Ny italiensk gourmetrestaurant er åbnet på Østerbro

thumb image

En ny italiensk restaurant har set dagens lys på Østerbro. Navnet er Ristorante L’Imperatore, og parret bag er nok bedst kendt fra en af de populære boder i Torvehallerne.

Der har ligget italiensk restaurant på adressen, så længe naboerne kan huske, og lokalerne er da også dekoreret med de fineste vægmalerier med motiver fra Venedig, som naturligvis bliver bevaret.

Den seneste restauratør gav op, så restauranten har stået tomt i et halvt år, men det afskrækker på ingen måde Armando Di Raffaele og hustruen Denise.

Armando er vaskeægte italiener, og da det nygifte par venter barn til oktober, vil der også snart være en rigtig mama i familierestauranten.

LÆS OGSÅ: DinnerDays har åbnet op for billetsalget

Sicilianske specialiteter

Restauranten vil holde åben alle dage fra morgen til aften med god italiensk kaffe, frokost og middage. Mens parret har gået og sat i stand har de allerede modtaget reservationer til flere store selskaber både i restauranten og til take away.

Der kommer ikke pizza på menuen, men derimod en række spændende italienske og især sicilianske specialiteter som fettuccine med vildsvin, risotto med blæksprutte i eget blæk, ravioli med trøfler, stort udvalg i friske fisk og skaldyr og et godt sortiment af kød fra lammekoteletter til oksemørbrad.

Pastaen er hjemmelavet, brødet friskbagt og al frugt og grønt er økologisk.

LÆS OGSÅ: 6 populære italienere i København

Erfaring i bagagen

Armando lærte kokkekunsten fra barnsben i sin fars restaurant på Sicilien, blev køkkenchef som teenager, og har allerede prøvet mere end de fleste.

Parret har tidligere drevet en italiensk restaurant på havnen i Dragør, og for et par år siden tog de til den norditalienske by Bolzano, hvor de åbnede Ristorante L’Imperatore, som nu bestyres af Armandos søster.

Kejseren

Navnet betyder kejseren og blev valgt, fordi restauranten i Bolzano ligger i et hus, hvor Kejser Joseph engang har boet. Når restauranten i København også får navnet L’Imperatore signalerer det, at der måske er en ny restaurantkæde på vej.

Ambitionerne fejler ikke noget hos det unge par, som ud over at drive restauranten også driver et importfirma og to boder ved Torvehallerne; Italian Deli & Organic med henholdsvis hjemmelavede italienske delikatesser og økologisk frugt og grønt.

Armandos madkunst er således allerede kendt og værdsat af mange københavnere, og den 21. august var han én af de otte udvalgte kokke, der stillede op til VM i risotto, som afholdtes i Torvehallerne.


Book bord på L'Imperatore ➤

You may also like...