Weekend getaway på Fyn: Disse steder vil du ikke gå glip af

Planlægger du en weekend getaway på Fyn? Så er Odense den oplagte destination. Den hyggelige historiske by er fyldt med charme, eventyr og virkelig gode restauranter. Vi har lavet den perfekte guide med alt fra wienerschnitzel til Michelin, så det eneste du skal gøre er at booke bord på de restauranter I skal besøge.
Med en beliggenhed i midten af Danmark er Odense heldigvis helt overkommelig at komme til uanset, hvilken del af landet du kommer fra. Så der er altså ingen undskyldning for ikke at unde dig selv en weekend i gastronomiens tegn. Hvis du er fynbo, er det jo bare endnu nemmere at komme på weekend getaway i baghaven. Heldigt!
Første dag: Skyd weekenden i gang med manér



Ankom til jeres overnatningssted i ro og mag, pak taskerne ud og nyd, at I er ankommet og jeres weekend getaway på Fyn er i gang. Tag forbi Vinola Vinbar og nyd lidt charcuteri, ost og luksus konserves sammen med et par glas vin, og skyd weekenden i gang på bedste facon.
Skal den have have lidt mere gas er et besøg hos Kok & Vin noget man ikke skal snyde sig selv for. Få skønne bistro retter som cassoulet med velfærdskylling, oksetatar eller måske paneret rillette med stegt foie gras og spejlæg. Dét er comfort food på tårnhøjt niveau. Kok & Vin er nomineret i hele to kategorier i Den Danske Spiseguide i år, hvilket er et kvalitetsstempel i selv. Med nomineringer som Årets Personlig Omhu & Service og Årets Bistro/Brasserie/Spisested kan du altså roligt lægge vejen forbi og være sikker på, at I er i rigtig gode hænder.
Hvor:
Vinola Vinbar: Kongensgade 19, 5000 Odense
Kok & Vin: St. Gråbrødrestræde 19, 5000 Odense C
Anden dag: Lidt luksus har ingen taget skade af



Start dagen med en let og lækker morgenmad på dit overnatningssted, og se frem til en dag i H.C. Andersens by, hvor alle dine gastronomiske drømme kan gå i opfyldelse. Besøg H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby, Kunstmuseum Brandts eller måske Genbrugshallerne for at gøre en god handel. Nyd en sublim frokost på Restaurant HOS, der har noget af landets bedste smørrebrød. Faktisk så god at de i år er nomineret i den Danske Spiseguide for netop det – og så faktisk også for Årets Personlig Omhu & Service.
Hvis I er mere til en casual frokost er Storms Pakhus et besøg værd. De har et hav af lækre madboder og der er noget for enhver smag. Her finder du mad fra alle verdenshjørnerne og en super hyggelig atmosfære med en masse liv og streetfoodstemning.
Hvor:
Restaurant HOS: Kongensgade 65, 5000 Odense C
Storms Pakhus: Seebladsgade 215000 Odense C
En uforglemmelig aften i eventyrenes by



Sådan en weekend getaway på Fyn må gerne have et snert af luksus, og hvilken bedre måde at få det end en middag på Fyns første Michelin stjernede restaurant? På Restaurant Aro er du garanteret en aften i verdensklasse og så endda til en vældig fornuftig pris når man tænker på niveauet. Få for eksempel “Store Aro”, hvor I bliver forkælet med 7 retter med snacks, bobler, vinmenu, kaffe & sødt til bare 2000kr. På det tidligere maskinværksted i Odense emmer god, uhøjtideligt stemning og liflige dufte kommer fra køkkenet, hvor der tilberedes eventyrlige retter med så meget kød og grønt fra Anneksgården i Bovense som det kan lade sig gøre.
Hvis der ikke skal være så mange dikkedarer på anden aften af jeres weekend getaway kan det anbefales at tage et smut forbi Den Gamle Kro. Her serveres alle de gode klassikere som rejecocktail, wienerschnitzel og Crêpe Suzette flamberet ved bordet. Her er der ingen smalle steder. Bare god mad og hyggelige omgivelser.
Hvor:
Restaurant Aro: Østerbro 32, 5000 Odense C
Den Gamle Kro: Overgade 23, 5000 Odense C
Sidste dag: Liiige et godt måltid mere inden vi skal hjem



Nu er det snart tid til at tage hjem, men inden da kan I ligeså godt nyde en skøn brunchbuffet med mere end 50 retter og tilbehør på Froggy’s. Så kan kroppen og hovederne blive kvikket op med lige de retter jeres hjerte begærer inden turen går hjemad. Hvis I ikke er til den store brunch serverer Froggy’s også skønne kager fra deres eget konditori. Så får I lige det sidste med fra dejlige Odense.
Hvor: Vestergade 68, 5000 Odense C