Bliv klogere på naturvin: Her er 5 vinbarer, hvor du kan drikke vilde, naturlige dråber i København
Naturvin boomer i København, som aldrig før. De usvovlede, økodråber er et hit på de københavnske restauranter og vinbarer. Men hvad er så specielt ved naturvine?
Først og fremmest er der ikke nogen beskyttet definition på naturvin. Men intentionen er fastlagt. Naturvin skal være så naturlig og vild som mulig. Ingen tilsætning, ingen konserveringsmidler, og så skal det være økologisk eller biodynamisk. Naturvinene er derfor et forsøg på at skabe vin, som mennesker har haft så lidt at gøre med som muligt.
Meeeen man skal aldrig sige aldrig. Nogle producenter bruger dog alligevel en smule svovl for at kontrollere produktionen. Vi har samlet fem vinbarer, som du bør besøge, når du tørster efter et par vilde dråber.
Manfreds
På Nørrebros mest trendy gade i København finder du Manfreds. Lillebror til Michelin-restauranten Relæ. Spisekortet er med klassiske rustikke deleretter (du måååå have hørt om Manfreds klassiske oksetatar), og så er vinkoret fyldt med skøn naturvin. Manfreds var iøvrigt en af de første københavnske vinbarer med naturvin på kortet. Det store udvalg af naturvine byder både på de virkelig staldede, funky naturvine til de letdrikkelige.
Hvor: Jægersborggade 40, 2200 København N
Book på Manfreds ➤
Pasteur Vinbar
Pasteur Vinbar ligger ved Trianglen på indre Østerbro. Folkene bag Pasteur er kendt som de store Jura-elskere. De importerer mest af deres vin fra Jura området- og især vin fra små, lokale økologiske og biodynamiske vinbønder er deres kendetegn. Pasteur er tidligere nomineret til Byens Bedste Vinbar og har fået flere rosende anmeldelser med sig, blandt andet seks hjerter fra Politiken. Du behøver ikke have mistet hjertet til Jura-området for at elske Pasteur, men som de selv skriver på kortet.;”ja; der er rigtig meget vin fra Jura”
Hvor: Trianglen 7, 2100 København
Book på Pasteur Vinbar ➤
Toto Vin og spisebar
Toto Vin & Spisebar byder på masser af vin fra alle verdenshjørner. Konventionelle vine. Naturvine. Biodynamisk vine og økologisk vine. Bællevenlige og tunge drenge…. Der skal være vin for alle – bare kvaliteten er høj. Er du nybegynder på naturvin-scenen, anbefaler en af de to ejere bag Toto Vin, Morten Jensen, deres frugtige “bællevenlige” orangevin fra Slovenien eller et glas forfriskende hvid på 100% Chenin Blanc fra Loire.
Hvor: Amagerbrogade 145, 2300 København
Book på Toto Vin & Spisebar ➤
NOI Copenhagen
NOI Copenhagen har ikke kun naturvine på kortet, for deres vinkort spænder bredt. Alt fra de konventionelle, de klassiske, de eksklusive og de store navne. Blandt naturvinene kan du finde de svært duftende til de friske, letdrikkelige. Vinene er importeret fra verdensomspændende vinproducenter – så der er masser at vælge mellem. Skal du have lidt ved siden af din nye yndlingsvin har spisekortet alt fra småretter med rejer til andebryst og limemarineret torsk.
Hvor: Niels Brocks Gade 1, 1574 København (Nobis Hotel)
Book på NOI Copenhagen ➤
Falang
Falang Asteria åbnede i slutningen af 2018 på Istedgade. Når du kommer ind ad dørene på Falang, drømmer du dig hurtigt tilbage til Thailands neonoplyste stræder med dufte fra karry og frisk koriander til lyde fra halvskingre karaokebarer. Vinudvalget hos Falang er kun naturvine, som går godt til det stærke thaimad. Troels Wurtz, partner og Køkkenchef hos Falang, anbefaler to naturvine til begyndere; “Danby fra Jauma eller Grenache fra McLaren Vale i Austrialien. De er begge perfekte til spicy mad eller bare som bællevin ude på bænken en sommerdag.”
Book på Falang ➤