Guide: Her kan du få himmelske desserter til VinterGourmet
For mange gæster kommer højdepunktet ved restaurantbesøget først når hovedretten er spist. Højdepunktet er naturligvis desserten, som er den perfekte afslutning på en god middag. Og til VinterGourmet i uge 7 kan du få et utal af udsøgte desserter, der vil tilfredsstille enhver lækkersult!
Vinterferien nærmer sig, og det betyder også, at du kan komme med til VinterGourmet! I hele uge 7 kan du nemlig se frem til udsøgte serveringer hos nogle af landets bedste restauranter – ovenikøbet til skarpe priser.
Fælles for restauranterne er, at de alle serverer mindst tre retter – og der er heldigvis desserter på de fleste menuer.
I denne guide har vi listet en række VinterGourmet-desserter i København, Aarhus og Odense, som får mundvandet til at løbe.
God læselyst til alle med en sød tand!
Lækre desserter i København og Nordsjælland
Darling Bistro & Bar – den æstetiske citronmåne
Er du fan af den gode gammeldags citronmåne, som vi alle husker fra barndommen? Så er heldet med dig, for Darling Bistro & Bar har kreeret en æstetisk, kreativ version af den klassiske dessert. Restauranten serverer citronmånen med crème anglaise, citron og muscovadois – vi bliver helt lækkersultne!
Pris: 3 retter for 249 kr. pr. person (+gebyr)
Hvor: Ved Stranden 18C, 1061 København K
Huks Fluks – den spanske
Hos Huks Fluks kan du glæde dig til en lækker dessert, der sender dig afsted mod varmere himmelstrøg ved allerførste bid. Nemlig torta de anceite – en spansk kage med appelsin, mandler og olivenolie, serveret med panna cotta. Mums!
Pris: 3 retter for 250 kr. (+gebyr)
Hvor: Gråbrødretorv 8, 1154 København K
SALT Restaurant – den cremede
SALT Restaurant disker op med en cremet og lækker dessert til VinterGourmet. Du kan godt begynde at glæde dig til at smage deres jordskokparfait med ristet hasselnød, æble og karamelliseret chokolade – så kan man vist ikke få en bedre afslutning på en god middag!
Pris: 3 retter for 315 kr. (inkl. gebyr)
Hvor: Toldbodgade 24-28, 1253 København K
Green Room Restaurant & Bar – den elegante
Hos Green Room Restaurant & Bar på Frederiksberg kan du se frem til en elegant hvid chokolademousse med yuzu, matcha og brændt hvid chokoladecrumble. Oven på en udsøgt forret og en overdådig hovedret vil denne dessert sikre, at madoplevelsen bliver rundet af med manér.
I øvrigt har du som gæst mulighed for at vælge en vegetarmenu, der ligeledes vil blæse dig og dit selskab bagover!
Pris: 3 retter for 285 kr (+gebyr)
Hvor: Falkoner Allé 9, 2000 Frederiksberg
Skipperhuset Fredensborg – den syrlige
Du kan spise på Skipperhuset Fredensborg både til frokost og aften til VinterGourmet. Menuen består af saltet torsk til forret, krogmodnet nakkefilet af gris til hovedret og en skøn passionsfrugtmousse med vaniljeis og sprød havre til dessert.
Pris: 295 kr. pr. person (+gebyr)
Hvor: Skipperalle 6, 3480 Fredensborg
Desserter, der SKAL smages i Aarhus
Restaurant GÄST – den med jordskokker
Restaurant GÄST serverer en smuk og forførende dessert til VinterGourmet – en jordskokkekage med saltet karamel og vaniljeparfait. Sødt OG salt, så kan vi næsten ikke forlange mere!
Pris: 3 retter for 285 kr. (+gebyr)
Hvor: Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C
Kolo – den eksotiske
Kolo er efterhånden kendt for deres nytænkende, kreative retter, som bliver rost til skyerne af aarhusianerne. Og tager du turen forbi restauranten i Guldsmedgade i uge 7, kan du selv smage hvorfor. Til VinterGourmet serverer Kolo en skøn flerretters menu, der afsluttes på eksotisk facon med en dessert bestående af bergamotteis, schezuan marengs og kørvel.
Pris: 5 retter for 295 kr. pr. person (+gebyr)
Adresse: Guldsmedgade 32, 8000 Aarhus C
Forførende desserter i Odense
Drewsens Odense – den italienske
Drewsens Spisehus i Odense serverer en fløjlsblød, knasende italiensk dessertklassiker til VinterGourmet – nemlig en panna cotta med hvid chokolade. Det kan jo kun blive lækkert!
Pris: 3 retter for 375 kr. (+gebyr)
Hvor: Flakhaven 1, 5000 Odense C
Næsbyhoved Skov – den søde og crunchy
På Næsbyhoved Skov kan du til VinterGourmet smage dig gennem en lækker 3-retters menu med laks, krondyr og afslutningsvis en panna cotta med lime, karamelliseret popcorn og krystalliseret hindbær. Sødt med sødt med knas – mums!
Pris: 280 kr. pr. person (inkl. gebyr)
Hvor: Kanalvej 52, 5000 Odense C
Restaurant Nordatlanten – den til chokoladeelskeren
Er du lokal i Odense, har du helt sikkert stiftet bekendtskab med Restaurant Nordatlanten. Den populære nordatlantiske restaurant, der byder på en smuk udsigt over vandet, deltager også i VinterGourmet. Her kan du få en udsøgt 3-retters menu med en dessert, der bedst kan beskrives som en chokoladeelskers største drøm! Nemlig en chokoladebar med brownie, mørk chokolademousse, eksotisk kompot, passionsfrugtcreme og tuile. Det bliver et ja tak herfra!
Pris: 350 kr. pr. person (+gebyr)
Hvor: Nordatlantisk Promenade 1, 5000 Odense C