Aarhus: Nyd årets første solstråler på disse forårsspots

thumb image
Foto: Pica Pica

Foråret er lige så stille begyndt at blomstre op, og det samme er flere af Aarhus bys små spisespots, hvor der nu står sol og forårsserveringer på menuen. Torve og hyggelige gårdhaver står klar til at blive fyldt op, så årets første varme solstråler kan nydes i fulde drag.

I den anledning har vi selvfølgelig sørget for dig! Vi har nemlig samlet Aarhus’ bedste spots til foråret og fejringen af de første solstråler lige her. Uanset om du er på jagt efter et fredfyldt solspot eller liv og god stemning, så er der masser af gode steder, der venter på dig.

Pica Pica: Det klassiske forårsspot

Lidt gemt af vejen og med kig ned til åen finder du et ægte forårsspot, der byder på lige hvad man måtte mangle til foråret – nemlig gode vine, delikate tapasanretninger og et fantastisk solspot.

Hos Pica Pica er der dækket op med langborde og hjemmelavede pallemøbler langs den store græsplæne, så du med sikkerhed kan suge solen og forårsstemningen til dig – og så kan du altså være heldig, at opleve det vante liveband bidrage til den helt gode stemning i en summen af latter og snak. Dét må da være forår for alle pengene!

Hvor: Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

La Caña: Spanske fornemmelser

Bliver du også sulten ved tanken om det spanske køkken? Så skal du sætte kursen mod Åboulevarden. Her får du nemlig alt det bedste fra Spanien serveret i den danske forårssol – som i varmens hede, kunne fejltages for at være en charmerende fortovscafe i Barcelona. Hertil er der selvfølgelig ingen Barcelona uden hjemmelavet Sangria, der er lavet lige efter kunstens regler i huset her. Si, Por Favor!

Hvor: Åboulevarden 36, 8000 Aarhus C

Hantwerk: Én på smags-opleveren

Med en charmerende placering i det gamle havnemiljø på Aarhus Ø omringet af frisk luft, hav og gamle træskibe, får du som navnet afslører: det gode håndværk. Huset her er nemlig skabt af ildsjæle og skarpe køkkenfolk, der brænder for den gode madoplevelse.

Til den gode madoplevelse hos Hantwerk hører husets mange haner. De indeholder 17 øl, 4 hjemmelavede sodavand og et væld af dejlige friske vine til dig. Hertil vejledes du kyndigt af husets dygtige øltjenere, der sørger for at give anbefalinger baseret på lige præcist dine smagsløg og valg af retter. Det bliver altså én på smags-opleveren!

Hvor: Fiskerivej 2D, 8000 Aarhus C

Møllens Køkken: Puls og god mad

Beliggende midt i hjertet af Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, finder du en summen af dansk gæstfrihed og liv – nemlig Møllens Køkken, der har lækre forårsretter klar til dig. Ejerne bag Skovmøllen ved Moesgaard har nemlig bragt kærligheden til maden og de lokale råvarer med videre til væddeløbsbanens hyggelige atmosfære.

Du kan altså få både fantastisk mad og pulserende stemning, når du spiser med her og oplever væddeløbet lige foran dig – Bedre bliver det ikke, hvis man er på udkig efter lidt liv og god stemning i solens stråler!

Hvor: Observatorievejen 2 Højbjerg, 8000 Aarhus C