regler
Kraftige smage
Spørger man Jacob Burmølle-Jensen, hvorfor det lige skal være norsk mad på menukortet, skyldes det et fælles ønske om at vise københavnere, hvad nordmændene egentlig kan på den gastronomiske scene:
”Jeg blev selv overrasket over maden, da jeg flyttede til Norge, for god mad er ikke nødvendigvis noget, man forbinder med Norge. Men bare indenfor de sidste fem år, er der sket rigtig meget på den gastronomiske scene i Norge,” fortæller han.
Det særlige ved den norske mad er blandt andet, at de har flere råvarer, der er saltede og røgede, fortæller han:
”Meget af den norske mad er den samme som i Danmark – de kalder det bare noget andet. Men der, hvor det norske køkken alligevel adskiller sig, er ved at de har flere råvarer, der er saltede og røgede. Det betyder mere kraftige umami-smage og mere komplekse smage.”
Jacob Burmølle-Jensen fortælle desuden, at i de køkkenet vil kombinere de kraftige smage med urter og grønt, for at give masser af smag og lethed.
Afslappet stemning
Udover at satse på det norske køkken planlægger de tre at skabe en restaurant med en afslappet og uhøjtidelig stemning. Og det betyder blandt andet, at der ikke vil være duge på bordene.
”Vi har alle tre tidligere arbejdet på gourmetrestauranter, og denne gang vil vi gerne skabe noget andet. Det vigtigste er at lave god mad, og så mener vi, at det er unødvendigt med hvide duge og en million tjenere,” fortæller Jacob Burmølle-Jensen.
Den nye restaurant åbner den 16. oktober. På menukortet vil der blandt andet være pocherede klipfisk, saltet stegt spæk og dild med stegt grønkål. Book bordet her.
LÆS OGSÅ: Ny restaurantfestoval i uge 42: 3 retter for 200 kr