Skindbuksen er tilbage: 300 år gammelt værtshus genåbner

thumb image

En savnet ven er vendt hjem. Det historiske værtshus Skindbuksen måtte efter 300 år dreje nøglen om i august efter ejendomstridigheder. Nu er stedet genåbnet med nye ejere, og knap 700 gæster har allerede booket bord på beværtningen, der er fuldstændig, som den altid har været.  

København mistede ifølge mange lidt af sin sjæl, da det i august kom frem, at en af Danmarks ældste værtshuse måtte lukke efter en bitter strid om ejendommen, hvor beværtningen havde holdt til siden 1728.

Den sidste fadøl blev skænket og det sidste smørrebrød smurt og et knap 300 år gammelt kapitel i den danske kulturarv var slut – troede man. Men heldigvis blev det kun for en kort stund, og nu løber kold, skummende fadøl igen igennem hanerne i Lille Kongensgade 4.

Hofretten stadig på menuen

For nu starter et helt nyt kapitel, når Skindbuksen genåbner med nye ejere bag baren. Skindbuksen har i de sidste måneder gennemgået en renovation – men er dog stadig helt ved sit gamle jeg.

»Vi er klar til at bære kulturarven videre«, lyder det fra Benjamin Berg Harts i et citat til Politiken. Han er medejer af Skindbuksen.

Stedet er stadig ærkedansk med smørrebrød og klassisk dansk mad på menuen  – og hofretten på stedet, skipperlabskovs, som er blevet serveret gennem traditioner, er selvfølgelig stadig at finde på menukortet.

En savnet ven vender hjem

Og københavnerne har tilsyneladende savnet deres gamle ven Skindbuksen, der i gammel tid var et populært sted blandt droskekuske, der bar skindovertræksbukser – heraf navnet, som stedet blev døbt officielt i 1930, efter at være blevet kaldt det i folkemunde i årtier.

Værtshuset har på åbningsdagen allerede knap 700 gæster i bookingsystemet, viser nye tal fra DinnerBooking.com, hvor Skindbuksen kun har ligget online for bookinger siden mandag eftermiddag.

Hvor: Lille Kongengade 4, København K
Hvornår: 22. november 2018

You may also like...