En bid af historien: Hotel Bretagne

thumb image

Er du vild med kombinationen af gastronomi og gode historier? Danmarks spisesteder gemmer på masser af gode fortællinger, som knytter sig til stedet. Få en bid af danmarkshistorien, når DinnerBooking inviterer til middag hos nogle af dem.

Første stop på ruten er… Hotel Bretagne i Hornbæk.

Tilbage til badehotellets storhedstid

Hotel Bretagne er Hornbæks mest idylliske badehotel med beliggenhed lige ned til Hornbæk sø og det brusende hav lige om hjørnet. Før charterejser og backpacking blev en ting, var badehotellerne et populært trækplaster, når danskerne skulle feriere. Heriblandt Hotel Bretagne, hvis tid rækker helt tilbage til 1939. Men nu hvor en verdensomspændende pandemi har tvunget landene til at lukke sig om sig selv, er det aldrig for sent at genopdage magien ved de danske badehoteller. Lad hverdagen blive i byen og tag på Hotel Bretagne Badehotel.

Foto: Hotel Bretagne

Tidligere lægeklinik

Bygningen er opført i 1897, og før Bretagne blev badehotel, var matriklen en privat lægeklinik. Her kom patienter fra hele landet på rekreationsophold, når de led af længerevarende sygdom. Patientlisten tæller blandt andet store Skagenspersonligheder som P.S. Krøyer og Holger Drachmann. Sidstnævnte havde sin sidste tid på klinikken, hvor han sov ind i januar 1908. Hvem ved, måske hans ånd stadig går igen på stedet? I hvert fald er de smukke værelser og interiøret med til at bevare illusionen om en svunden tid.

Fransk-nordisk fusionskøkken

…og om end du ikke var syg, da du kom, så bliver du i hvert fald fyldt op med energi (og god gastronomi) af at være her.

Konceptet er såre simpelt; en helstøbt kombination af det franske og det nordiske køkken, som er bygget op på en fast grund af lokale råvarer og specialiteter hentet hjem fra Frankrig – særligt Bretagne regionen (deraf navnet).

Alt så vidt muligt er egenproduktion. Brødet er hjemmebagt ligesom kagerne til kaffen og marmeladen ovenpå. Godt håndværk går hånd i hånd med kvalitet, og lokale råvarer er ligeledes i høj kurs.

Foto: Hotel Bretagne

En restaurant værd at rejse efter

Manden med fingeren på kogeblusset hedder Kasper Larsen. Han tog sin uddannelse hos Skagen Fiskerestaurant og har siden arbejdet i det store udland, hvor han blandt andet har slået sine folder i Caribien, Spanien og Østrig. Kaspers ambition er at få sat Hornbæk på verdenskortet med en restaurant, der er værd at rejse efter. Det gælder uanset, om det er en dagstur eller et længere ophold på hotellet.

Hvor: Sauntevej 18, 3100 Hornbæk


Book på Hotel Bretagne ➤

You may also like...