Spis fransk i det grønne på Restaurant Passebækgård

thumb image

Ny restaurant er åbnet ved Passebækgård Golfbane. Her serveres fransk mad med fokus på lokale og økologiske råvarer.

I Gillelejes naturskønne omgivelser er Restaurant Passebækgård åbnet lige ved Golfklubben af samme navn. Selv om restauranten ligger ved en golfbane, og du er mere end velkommen efter et spil, er der dog ikke tale om en golfrestaurant, lyder det fra folkene bag.

Der er åbent i restauranten både til frokost og til aften. Nyd et stykke smørrebrød eller to til frokost, eller gå ombord i dagens to – eller tre retters menu.

Her kan du med en dejlig udsigt til de grønne, finstudsede plæner sætte tænderne i retter inspireret af det franske køkken skabt ud fra lokale og økologiske råvarer. Stedet dyrker deres egne urter, får grønt fra egen gård, og selvfølgelig fisk fra Gilleleje havn.

Mad efter årstiden

Aftenens A la carte kort består af få, men gode retter efter årstiden. Spis forretter som er stegt helleflynder med jomfruhummer, kalvebrisler eller jordskokkesuppe med kammuslinger. Hovedretter, som dagens fangst,  oksemørbrad, variation af gris eller en coquelet. 

Til aften vil der også være mulighed for at prøve kræfter med gourmetmenuen som sammensættes dagligt af kokkene Morten Øhrstrøm og Jacob Loop, der sammen med Claus Lundbæk står bag den nye restaurant.

Eksotisk møder nordisk

Du bliver mødt af et eksotisk pust, når du træder over dørtærsklen hvor citron og appelsintræer pryder. I resten af restauranten bærer indretningen præg af de nordiske, stilrene udtryk, med store flotte planter i massive stenkrukker.

Bordene er dækket med hvide duge og pyntet med lokalt hånddrejet keramik, små fine vaser og hyggeligt lys. 

Hvis vejret tillader det, er der også mulighed for at tage plads på terrassen og drikke et koldt glas rosé med udsigt til det 9. hul på golfbanen.

Hvor: Bregnerødvej 35, 3250 Gilleleje 


Book på Restaurant Passebækgaard ➤

You may also like...