Ay Caramba! Her er de bedste mexicanske restauranter i København
Bliver du også sulten ved tanken om en god guacamole, tacos og en spicy salsa? Disse tre mexicanske restauranter er nogle af de bedste mexicanske spisesteder i København.
Der er fuld smæk på den danske sommer! Derfor får vi sådan lyst til at fyre op for farver, smag og kraft, og hvilket køkken er bedre til formålet end det mexicanske?
Flere steder i København kan du få serveret en bid af Mexico – blandt andet på Amager, Østerbro, Frederiksberg, Nørrebro, Refshaleøen og i Indre By! Der er altså rig mulighed for at spise sig mæt i quesadillas og runde måltidet af med et opkvikkende tequila shot. For som man siger på mexicansk: “Barriga llena, corazón contento“, der oversat betyder “Fuld mave = glad hjerte“. Simpelt, men sandt.
Se her, hvor du kan spise god, mexicansk mad i København, så din dag bliver en ren fiesta.
El Viejo Mexico: En tur til det gamle Mexico
Du skal ikke tage til El Viejo, hvis du håber på skrigende farver og højt mariachi-musik. Ved El Viejo tager de udgangspunkt i det gamle Mexico. Alle vægge prydes med de fineste træmasker, og der er levende lys på hvert et bord og i hver en krog.
Restauranten ligger i hjertet af København, lige ved Marmorkirken, og har eksisteret i 20 år under den samme ejer. Det er et mexicansk åndehul midt i byen.
El Viejo Mexico har fem år i træk modtaget TripAdvisors prestigefyldte pris “Certificate of Excellence”. Derudover har restauranten modtaget fire stjerner af Jyllands-Posten, og Børsen har kåret restauranten til byens bedste mexicanske.
På menukortet er der klassiske mexicanske retter, såsom burritos, enchiladas, chimichanga og fajita. Særligt populært er deres menuer, hvor tre af deres mest populære retter bliver serveret.
Om sommeren åbner de op for det helt store vinduesparti ud mod gaden, så det stadig er behageligt og køligt at sidde indenfor. Imens kan du sippe til en Frozen Margarita, mens du udforsker det klassiske mexicanske køkken.
Hvor: Store Kongensgade 61, 1264 København K
Pastor Tacos: Mexicansk måltid til under 100 kr.
Tre søskende fra Mexico, Juan, Hans og Anita Alvarez, har åbnet tre mexicanske spisesteder i København. De tre søskende oplevede nemlig en mangel på autentisk, mexicansk mad i København.
Sidenhen har Pastor Tacos fået stjerneanmeldelser fra gæsterne, der skriver, at det er Københavns bedste tacos. Men det er ikke alt, restauranten har at byde på.
Hos Pastor Tacos kan du også spise empanadas, burritos og gringas, der er små pandekager godt dækket af smeltet ost og fyldt med det bedste fra Mexico.
Spis tre Gringas for 90 kr., hvor du kan vælge mellem den klassiske al Pastor (achiotemarineret svinekød fra roterende spyd), grillet angusbøf, kylling eller sauterede svampe. Det hele toppes selvfølgelig med salsaer (ja, i flertal), rå løg, koriander og lime, som det sig hør og bør. Resultatet er et lækkert, mexicansk måltid til under 100 kr.
Adresser:
- Dag Hammarskjölds Allé 1B, København Ø
- Amagerbrogade 136, København S
- Reffen Copenhagen Street Food på Refshaleøen
Zócalo: Viva México og hello California!
Hvis du er vild med de mange fantastiske smagskomponenter, der er i det latinamerikanske køkken, kan vi kun anbefale dig at tage et smut forbi Zócalo.
Du er nemlig garanteret smagfulde klassikere som fyldte tacos, quesadillas, nachos og lækre mexi-bowls, hvor du kan vælge mellem en masse forskelligt kød, proteiner, grønt og spices.
Til at læske ganen kan du nyde en iskold Negra Modelo, som jo lige er prikken over i’et, når man skal nyde et måltid mad i Mexicos tegn.
Restauranten er inspireret af bydelen Mission District i San Fransisco med deres taquerias og herlige, farverige gadekøkkener. Det pulserende og inspirerende område i Californien er hjem for rigtig mange mexicanere, og her har de to madkulturer fået lov til at komplimentere hinanden.
Adresser:
- Falkoner Allé 80, 2000 Frederiksberg
- Nørrebrogade 140, 2200 København N