Getaway til Sydsjælland: Her skal du spise

thumb image
Foto: Den Grønne Verden

Har du brug for en lille getaway, så er Lolland Falster og Møn oplagte rejsemål. På disse kanter er der rig mulighed for at nyde både storslået natur og gode gastronomiske oplevelser. Læs her, hvor du skal tage hen!

Vil du se bjergtagende natur, charmerende købsteder og nyde god mad, så behøver du ikke hoppe på en flyver. Sydsjælland byder på de fineste oplevelser, og der venter både restauranter med økologisk køkkenhave, elefanter og en helt fantastisk udsigt til havet.

Vi guider dig til nogle af områdets bedste spisesteder.

Besøg Villa Huno ved Møns Klint

Godt 1,5 kilometer fra Møns Klint ligger Restaurant Villa Huno i forbindelse med Klintholm Gods. Her kan du spise midt i den storslåede natur, hvor hver sæson viser en smuk side frem.

Køkkenprofilen er dedikeret til årstidens frugt og grønt med lokale specialiteter fra blandt andre Hårbølle Mejeri og Rytzebæk Gård. Faktisk stammer Villa Hunos HereFord kød 100% fra eget græskvæg.

Til sommer får Villa Huno en ny køkkenchef, nemlig Rasmus Møller Nielsen, der tidligere har arbejdet på Michelin-restauranten Søllerød Kro, Hotel & Restaurant Fru Larsen og senest SALT Bar i København. Som en klar kontrast til køkkenet i København, bliver det nu klinter og krat, der skal inspirere den næste tallerken, når Rasmus vil sætte sit præg på Villa Huno fra 1. juni 2022.

Som gæst kan I glæde jer til de fantastiske omgivelser ved Klintholm Gods, der ligger indhyllet i ren naturidyl mellem skov, træer og den smukke Hunosø, som restauranten har fået sit navn opkaldt efter. Det ligger helt tæt på elementerne, hvor du får serveret mindeværdige madoplevelser i billedskønne omgivelser.

Oplevelsen kan med rette kombineres med en overnatning på godset og naturligvis en vandretur på fantastiske Møns Klint.

Hvor: Langebjergvej 1, 4791 Borre

Det bliver næppe grønnere end her på Lolland Falster

Gæster kommer langvejs fra for at besøge Den Grønne Verden på Lolland Falster. Her går far og søn, Gert og Asger Lünekilde, helt tilbage til rødderne for at dyrke jorden. Grøntsager, urter og spiselige blomster såes og høstes lige ved restauranten for til sidst at havne på tallerkenen.

Udover grøntsager producerer de også sin egen honning, og der er uldgrise, som med tiden også ender på tallerkenen.

Vil du nyde et måltid i Spiseriet, skal du være ude i god tid, for der er rift om pladserne. Den Grønne Verdens gode ry er nemlig nået vidt og bredt ud til det ganske land.

Adresse: Søllestedgårdvej 4, 4920 Søllested

Elefanter og smørrebrød i Flintehuset ved Maribo

Hvad med at besøge Skandinaviens største savanne – nemlig i Knuthenborg Safaripark?

Her står den ikke på den sædvanlige burger og grillmad, der normalvis findes i forlystelsesparker. Nej, her har parken virkelig gjort sig umage for at servere sæsonens gode, lokaler råvarer, som du kan nyde et helt ekstraordinært sted.

I Knuthenborg ligger restauranten Flintehuset, der er et smukt stenhus, hvor du kan nyde en udsøgt frokost med udsigt til alverdens dyr. På menuen er der et udvalg af smørrebrød og salater samt lækker kaffe og kage. Til maden kan I nyde en dejlig kold øl fra Krenkerup Bryggeri med specialdesignet Knuthenborg-etiket.

Gør din spiseoplevelse lidt vildere ved at tage forbi Knuthenborg.

Adresse: Knuthenborg Allé 2, 4930 Maribo

Hvide sandstrande ved den stråtækte restaurant i Væggerløse

Trænger du til at komme væk fra byens stress og jag, så er Hotel Nørrevang det helt rigtige valg for dig. Hotellet er beliggende i Væggerløse, meget tæt på hvide sandstrande og havets brusen.

Stedet er en charmerende, stråtækt gård, som for nyligt er blevet istandsat med respekt for stedets ånd. Her byder hotellets restaurant gæster velkommen til frokost og middag.

Restauranten tager udgangspunkt i en kombination af det danske og det franske køkken. Her ligger fokus på brugen af lokale råvarer og de rene smage kommer til udtryk, hvilket også skinner igennem i restaurantens simple og stilrene udtryk. Med 200 meter fra centrum af Marielyst og 500 meter fra stranden er det et perfekt sted til at gå en tur i de fine omgivelser efter en god middag.

Adresse: Marielyst Strandvej 32, 4873 Væggerløse

Ved bøgeskov og vand ligger det mest charmerende traktørsted nær Hesnæs

Mellem hav og skov og knap 30 km fra Farøbroerne ligger Pomle Nakke. Et traditionsrigt traktørsted, der ligger højt oppe på en klint. Her kan I nyde en smagfuld middag med direkte kig til havets brusen og bøgetræernes hvislen.

Det charmerende spisested trakteres med lette og større retter. Kokken bruger helst, hvad der findes lokalt, alt det, som vidner om det velforsynede og frugtbare fadebur, som Falster altid har levet med og nydt godt af. Hertil er der gode velvalgte vine, velskænkede øl og velsmagende safter.

Det er en rigtig god idé at booke bord, da traktørstedet er et populært sted.

Adresse: Midtskovvejen 1, 4871 Horbelev

Stor gastonomisk oplevelse venter ved Klintholm Havn

Ved de gamle ålebassiner i Klintholm Havn ligger Restaurant ND 122. Her er virkelig en restaurant, der vækker begejstring fra nær og fjern:

“Vi kører til Klintholm havn og ND122 med den sikre forvisning, at det hele er lige så godt som sidst – og sidst – og sidst. Og det ER det. Tak for en rigtig god oplevelse, igen,” fortæller gæsten Marianne, der besøgte restauranten maj 2022.

Ved ND 122 praktiseres det moderne køkken, hvor godt håndværk og rene råvarer er hovedingredienserne i enhver ret på menukortet. Her har kokken Jesper Dams Hansen formået at skabe en autentisk og jordnær stemning, og dét har gæsterne krediteret Restaurant ND122 for med masser af rosende ord.

Menuen tager udgangspunkt i årstiden, og du kan forvente elementer som havfriske fisk og skaldyr, kvalitetskød, grønt og meget mere. Vil du også have smag for sagen?

Hvor: Klintholm havneby 24 g, 4791 Borre

Godt håndværk og gode priser ved Surt & Sødt

Tag en tur til Nakskov og besøg Restaurant Surt & Sødt, som drives af Martin Rommel.

Her lægger de en stor ære i deres håndværk. Hos Restaurant Surt & Sødt er de store fortalere for at benytte egnens lokale råvarer. Dem er der nemlig masser af på Lolland, og når sæsonen er forbi, bliver de overskydende grøntsager syltet eller fermenteret. En bæredygtig tankegang, som på flere plan giver en god smag i munden.

Desuden er menuen i et prisniveau, hvor alle kan være med. Derfor er Surt & Sødt et oplagt valg, når sulten melder sig i Nakskov.

Hvor: Nybrogade 2, 4900 Nakskov

Trendy spisested i Nykøbing Falster

Skal den stå på en saftig burger eller iskolde cocktails, så tag ind til Nykøbing Falster, hvor et trendy New Yorker-spisested åbnede i 2021.

Navnet er Restaurant Basta, og her kan I nyde et godt måltid til en meget rimelige priser. En burger med 200 gram dansk, grillet oksebøf, rød cheddar og grillet bacon serveret med rustikke pommes frites koster 130 kr., og gør alle munde mætte og glade.

I de hyggelige omgivelser skal du blot læne dig tilbage, så sørger de smilende tjenere for at give dig en god oplevelse og en masse god mad.

Adresse: Jernbanegade 17A, 4800 Nykøbing F

You may also like...