Er du et madøre? Her kan du få din næste gourmetoplevelse
Rundt omkring i landet findes der et hav af gastronomiske oplevelser, der kalder på at blive udforsket! Herunder guider vi dig til din næste gourmettur.
Hvis du er en foodie ligesom os, har vi det perfekte bud på en weekend- eller ferieaktivitet lige her. Du kan nemlig tage på gourmettur med et besøg på en af de mange udsøgte Michelinrestauranter i Danmark. Her kan du smage på nordiske råvarer af højeste kvalitet, nytænkte klassikere og comfort food i fine dining-version.
Det kan være en god idé at booke bord i god tid, da der er rift om pladserne i de skønne gourmetrestauranter.
Restaurant Jordnær – Gentofte
Det er ægteparret Tina og Eric Kragh Vildgaard, der står bag den to-stjernede michelinrestaurant, Jordnær, 10 km nord for København. Det er ikke tilfældigt, at restauranten har fået navnet “Jordnær”. Trods maden er af højeste fine dining-klasse, har ægteparret skabt et sted, hvor man som gæst kan komme og læne sig tilbage, imens man præsenteres for spændende smagsoplevelser.
På Restaurant Jordnær får du en tasting menu bestående af 18 serveringer, der kombinerer det nordiske køkken med det franske og japanske i en perfekt symfoni. Mange af serveringerne er lavet på havets råvarer.
Hvor: Gentoftegade 29, 2820 Gentofte
Restaurant AOC – København
På Dronningens Tværgade finder du endnu en gastronomisk lomme. Her ligger nemlig Restaurant AOC, der kan pryde sig med to Michelinstjerner. Jagter du sommerens helt store madoplevelser, er Restaurant AOC stedet, du skal besøge.
Retterne er lavet af nordens friske råvarer og præget af køkkenchef Søren Selins nynordiske madstil. Der er fuld smæk på velsmag, når det kommer til både mad og vine.
Deres tasting menu indeholder 18 serveringer, hvor du bliver taget igennem smage og elementer fra både havet og jorden.
Hvor: Dronningens Tværgade 2, 1302 København K
Søllerød Kro – Holte
I Holte finder du gourmet i idylliske rammer hos den en-stjernede Michelinrestaurant, Søllerød Kro. Her får du klassisk mad med kant og præcision. Er du vinelsker, har Søllerød Kro desuden et imponerende vinkort med nogle af de bedste vine fra alle dele af verden.
Den charmerende og historiske kro byder indenfor til både frokost og middag, og er du ikke til den store helaftensforestilling, kan du frit vælge mellem deres a la carte-retter. Hos Søllerød Kro kommer du helt ned i gear, imens du får en fantastisk spiseoplevelse.
Hvor: Søllerødvej 35, 2840 Holte
LYST – Vejle
I Olafur Eliassons kunstneriske Fjordenhus i Vejle gemmer der sig en oplevelse, du ikke vil gå glip af, hvis du er en ægte foodie – nemlig restauranten LYST, der har en Michelinstjerne. Stedet er præget af et stort fokus på kvalitet og bæredygtighed, hvilket betyder at alle råvarer er fra nærområdets producenter og urterne håndplukket i naturen.
Restauranten med udsigt over Vejle Fjord drives af duoen køkkenchef Daniel McBurnie og restaurantchef og sommelier Rasmus Lunkov Marquart, der sammen med et hold af dygtig personale forkæler dig fra det sekund, du træder ind ad døren.
Vil du opleve, hvordan kunst, arkitektur og gastronomi kan gå op i en højere enhed? Så er det bare af at booke bord!
Hvor: Fjordenhus, Havneøen 1, 7100 Vejle
Kong Hans Kælder – København
Vil du have en bid af dansk gourmets historie? Så er det på Kong Hans Kælder! Den to-stjernede restaurant i indre København var den først danske restaurant, der modtog en Michelinstjerne tilbage i 1983. Sidenhen har de kun måtte undvære stjernen i to år, og i 2021 kunne de pryde sig med hele to af slagsen.
Køkkenet er fransk, krydret med skandinavisk enkelthed. Her kan du forvente at blive forkælet med de bedste luksusråvarer som kaviar, foie gras og hummer.
Hvor: Vingårdstræde 6, 1070 København K