Guide: Asiatiske fristelser i Aarhus

thumb image

Er du vild med asiatisk køkkenkunst? Så får du her en guide til fem asiatiske restauranter i Aarhus, hvor du kan sende smagsløgene på en tur til Østen.

Japansk, vietnamesisk eller thai? Det kan være svært at vælge, når man er glad for det asiatiske køkken. Der er nemlig vanvittigt lækre retter at vælge mellem, såsom bánh mì, sushi, gyoza eller en smagfuld wokret.

Flere restauranter i Aarhus har helt styr på wokken, så vi håber, du har øvet dig med spisepindene!

Her kan du se, hvor du skal hen efter asiatiske måltider i Aarhus.

Keyser Social

Tag en tur til Østen midt i Latinerkvarteret i Aarhus. Her gør Keyser Social en dyd ud af at servere mad, der er en fryd for både øjne og smagsløg.

Glæd dig til smage og farver fra det asiatiske køkken kombineret med Nordens lækre og friske råvarer. Retterne er simple, men rummer masser af smag – og så kan de nemt deles ved bordet.

Med restaurantens Social Dining Menuer á 10 eller 13 serveringer tages du med på en længere asiatisk smagsrejse og får muligheden for at opleve de mange forskellige nuancer, det farverige køkken har at byde på. Eksempelvis udon nudler med solsikke og trøffel eller tyndt skåret japansk wagyu krydret med tre forskellige typer peber.

Hvor: Frue Kirkeplads 4, 8000 Aarhus C

A+ Siam Sushi Restaurant

I hjertet af Aarhus – tæt på Aarhus Å – ligger A+ Siam Sushi Restaurant. Her er kun det bedste godt nok for deres gæster.

Kokkene på stedet elsker at eksperimentere i det japanske køkken. Derfor har restauranten en variation af traditionelle ruller, som de fleste kender og specielle ruller, som man kun kan prøve hos dem.

Er du ekstraordinært sulten, så kan du bestille sushi ad libitum, hvor du i 2 timer frit kan vælge mellem alt deres sushi, som laves frisk. Det koster mellem 208-258 kr., så det er billigt for sushi til man sprækker!

Hvor: Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C

Sota Sushi Bar

Sota Sushi Bar er en moderne, japansk-inspireret restaurant beliggende i hyggelige Vestergade, hvor kærlighed til små detaljer og kvalitet er i højsædet.

I mere end et årti har Sota Sushi Bar sat en ære i at gå forrest indenfor kvalitets-sushi. Frisk fisk bliver dagligt fileteret, og bæredygtighed og gode forhold inden for fiskefangst er altid højt prioriteret.

Men denne restaurant er meget mere end god sushi. De serverer også yakitori, sashimi, bao og meget mere. På den måde kan du få et meget varieret og fuldendt måltid.

Hvor: Vestergade 48, 8000 Aarhus C

Oyisi Sushi & Wok

Er du vild med sushi og især, når der er meget af den? Så tag på Oyisi Sushi & Wok.

Her kan du spise running sushi, der består af et bredt udvalg af det bedste retter fra Asien: sushi, varme og kolde retter, samt saucer og tilbehør. Stedet serverer også sticks og søde desserter! Running sushi koster mellem 239-259 kr.

Hvor: Skelagervej 11, 8200 Aarhus N

Byens Sushi Åbyhøj

Befinder du dig vest for Aarhus, er Byens Sushi i Åbyhøj et godt valg, når du er sulten efter sushi. Restauranten slog dørene op i 2017, og er siden blevet et populært valg blandt sushi-elskere i Aarhus og omegn.

Her er der mulighed for at bestille a la carte og sushi ad libitum, hvor du kan spise alt det du vil i to timer for blot 259 kr. pr. person.

Hvor: Søren Frichs Vej 51b, 8230 Åbyhøj