Ny restaurantfestival: Spis og støt kampen mod kræft
Fra den 1.-7. juni kan du spise ude med ekstra god samvittighed, når den nye restaurantfestival, Spis & Støt, løber af stablen. Her præsenterer en række af landets bedste restauranter en særlig 3-retters menu, hvor du samtidigt støtter Kræftens Bekæmpelse.
Fra den 1. til den 7. juni kan madentusiaster landet over glæde deres maver med en gastronomisk oplevelse, der både tilfredsstiller smagsløgene og støtter en god sag. Med den nye festival Spis & Støt slår en perlerække af landets restauranter dørene op og byder på en skræddersyet 3-retters menu for kun 250 kr. Af beløbet går 40 kr. ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte. Restaurantfestivalen er opstået i et samarbejde mellem DinnerBooking, Kræftens bekæmpelse og en række af landets restauranter.
Blandt de deltagende restauranter er Michelin-restauranter som Grønbech og Churchill og Restaurant AOC samt mere end 60 andre restauranter i hele landet, der alle er gået med i det nye velgørenhedsprojekt for at sætte fokus på sygdommen, der i dag rammer hver tredje dansker.
”Kræft er en af de sygdomme, som flest mennesker dør af i Danmark, og vi bliver alle på et eller andet tidspunkt i livet berørt af den – enten som patient eller pårørende. Derfor håber vi, at så mange danskere som muligt vil besøge restauranterne og nyde en dejlig middag i uge 23 samtidig med, at de støtter vores arbejde med at bekæmpe kræft” siger Lise Atzen Bjerregaard, chef for events i Kræftens Bekæmpelse.
Spis for en god sag
En af de mange restauranter, der slår dørene op i Spis & Støt-ugen, er den to-stjernede Michelin-restaurant AOC i København, som er ejet af Christian Aarø.
”Vi glæder os rigtig meget til at give vores gæster muligheden for at støtte en god sag og samtidig få en god madoplevelse. Kræft er en sygdom, der kommer tæt på os alle sammen i løbet af livet, og derfor synes vi, det er vigtigt at bakke op om det forebyggende arbejde. Det har vi og de andre restauranter mulighed for at gøre på vores helt egen måde. Vi ser frem til at invitere danskerne indenfor til en helt speciel oplevelse, og håber det udvikler sig til en stor og tilbagevendende succes,” siger Christian Aarø.
Der bliver sat over 25.000 menubilletter til salg, som kan købes fra den 23. april 2015 kl. 10 på spisogstøt.dk. Alt hvad du skal gøre er at vælge en dag, booke et bord og betale direkte på sitet. Få minutter efter modtager du en e-mail med tilhørende menubillet.