Magasingaarden i Faaborg: Ægtepar serverer franske bistroretter, der smager af mere

thumb image
Jakob og Lilibeth Rasmussen i køkkenet på Magasingaarden

Trænger du til lidt luftforandring fra byens smalle gader, som du kender så godt, skal du ikke langt væk for at finde det. Vend bilen mod det sydfynske – nærmere bestemt Magasingaarden i Faaborg. Her kan du se frem til et aftenkort i fransk brasseriestil med retter, som virkelig smager af noget.

Magasingaarden i Faaborg har atter fået lys i vinduerne og liv i stuerne, efter kokken Jakob Rasmussen og hans kone Lilibeth i foråret 2021 fik tændt op i komfuret. Efter flere år i København, hvor Jakob blandt andet har drevet et cateringfirma, var tiden inde til at vende tilbage til restaurantkøkkenet igen.

Det er dejligt at være tilbage – jeg har savnet det!” fortæller Jakob Rasmussen, som har en del familie på Langeland. At rykke fra København til Faaborg betød derfor ikke bare nye muligheder for at udfolde sit kokketalent, men det har også bragt dem tættere på familien.

“Vi kan lidt det hele” – Uformel fransk bistro med smag og niveau

Magasingaarden er beliggende på Torvet i Faaborg. Et naturligt samlingspunkt for byen, og det er også ønsket med Magasingaarden. Nemlig at være et sted, hvor man kan komme og få en god restaurantoplevelse og en god vinoplevelse i uformelle rammer, uanset hvor mange man er til bords.

Magasingaarden er en restaurant, hvor vi går meget op i smag, og at tingene er hjemmelavet. Aftenkortet er meget fransk brasseriestil, men vi kan også lave gourmet. Så vi kan lidt det hele.

Jakob Rasmussen

Inden Jakob kom i lære som kok, boede han nogle år i Frankrig, og spørger man ham selv, er det da også herfra, kærligheden til fransk madlavning er opstået.

“Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra“, griner han. “Men så er jeg også udlært hos Sortebro Kro i Odense, som også laver fransk gourmetmad“.

Hos Magasingaarden kan du blandt andet glæde dig til retter som fransk løgtærte, bøf bearnaise, rødvinsbraisserede svinekæber og oksetatar – klassisk anrettet med pickles, syltede rødbeder, kapers, peberrod og æggeblomme. MUMS!

Spis på Magasingaarden til VinterGourmet i februar.

Et velbesøgt familieforetagende

Jakob driver Magasingaarden sammen med sin kone Lilibeth, og hvor Jakob er at finde i køkkenet, er Lilibeth ifølge Jakob mere “over det hele”. Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men i Magasingaarden er det nogle ganske andre kasketter, hun tager på.

Foto: Magasingaarden

“Hun er ligesom limen, der holder det hele sammen, kan man sige”, lyder det fra Jakob, som fortæller, at Lilibeth blandt andet både kan være tjener, stå i køkkenet eller hjælpe til i opvasken alt afhængigt af, hvor der er brug for en hånd.

Derudover har Jakob og Lilibeth hjælp fra et team af dygtige kokke og tjenere, som hver dag gør deres ypperste for at give gæsterne den bedste oplevelse. Noget tyder på, at de sammen lykkes meget godt med den mission, for Magasingaarden er et populært trækplaster for både lokale og udefrakommende.

Det er svært præcist at definere opskriften på en succes, men Magasingaarden har den, og du er velkommen forbi til en bid af den.

Foto: Magasingaarden

Sulten? Smag på Magasingaardens VinterGourmet-menu

Til VinterGourmet i februar kan du opleve Magasingaardens madlavningskunst. Kom og oplev det, som Magasingaarden gør så godt: masser af smag og masser af rendyrket hygge og nærvær.

VinterGourmet-menu


Forret
Soufflé af vesterhavsfisk anrettet med smørsauteret spinat, cremet hummersauce, jordskokkechips og karse. Hertil brød og smør

Hovedret
Kalveculotte stegt med timian anrettet med selleripuré, Pommes Anna, bagt pastinak og rødvinsauce tilsmagt trøffelolie

Dessert
‘Tarte au citron méringuée’
Fransk citrontærte med brændt marengs anrettet med skovbærkompot og vaniljeis


Pris: 275 kr. pr. person (inkl. gebyr)

Hvis du foretrækker den kødfrie version, tilbyder Jakob og køkkenteamet også en lækker vegetarmenu.

You may also like...