København: Inviter din udkårne på DinnerDays-date
København bugner med romantiske spisesteder, hvor du kan invitere din partner ud på den perfekte date. På disse tre restauranter kan I til DinnerDays flette jeres lidenskabelige fingre over en lækker 3-retters middag.
Går du med tanken om at invitere kæresten, ægtefællen eller flirten på en romantisk spiseoplevelse i efterårsferien, er der en række restauranter, som i den grad har kærlighed og kildevand på menuen. Eller… De har i hvert fald sammensat nogle fingreslikkende 3-retters serveringer, hvor I enten kan nyde retter med fisk og skaldyr, en rødvinsbraiseret steak eller laksetataki fra det asiatiske køkken. De vil sørge for romantikken på alle planer; den stemningsfulde, den gastronomiske og den boblende – men prikken over i’et sætter I selvfølgelig selv.
Her får du et overblik over tre restauranter i København, som er et ideelt valg, hvis du skal invitere din kærlighed ud på en romantisk dateaften til DinnerDays.
Smukke omgivelser, der indbyder til romantik
På Zeleste kan I se frem til en intim spiseoplevelse i romantiske rammer. Deres stilfulde retter, som primært er serveringer med fisk og skaldyr, er inspireret af det franske og nordiske køkken. Inden døre råder de over mange hyggelige kroge, hvor du og din partner kan spise jeres intime middag i ro og mag. De gamle brosten, de charmerende lyskæder og den åbne pejs er alt sammen med til at skabe de absolut romantiske rammer for en perfekt dateaften.
Til DinnerDays serverer de hvidvinsdampede blåmuslinger efterfulgt af kulmule med jomfruhummersauce, broccolini og kartofler. Til dessert kan du se glædeligt frem til Gateau Marcel med vaniljeis og brombær. På Zeleste glæder de sig til at tage imod jer og give jer en romantisk middagsoplevelse, som I nok sent glemmer.
Pris: 245 kr. (+gebyr)
Hvor: Store Strandstræde 6, 1255 København K
Charmerende pariserstemning på Nørrebro
Der findes næppe noget mere romantisk end at sidde og kigge sin udkårne dybt i øjnene over en dejlig middag og en god flaske vin. På Restaurant 20a får I et sus af pariserstemning i intime og charmerende rammer, hvilket gør det til et oplagt sted at tage på date her under DinnerDays. Her hænger der franske pølser på væggen bag baren, der står orange porelænskrukker med service på bordene og rundt omkring er der pyntet med gamle vinkasser, der fungerer som små hylder med levende lys, bøger og vine.
Til DinnerDays serverer de fiskebisque med blåmuslinger, rødvinsbraiseret kalv med polenta og parmesan og afslutningsvis bagte kvæder med künefe, serveret med sød filodej, creme fraiche og pistacie. Til menuen kan det klart anbefales at kombinere med en lækker vin fra deres udvalg, hvor de har alt fra natur- til klassiske vine. Snyd heller ikke jer selv for deres skønne oste og charcuteri, som er hentet direkte hjem fra Frankrig.
Pris: 245 kr. (+gebyr)
Hvor: Ravnsborggade 20a, 2200 København N
Inviter din udkårne på japansk fusion
Du kommer næppe til at gå helt galt i kærligheds-byen, hvis du bestiller et bord til to på UMA. Den asiatiske perle er det perfekte sted at tage på date, hvis du har lyst til at nyde japansk og nordisk fusion. Når du træder ind på den lille kælderrestaurant, vil du med det samme mærke restaurantens romantiske atmosfære. Foruden en målsætning om enkelthed og velsmag, er helhedsoplevelsen en essentiel faktor. For ligesom retternes udtryk er simple og smukke, er restaurantens indretning ligeledes indbegrebet af stilren æstetik.
Til DinnerDays serverer de lækre snacks til at starte på, som består af takoayki blæksprutte med rosette, dryage tun, rygeost og avokado. Efterfølgende står forretten på laksetataki med jordskokker, en hovedret af japansk porchetta med shiso, pomme chateau, hasselnød-panko og tonkatsu. Til at runde af med kan I nyde en lækker kabocha sponge kage med matcha-is.
Pris: 245 kr. (+gebyr)
Hvor: Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K