White Guide 2019: Her er årets prisvindere
I går hyldede White Guide Danmark årets bedste restauranter med prestigefyldte priser i forbindelse med lanceringen af White Guide 2019. Her er årets vindere.
Der var spænding og god stemning i luften, da White Guide Danmark i går uddelte deres prestigefyldte priser i forbindelse med lanceringen af White Guide 2019 – nordens førende restaurantguide og nordens svar på Michelin.
Madscenens nye stjerne
Restaurant Frank i Ny Adelgade blev hædret som Årets Nye Restaurant efter tæt kapløb med blandt andet den asiatiske IBU på Vesterbro. Sådan lød de rosende ord under prisoverrækkelsen til Frank:
“Christoffer Brink (køkkenchef på Frank) vandt som assistent for Jeppe Foldager sølv ved Bocuse d’Or i 2013. I slutningen af 2017 fik han fod under eget bord, og fortiden kan mærkes på Frank, som bedst kan beskrives som en luksusbistro tilsat en konkurrencekoks præcision og sans for velsmag.”
Noma er tilbage
Aftenens største pris, Årets Restaurant, gik ikke overraskende til Noma og ordene fra White Guide lød blandt andet: “Noma er tilbage på tronen som landets ypperste gastronomiske spydspids”. Noma løb også med prisen som Årets Innovatør, og kunne derfor bryste sig af at være en af aftenens helt store vindere.
i alt blev 14 priser uddelt på aftenen. Du kan se alle vinderne herunder.
Her er årets vindere:
Årets Restaurant: Noma, København
Årets Serviceoplevelse: Peter Fagerland (Slotskøkkenet/Dragsholm Slot)
Årets Innovatør: Noma, København
Årets Fiske- og Skaldyrsoplevelse: Koks, Thorshavn, Færøerne
Årets Vinoplevelse: Nina Højgaard Jensen (Kong Hans Kælder), København
Årets Vinkort: Kong Hans Kælder, København
Årets ‘Kør Hjem-drikkevaremenu’: Geranium, København
Årets Feel Good-oplevelse: Vesterøl, Læsø
Årets ‘Smag for Skillingen’: Textur
Årets Dessertoplevelse: Slotskøkkenet/Dragsholm Slot
Årets Nye Restaurant: Frank, København
Årets Øloplevelse: Selma, København
Årets Bæredygtige: Relæ, København
Årets Unge Kokketalent: Anika Madsen, Roxie, København
Foto: Niels Busch