Ny køkkenchef på Eldorado: Det bliver vores legeplads

thumb image

Den 26. november vil København se en helt ny side af Kadeau-universet, når det nyeste skud på stammen, Eldorado, åbner dørene for første gang. Og ifølge den nye køkkenchef, Theis Brydegaard, bliver det et helt nyt og legesygt køkken, vi får at se.  

På den bornholmsk inspirerede Restaurant Kadeau i København sker der nye og spændende ting i disse dage. Kadeau flytter til nye lokaler, men beholder de gamle og åbner her en ny restaurant, som får navnet Eldorado.

Eldorado kommer den nuværende Kadeau-køkkenchef, Theis Brydegaard, til at styre slagets gang, og man kan roligt sige, at der kommer andre boller på suppen – bl.a. med en helt udogmatisk tilgang til køkkenet. Her får du Theis Brydegaards bud på, hvad du kan forvente.

Hvordan opstod idéen til Eldorado?

”Vi ønskede at flytte Kadeau til mindre lokaler, så vi kunne få muligheder for at højne ambitionerne på restauranten. Det betød, at vi havde et lokale, som vi kunne bruge til noget andet, og vi havde lyst til at lave et sted, der var helt anderledes end Kadeau – hvor man bare kunne lave den mad, vi lige har lyst til her og nu og servere den vin, som vi synes er spændende lige nu. Et sted, der kunne rumme et sammensurium af alting, og som var helt fri for dogmer.”

LÆS OGSÅ: Nyåbnet restaurant ryger til tops blandt gæsterne

Hvilken type retter vil man finde på Eldorado?

”Det er svært at sige, hvilke retter der kommer på menukortet. Eldorado bliver et dynamisk sted, hvor vi kan skifte retterne fra dag til dag. Verden bliver vores legeplads, og vi kommer til at hente inspiration fra hele verden. Det kan være alt lige fra det nordiske til det sydamerikanske og asiatiske køkken.”

Hvad betyder det for dig, at køkkenet skal være dogmefrit?

”Det synes jeg er mega fedt. Nogle kan bedst lide at opstille dogmer og finder ro i det, men sådan har jeg det ikke. Til gengæld tror jeg også, det bliver en udfordring at styre det, for der er jo så mange nye ting, der skal opdages. Men Eldorado er en restaurant i udvikling, så vi kommer til at prøve nogle forskellige ting af.”

LÆS OGSÅ: Her kan du fejre mortensaften i København

Vil du tage noget med dig fra Kadeau?

”Ja, det vil jeg helt sikkert. Helt konkret kommer vi til at dele råvarer med Kadeau, så vi kan udnytte, at vi er to ambitiøse restauranter, der ligger dør og dør. Derudover vil jeg ligesom på Kadeau bruge de henkogte, hengemte og syltede råvarer, om end det bliver i mindre grad end på Kadeau. Og så vil jeg selvfølgelig også tage Kadeau som den gode arbejdsplads med mig. Det er en utrolig social arbejdsplads, hvor man har rigtig meget frihed, og hvor man ikke slider folk alt for hårdt op, men forsøger at få folk til at yde optimalt uden at råbe og kaste med ting.”

Hvilke forventninger har du til den nye restaurant?

”Det skal være et dejligt spisested med en afslappet stemning og god service som på Kadeau – og så selvfølgelig noget rigtig god mad. Men det må også gerne være et sted med lidt larm og en mere livlig og loose stemning.”

Eldorado åbner den 26. november, mens Kadeau genåbner i nye lokaler allerede den 17. november.

Book bord på Eldorado.

You may also like...