Franske fristelser: 4 fynske restauranter, du må besøge

Moules frites, croque madame, tarte l’oignon…. og listen fortsætter! Det franske køkken kan bare noget. Vi har fundet nogle af de bedste franske spisesteder på Fyn, du bare må besøge.
Sulten? Vi er mange, der er helt tossede med det franske køkken – måske har du allerede en fransk favoritret?
Vi har samlet gode fynske spisesteder med nogle af de lækreste franske delikatesser på menuen.
Bon appetit!
Bistro-stemning hos Kok & Vin i Odense


Kok & Vin er en autentisk bistro, der med masser af passion, begejstring og kærlighed serverer velsmagende, franskinspirerede retter. Når du besøger denne perle, vil du med det samme opleve den afslappede, intime og hyggelige atmosfære.
Inspirationen får køkkenet fra de bedste spisehuse i Lyon og Paris, men råvarerne henter de lige uden for vinduet; nemlig i deres egen baghave.
Menukortet på Kok & Vin består dels af et la carte kort, dels af dagens ’Tavlemenu’. Tavlemenuen byder på kokkenes kreationer af årstidens råvarer og lyder på 3 retter. Vil du selv sammensætte din menu, så kan du også vælge frit fra a la carte menukortet blandt mindre, større og søde retter samt franske oste.
Hvor: St. Gråbrødrestræde 19, 5000 Odense C
Fransk landkøkken hos Magasingaarden i Faaborg


Ægteparret Jakob og Lilibeth driver Magasingaarden, som er en kombineret restaurant og iscafé i Faaborg. Køkkenprofilen tager udgangspunkt i det franske landkøkken, som til og med har fået et moderne twist. Til frokost serveres der klassiske såvel som moderne retter og om aftenen er stilen fransk brasserie.
På menukortet vil du blandt andet finde salade de chèvre chaud, fransk løgtærte, rødvinsbraiseret kalvecuvette “Bourguignonne” og meget mere.
Hvor: Torvet 17, 5600 Faaborg
Franske favoritter på Bistroen i Nyborg


På Nyborg Strand kan du nyde en lækker frokost eller middag fremstillet af gode, friske og lokale råvarer. Bistroen, der er en kombination af bar, brasserie og restaurant, er kendt for sin gode mad og ikke mindst hyggelige stemning.
Vælg mellem en lang række frokost- og aftenretter såsom Croque Madame, gedeostsalat, vol-au-vent, moules frites og meget mere. Til dessert kan du bestille Gateau Marcel, bær-clafoutis og en lækker ostetallerken.
Hvor: Østerøvej 2, 5800 Nyborg
Restaurant MAST – fransk brasserie i Middelfart


I 2019 åbnede et fransk brasserie på kulturøen i Middelfart. Restauranten hedder MAST, og trods de franske aner, finder du ingen strittende lillefingre her. Hos MAST ynder man ikke at tage sig selv så alvorligt, at andre holder op med det.
Kendetegnende ved MAST er, at maden taler for sig selv, uanset hvordan du bestiller den, eller om den skal deles med en ven. Her i restauranten er den klassisk fransk, og bæltets friske fisk finder hver dag vej fra nettet og ind i køkkenet.
Du kan både komme forbi MAST til morgen, frokost og aften. Restauranten tilbyder en 5-retters sæsonbestemt menu til aften, og besøger du restauranten på en fredag eller lørdag, kan du bestille en helaftensoplevelse med både mad og drikke ad libitum inkluderet i prisen.
Hvor: Havnegade 8C, 5500 Middelfart