Tid til grillaften: Få brasiliansk churrasco på 8-tallet hele sommeren
Hver fredag i juni, juli og august tænder 8-tallet op i grillen på terrassen, så du kan nyde lækkerier på spyd.
Der er ikke noget, der emmer mere af sommer, end duften af røg og kul fra en glødende grill. På 8-tallet tror de på, at der er mange gode solskinsdage i sigte. Derfor står de hver fredag i juni, juli og august klar til at tænde op i grillen på deres store terrasse, der ligger med en dejlig udsigt til Kalvebod Fælled.
Brasiliansk churrasco
Her byder menuen på churrasco, som betyder grill på portugisisk. Det er en speciel brasiliansk grillmetode, hvor kødet grilles på et roterende spyd, for at gøre kødet mørt og saftigt og give det en intens smag af grill. Her kan du blandt andet glæde dig til marineret kylling, amerikansk oksecuvette, chorizopølse, dagens fisk og grillede grøntsager.
Til kødet vil der blive serveret friske salater, hjemmebagt brød og dressing. Du få det hele for 235,-. Børn under 12 år spiser for 125,-. Grillen tændes op kl. 18.00, men man er velkommen til at komme fra kl. 17.00 til drinks.
Hvor: Richard Mortensens Vej 81 A, 2300 København S
Hvornår: Alle fredage i juni, juli og august
Kom til churrasco ➤