Jul i København: Her kan du drikke gløgg i december

Vinteren er over os, og det betyder masser af hygge og knas – også af den flydende slags. Men hvor får du den bedste gløgg i København? Læs med her, og find vej til nogle af de steder i København, som har varm gløgg på menuen.
December er årets hyggeligste måned, men den kommer også med travlhed, store forventninger og gaveræs gennem gaderne. Så er det godt at mange skønne spisesteder har skruet en ekstra tand op for julestemningen. Sæt indkøbsposerne fra dig, læn dig tilbage og nyd et glas varm gløgg i København og en velfortjent pause mellem indkøbene.
Vi guider dig til de bedste steder i København, der vil gøre dig gløgglig lyklig’.
EWALDS: Vinder af DM i gløgg

Brasseriet EWALDS på Frederiksberg sætter en stor dyd i at forberede den helt rigtige gløgg. Det kræver nemlig tid og omtanke at få de helt rigtige smagsnuancer frem. Hos EWALDS får du ikke “bare” en gløgg, men faktisk ÅRETS bedste gløgg! De vandt nemlig Folkets Pris ved DM i gløgg i både 2021 og 2022.
Vi laver en traditionel julegløgg med fuld smæk på julekrydderier, portvin, rom og snaps. Den lagrer i 12 måneder på gamle romfade, indtil vi synes, den har den helt rigtige afrunding”
Søren Ewald Fossum, ejer af EWALDS
Her gør de sig umage med “knasen” i gløggen, og det honerede dommerne med førstepladsen i 2022. Hvert år sælger EWALDS mere end 2000 liter af deres egen gløgg, så de ved efterhånden, hvad de laver – og de kan deres kram.
Pris: 89 kr. for et glas / 189 kr. for en flaske til at tage med hjem og varme sig på
Hvor: Allégade 24A, 2000 Frederiksberg
Sokkelund: Den traditionelle og populære

Sokkelund Cfaé og Brasserie er at finde i Smallegade på det mondæne Frederiksberg. Stedet er kåret som Byens Bedste 2024, når det kommer til service af Berlingske og er desuden et af de mest velbesøgte steder i København. Når det kommer til stamcaféens gløgg-traditioner, er der bestemt ingen smalle steder.
Læs: Her er de 10 mest bookede restauranter i København for hele 2024.
Vores gløgg i år er en rødvinsgløgg lavet på varme krydderier, rom-marinerede mandler og rosiner”.
Tine, Sokkelund
Gløggen trækker mange gæster til stolene, når de trænger til et lille hvil på slentreturen, og den vil uden tvivl give dig farve i kinderne. Som en ekstra lille julegave kommer glasset også med husets hjemmebagte brunkager
Pris: 99 kr. inkl. hjemmebagte brunkager
Hvor: Smallegade 36 E, 2000 Frederiksberg
Rosé Rosé: Den julede under varmelamperne


På Store Kongensgade ligger landets måske hyggeligste og mest veludsmykkede facade. Den tilhører Rosé Rosé, som udover dejlige bistroretter også gør en dyd ud af deres hjemmelavede gløgg. De har haft stor succes med deres restaurant i Hellerup, og derfor har de gjort kunsten efter og åbnet endnu et spot til de sultne og tørstige inde i byen.
Sæt dig under varmelamperne og put dig med et tæppe og kom i rigtig julestemning.
Vores gløgg er lavet på rødvin med julekrydderier, rosiner og hele mandler, som er marineret i portvin og cognac.
Camilla, Rosé Rosé
Pris: 119 kr. inkl. brunkager
Hvor: Store Kongensgade 62, København
Europa 1989: Den velforberedte

Mellem Storkespringvandet og Højbro Plads finder du café Europa 1989, der med sans for smag og æstetik skaber den kvalitet, som kendetegner dem. Tag plads udenfor – med udsigt til det glimtende julemarked på Højbro Plads og julehandlen på strøget, og nyd gløggen lige der, hvor julestemningen er til at føle på.
Den perfekte gløgg tager tid. Derfor begynder vi tidligt på at forberede den. Siden september har mandler og og rosiner ligget i lage af cognac, portvin, rødvin og rom. Vi koger også vores egen gløgg-essens af appelsin, solbærsaft, citron, honning, kanel, ingefær, nelliker og kardemommekapsler. Til sidst blander vi den med rødvin, portvin, cognac, vodka, cointreau, hyldeblomstsaft og vores rosin- og mandelmix.
Viktoria Daae, Café Europa 1989
Hos Europa 1989 har de altså gjort sig mange overvejelser omkring gløgg, og skulle du få mod på selv at kaste dig ud i projektet, kan opskiften findes i kogebogen, som sælges i baren.
De serverer også en alkoholfri version.
Pris: 96 kr. (serveres med brunkager)
Hvor: Amagertorv 1, 1160 København K
Pastis: Lun dig med en vin chaud


Denne populære franske bistro i Gothersgade er kendt for god kvalitet og parisisk stemning. Her er hvide metrofliser, røde læderbænke og en smuk bar, der fører tankerne til de brostensbelagte gader i den franske hovedstad. Pastis serverer klassiske franske bistroretter, som man aldrig går galt i byen med, men her er også åbent for dem, der bare ønsker lidt at drikke – For eksempel en dejlig varm gløgg, eller vin chaud som vi siger hjemme i Frankrig.
På Pastis er udestillingen åben hele året, og den tiltrækker altid et væld af gæster uanset sæson. Hvis man er den friske type, kan man jo nyde den lækre gløgg udenfor under varmelamperne.
Pris: 125 kr.
Hvor: Gothersgade 52, 1123 København K
22 Kitchen & Bar: Gløgg med udsigt til søerne


Hvad er bedre end at varme sig med gløgg og lune æbleskiver efter en dejlig gåtur rundt om søerne? 22 Kitchen & Bar ligger perfekt placeret med udsigt til Sortedams Dosseringen, så det er en oplagt endestation på turen. Denne fine café midt i det pulserende Nørrebro indbyder til en skøn eftermiddag med julestemning og hygge.
Caféen ligger bare 10 minutters gang fra Nørreport station og et smut fra den ikoniske Dronning Louises Bro.
Pris: 79 kr., 115 kr. med æbleskiver
Hvor: Sortedam Dossering 21, 2200 København N
Fasangården: En juledrik to-go i Frederiksberg have

Fasangården ligger i hjertet af Frederiksberg have. Så bliver det altså ikke mere julet og idyllisk. I hele december kan du komme forbi til lune æbleskiver og gårdens hjemmelavede markemarmelade i alle åbningsdage.
Du kan også komme forbi til julehygge i deres gårdhave alle adventssøndage. Her kan du varme dig på gløgg, varm chokolade, risengrød, æbleskiver, flæskestegssandwich og andre julegodter samt en række julede aktiviteter for børn og voksne.
Læs mere her: Adventshygge i gårdhaven
Du kan også tage gløggen med dig to-go, mens du tager en gåtur i den smukke have.
Åbningstider:
Frokost: Tirsdag – søndag kl. 11.30-16.00
Aften: Torsdag – lørdag kl. 17.30-23.00