Italienske restauranter i Aarhus: Her kan du slubre den lækreste pasta

thumb image

Kan en cremet pastaret gøre dig blød i knæene? I Aarhus er der flere restauranter, der har helt styr på det italienske køkken. Se disse fem italienske restauranter, der får dig i pasta-himlen!

Vidste du, at navnet på pastaen pappardelle stammer fra det italienske verbum “pappare”, at slubre? Pappardelle er den store og brede pasta, der ligner fettuccine.

Har du ikke helt styr på pastatyperne, så gør det ikke spor. Der findes nemlig over 310 forskellige pastaformer med over 1.300 forskellige navne. Ravioli, tortellini, spaghetti – er du fan af dem alle, bare de er drysset gavmildt med parmesan, så er du havnet det helt rigtige sted.

Vi har fundet de lækreste italienske restauranter i Aarhus, så du bare skal koncentrere dig om at sno pastaen om gaflen. Sluuurp!

Italiensk social dining i hjertet af Aarhus ved Basso

Ved Basso, på hyggelige Skolegade, bliver der skruet op for italienske lækkerier og social dining. Som de selv siger, “er den fuldendte madoplevelse givet ved dét at være sammen om noget”, og derfor kan du se frem til menuer, der kan deles rundt om bordet.

Glæd dig til deres pasta limone, som er cremet pasta med citron, parmesan, sort peber og citronskal.

Det er dog ikke kun pasta, du kan se frem til at smage. En masse andre lækre retter vil blive serveret til deling ved bordet, såsom friterede kammuslinger og frisk stracciatella på modne San Marzano tomater. Så er den kulinariske rejse til Italien vist også fuldendt!

Vælg mellem a la carte-retter, hvor der er et bredt udvalg af snacks, retter og desserter, eller deres Tasting Menuer, der består af 10 eller 13 serveringer. Selvom du får serveret rigtig meget, er prisen ganske overkommelig.

Pris: 398 kr. for 10 retter // 498 kr. for 13 serveringer
Adresse: Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Et vildt udvalg af Spritz og cicchetti ved Piccolo

Piccolo findes både i Åboulevarden midt i Aarhus og ved naturskønne Risskov. Navnet ’Piccolo’ betyder lille på modersmålet italiensk.

Ved Piccolo kan du smage en masse forskellige små retter, der kaldes cicchetti. Det er en italiensk udgave af tapas! De mange små retter giver dig mulighed for at smage lidt af hvert i ét måltid. Tre-fire retter anbefales til én person, hvor du kan vælge både kolde og varme retter.

Prøv deres ravioli Salsiccia fyldt med salsiccia, ricotta og salvie med sauteret broccolini, cherrytomat og burro acido. Skyl det hele ned med en Spritz (de har 10 at vælge mellem!), og så bliver det ikke mere italiensk.

Behøver vi at nævne, at alt pastaen selvfølgelig er friskt og hjemmelavet? Mamma mia!

Pris: Retterne koster fra 45-85 kr. stykket.
Adresse: Åboulevarden 62, 8000 Aarhus C // Nordre Strandvej 39, 8240 Risskov

Sydlandske delikatesser ved Restaurant Martino

Restaurant Martino ligger smukt i Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus med en skøn udsigt over Aarhus bugtens glinsende hav og livet i havnen. Den unikke maritime stemning skaber de ideelle rammer for en god madoplevelse.

Det italienske køkken dominerer menukortet, hvor du vil finde et indbydende udvalg af pasta, pizza og lækre kød- og fiskeretter. Du kan bestille a la carte eller smage lidt af det hele i en 7-retters tasting menu. Skal du have den fuldendte oplevelse, kan du vælge Martinos ‘Drømmeaften’, hvor du både får velkomstbobler, 7-retters menu, vinmenu samt kaffe og chokolade.

Pris: 7 retter for 429 kr. pr. person // ‘Drømmeaften’ for 799 kr. pr. person
Adresse: Marselisborg Havnevej 46 B, 8000 Aarhus C

Både klassisk-italienske retter og moderne fortolkninger hos Grappa

Langs åen i Aarhus ligger Grappa, hvor du kan nyde ægte italiensk stemning med et moderne touch. Pastaen er hjemmelavet, stearinlysene er tændt, og vinudvalget er enormt!

Der er både de ægte pasta-klassikere, du kan sno om gaflen, såsom carbonara og risotto. Er du mere eventyrlysten, kan du også smage deres lækre Casarecce con Gamberi, som er pasta med ristede tigerrejer, spidskål, chili, hvidløg og basilikum i en krydret og cremet tomatsovs.

Du kan sammensætte din egen menu med en antipasti, en pasta eller pizza og en dessert for 325 kr. – og en tilhørende vinmenu med tre glas til 225 kr. Dét er altså god value for money.

Pris: 3 retter for 325 kr.
Adresse: Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C

Ægte Trastevere-stemning ved AmoRomA

I et hyggeligt, okkerfarvet bindingsværkshus i Aarhus finder du AmoRomA. Gæsterne elsker stedet for deres gode priser, meget høje kvalitet og Trastevere-vibe, som er det hyggelige boheme-område i Rom.

Du kan vælge mellem syv forskellige pastaretter, såsom lasagne, ravioli med ricotta og spinat, spaghetti med venusmuslinger eller fettucine med svampecreme og trøffel.

Det er ikke kun deres pasta, som gæsterne elsker. Deres Morello pizzaovn har en 650 kg pietra refrattaria (ildfast sten), der roterer og som bager pizzaen på kun 120 sekunder. Det gør pizzaen sprød udvendig og blød indvendig – kort sagt, den perfekte kombination.

AmoRomA har en hyggelig delemenu med 6 antipasti, der koster 285 kr. pr. person. Her får du både vitello tonnato, burrata, porchetta, blæksprutte og meget mere. Buon appetito!

Pris: 3 retter for 295 kr. // Delemenu med 6 antipasti 285 kr.
Adresse: Vestergade 60, 8000 Aarhus C

You may also like...