Ugens Craving: ‘Bajer’ dog havde en kold hjemmebryg
Træt af det tynde øl? Her går du ikke galt i byen – vi guider til spisesteder, der har solidt hjemmebryg på kortet.
En bællebajer med vennerne på et brunt værtshus. En brusende fad på en varm sommerdag. Eller en pils til et godt måltid.
Øl er klassikeren, der hitter hele året, og der findes en øl til enhver anledning. Skal det være ekstra spændende, så hopper man ud i specialøl og hjemmebryg. Navnlig hjemmebryg er ekstra lækkert. Der er kræset for smagen, lagt arbejde i de gyldne dråber og udviklet noget unikt for at behage ganen.
Er du ikke den, der står derhjemme med humlen, behøver du ikke gå glip af godt hjemmebryg. Efterhånden er der en del barer og spisesteder i København, der brygger i baglokalet. Her har vi samlet nogle af dem, der serverer hjemmebryg som håndbajer eller på fad. SKÅL!
Vesterbro Bryghus
På travle Vesterbrogade finder du Vesterbro Bryghus, som med sin rå, rustne facade skriger hjemmebryg. Indenfor bobler kobberkedlerne, ølglassene klirrer, og snakken summer. Her er det den østrigske diplom-brygmester, Georg Lassacher, der har skabt bryghusets fem vidundere – de håndbryggede, ufiltrerede og upasteuriserede kvalitetsøl. Den ravgyldne Amber, den fløjlsbløde Brown Ale, den lyse Hvede, den mådeholdne India Pale Ale og den friske Blond Lager. Hvis du ikke kan vælge blandt de fem, kan du indtil kl. 22.30 holde din egen lille ølsmagning med de fem øl, hvor du får 5 glas øl à 10 cl. for 65 kr. Ellers koster deres hjemmebryg 60 kr. pr. stk.
Hvor: Vesterbrogade 2B, 1620 København V
Book bord på Frederiksberg Bryghus og Destilleri ➤
Frederiksberg Bryghus og Destilleri
Frederiksberg Bryghus og Destilleri holder til under hvælvede lofter i historiske lokaler under Frederiksberg Rådhus. Her samles bryghus, destilleri, øl- og cocktailbar og restaurant i ét, og der er et klart fokus på håndbrygget øl, kvalitetsspiritus og rustik mad. Øllen bliver også til indenfor rådhusets mure, og det er indtil videre blevet til tre faste øl-unikummer fra bryggerne Claus og Rasmus. Rådhusøl – en tysk inspireret pilsner, der byder på en solid bitterhed og en duft af korn og blomster. India Pale Ale – den læner sig op af den klassiske IPA med fokus på balancen mellem bitterhed, lethed og tropisk frugt. Old Ale – en mørk og kraftig ale med honning, urter og masser af smag.
Når vejret indbyder til det, kan du sætte dig på rådhuspladsen, hvor bryghuset har udeservering. Derudover har de en glastilbygning, hvor man kan sidde inde i varmen og stadig få byens puls med i oplevelsen.
Hvor: Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Book bord på Vesterbro Bryghus ➤
BrewPub
Navnet siger det hele. BrewPub byder på et væld af hjemmebryg. Alt fra lys hvedeøl til en belgisk quadrupel.
Tag plads i den dæmpede belysning indenfor eller sæt dig i gårdhaven, og kast dig så ud i hjemmebryggede fadøl fra skinnende haner, hvor øllet herfra bliver tappet fra husets egne tanke. Det er også muligt at gå på opdagelse i øl fra andre danske mikrobryggerier for ikke at tale om udenlandske kvalitetsøl. Og hvis du er ægte øl-entusiast eller måske bare nysgerrig, så afholdes der rundvisning og ølsmagning i BrewPubs eget mikrobryggeri.
Hvor: Vestergade 29, 1456 København K
Book bord på BrewPub ➤
Carls Øl- og Spisehus
De står ikke selv og brygger ude i baglokalet, men vi synes alligevel, at Carls Øl- og Spisehus skulle have en plads i vores guide til gode øl i København. Øl- og Spisehuset ligger i Carlsberg Byen, der opstod i 1847, da bryggeren J.C. Jacobsen grundlagde Carlsberg Bryggeriet. Selvom øllet nu brygges i Fredericia, er området et eftertragtet københavnerkvarter på grund af dets flotte arkitekttur og den lange historie. En historie, der ikke kun fortæller om en dansk bryggers storhed, innovation og arv, men også om familiestridigheder, modgang og besættelsestiden, hvor modstandsfolk gemte sig i bryggeriets kældre.
Hele idéen med Carls Øl- og Spisehus er at skabe et tempel for Carlsbergs øl, hvor målet er at kunne tilbyde verdens største sortiment af produkter fra Carlsberg – både på flasker og fad.
Hvor: Bag Elefanterne 20, 1799 København V
Book bord på Carls Øl- og Spisehus ➤