Jul på Bakken: Her kan du spise i Dyrehaven
Der er noget om snakken, der er jul på Bakken!
Igen i år byder Bakken indenfor i anledning af julen, efter man sidste år kunne opleve den populære forlystelsespark i julestemning for første gang nogensinde. Alle fredage og weekender fra 22. nov. til 22. dec. kan du gå på opdagelse i de smukke juleinstallationer, mærke stemningen på julemarkedet, og spise en dejlig julefrokost på en af de mange restaurationer. Du kan også strække benene i den friske vinterskov.
Flere af restauranterne på og omkring Bakken har i år valgt at holde åbent for besøgende, da Ørkenens Sønner har indtaget Teltet i november og december. Se her, hvor du kan nyde en pragtfuld frokost eller middag før forestillingen, eller når du får brug for at få lidt i maven under årets juleudflugt.
Vær opmærksom på, at restauranternes åbningstider varierer, og nogle holder også åbent udenfor Bakkens åbningstid.
Restaurant Bakkens Perle
Midt på Dyrehavsbakken finder du denne lille restaurantperle. De er særligt kendte for deres frokost- og aftenbuffet med danske lune retter, men står også klar med en herlig a la carte menu, som blandt andet byder på saftig steak bernaise af oksefilet og en klassisk wienerschnitzel. Prøv også teatermenuen, der tilfører lidt ekstra til bakkestemningen – den er egentlig sammensat til sommerens glade revygæster, men den kan også sagtens nydes i stearinlysenes tid.
Åbningstider: Alle fredage, lørdage og søndage
Hvor: Telt 41, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Bakkens Perle her ➤
Bondestuen
Som restaurantens navn antyder, åbner du her dørene til en landlig stue med tværgående træbjælker og messinggryder på væggene. Du mister dog ikke fornemmelsen af, at du også sidder midt i den historiske forlystelsespark, og med udsigt til spil, leg og højt humør kan du nyde Bondestuens hyggelige omgivelser og traditionsrige retter, såsom smørrebrød, rejecocktail og friskpaneret rødspættefilet.
Åbningstider: Alle fredage, lørdage og søndage
Hvor: Telt 49, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Bondestuen her ➤
Hvide Hest
Foto: Hvide Hest
Er du sulten efter stegt flæsk, så skal du besøge Hvide Hest, der serverer den sprøde klassiker med kartofler og persillesovs ad libitum. Er det ikke lige stegt flæsk i store mængder, der får dit madhjerte til at banke, findes der også andre lækre retter på menukortet. I anledningen af, at Ørkenens Sønner optræder på Dyrehavsbakken, har restauranten udarbejdet en særlig menu. Den begynder med en velsmagende fiskesymfoni til forret, fortsætter med helstegt kronhjortefilet til hovedret og slutter af med et stykke fyldigt Gateau Marcel til dessert.
Åbningstider:
Hverdage (undtagen mandag): 16.00-21.00
Fredag og lørdag: kl. 11.00-24.00
Søndag: 11.00-19.00
Hvor: Dyrehavsbakken 98, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Hvide Hest her ➤
Røde Port
Restauranten finder du lige indenfor Bakkens røde indgangsport, og der er derfor udsigt til både livlig forlystelsespark og stille vinterskov. Lokalerne er lyse, dugene hvide og menuen mangfoldig. Her kan du nemlig både få serveret dansk stegt flæsk, franske moules frites og amerikanske spareribs, og der er ligeledes sammensat en spændende børnemenu forbeholdt de små.
Åbningstider: Alle dage (undtagen mandag)
Hvor: Dyrehavsbakken 91, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Røde Port her ➤
Restaurant Skovly
Det er ingen tilfældighed, at restauranten bærer navnet Skovly. For mellem træernes beskyttende stammer og under de brede kroner ligger denne restaurant fint i læ. Også menuen er sammensat med sans for restaurantens beliggenhed i Dyrehaven, hvor de frister med alt fra kronhjortekølle med vildtsauce til gammeldags æblekage. En ting er i hvert fald sikkert, du kan forvente små og store gastronomiske oplevelser i de hyggelige stuer.
Åbningstider: Alle fredage, lørdage og søndage
Hvor: Dyrehavsbakken 94, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Restaurant Skovly her ➤
Ilæ Burger
Foto: Ilæ Burger
Endnu en restaurant, der ligger i læ, er (selvfølgelig) Ilæ Burger. Denne gang ikke under trækroner, men derimod farverige, svævende paraplyer! Her finder du et stort burgersortiment – både klassikeren, som du kender den, og gourmetversionen, der giver smagsløgene én på opleveren. Du kan derfor bestille præcis den burger, der falder i din smag. Som noget nyt sørger køkkenet også for et smagfuldt og friskt alternativ til veganeren.
Åbningstider: Alle fredage, lørdage og søndage
Hvor: Dyrehavsbakken 90, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Ilæ Burger her ➤
Skovens restauranter
… hvor der ikke er mere end en kort spadseretur fra restauranten til Bakkens farvestrålende verden og Teltets forestillinger.
Peter Lieps Hus
Restauranten har en lang og spændende historie bag sig. Det fornemmer man, når man træder ind i de rolige stuer, der i 1800-tallet blev beboet af Dyrehavens karismatiske skovløber, Peter Liep. Køkkenet er kendt for at servere den bedste frokost i Dyrehaven, så du kan forvente en kulinarisk oplevelse af restauranten, der også tryller med aftenmenuen.
Åbningstider:
(Mandag lukket)
Tirsdag: 17.00-21.00
Onsdag-lørdag: 11.00-21.00
Søndag: 11.00-16.00
Aftenåbent alle spilledage, hvor Ørkenens Sønner optræder.
Hvor: Dyrehaven 8, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Peter Lieps Hus her ➤
Restaurant Piil & Co
Foto: Piil & Co Foto: Piil & Co
Ved Kirstens Piils kilde finder du det mest charmerende stråtækte træhus, hvis mørke facade brydes af hvide sprossevinduer. Her får du en omfavnende restaurantoplevelse og smage, der er i en klasse for sig. Maden er naturligvis inspireret af de skønne omgivelser, og du kan derfor nyde danske frokostklassikere, hvor der er kælet lidt ekstra for detaljen, såsom rødspættefilet med syltede agurker, mormors lune leverpostej og kartoffelmad med purløgsperler.
Åbningstider: Alle lørdage og søndage: 12.00-16.00
Hvor: Dyrehaven 7, 2930 Klampenborg
Se åbningstider og book bord hos Piil & Co her ➤