Hyggelige caféer i Aarhus: Her får du lækker cafémad til gode priser

thumb image

Hvor skal du tage hen, hvis du vil have brunch, en caféburger eller en god café latte i Aarhus? Her får du et overblik over lækre caféer i Aarhus, hvor priserne er fair og kvaliteten høj.

Aarhus er spækket med caféer til når latté-tørsten melder sig. I skrivende stund er der faktisk over 90 caféer i Aarhus og omegn.

Har du svært ved at vælge hvor caféturen skal gå hen, så er du landet det helt rigtige sted. Her får du et overblik over nogle udvalgte caféer i Aarhus, som gæsterne giver gode anmeldelser for den smagfulde mad og fair priser.

Café Faust

På Åboulevarden ved åen ligger Café Faust. Her kan du få alt det, du søger!

Spis en lækker brunch, en solid frokost eller en delikat 3-retters middag om aftenen. Du kan også nyde en ret vild tapas-servering med mange forskellige slags oste, pølse og dyppelse. Haps, haps, haps, siger vi bare!

Der er udendørsservering med varmelamper ud til åen, menukortet er vegetarvenlig, og der er også børnemenu! Her er der tænkt på det hele.

Pris: Brunch fra 90 kr. // Burger fra 159 kr. // Pasta fra 149 kr.

Adresse: Åboulevarden 38-42, 8000 Aarhus

Café Sidewalk

På Café Sidewalk er hyggen i højsædet. Her kan du stikke forbi til klassiske caféretter i gode portioner lavet med friske råvarer fra kvalitetsbevidste leverandører.

Hvis du foretrækker din brunch vegetarisk eller din burger vegansk, er det ikke noget problem på Café Sidewalk. Faktisk kan de fleste klassikere laves i en vegetarisk udgave her.

Til at slukke tørsten disker Café Sidewalk op med et bredt udvalg af cocktails – fra de klassiske espresso martini og gin hass til “fortovets foretrukne” og “sidewalk spritz”.

Priser: Brunch fra 149 kr. // Sandwich fra 134 kr. // Burger fra 169 kr.

Adresse: Åboulevarden 56-58, 8000 Aarhus C

Café Viggo

Café Viggo var en af de første caféer, der åbnede ved åen i Aarhus tilbage i 1996.

Caféen er åben alle ugens syv dage og tilbyder alt fra brunch, kaffe og frokost til 3-retters menu, cocktails og DJ`s, når mørket falder på. Kig forbi til en pause fra shopping-turen, en festlig aften eller en hurtig bid mad.

Om morgenen og eftermiddagen kan du nyde caféens lækre ’tapasbrunch’, hvor du selv sammensætter din egen brunch ud fra 15 lækre, små retter. Om aftenen er menukortet bredt og byder på alt fra klassisk caféburger til stegt torsk.

Priser: Brunch fra 125 kr. // Burger fra 160 kr. // Pasta fra 145 kr.

Adresse: Åboulevarden 52, 8000 Aarhus C

You may also like...