Redaktionen anbefaler: Her skal du spise i weekenden

thumb image

Kold rosé på hip havnegrill. Bornholmske delikatesser midt inde i København. Eller et sandt madeventyr i Tivolis fortryllende have. Weekenden byder på et væld af spiseoplevelser, der dufter af sol og sommer. Se hvilke, Sofie fra DinnerBooking går og lægger planer om

Efter måneder med stilhed er København begyndt at summe igen. Ikke mindst fordi byens restauranter og caféer så småt genåbner og bliver mål for københavnere, der søger sommerøjeblikke med et køligt glas og mad i godt selskab.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der de sidste måneder har set frem til solens titten frem og drømt om at “blive luftet” i bylivet. At slentre ned ad Frederiksberg Allé, hvor folk sidder på fortovscaféerne halvsnaldrede og skåler for solen, for derefter selv at sætte mig til rette og mæske mig i god mad med et køligt glas rosé til. Jamen altså. Det er da livet.
Dagdrømmeriet har genereret en liste af restauranter, som venter på mig. Og med weekenden forude, er der en oplagt mulighed til igen at smage på byen og de solbeskinnede dage. I forhold til sidstnævnte, kan jeg ikke love godt vejr – jeg har hverken været i kontakt med vejrguderne eller Voldborg, men på restauranterne er der garanti for god stemning og spiseoplevelser i top.

Toldboden – hip havnegrill med udsøgt udsigt

Sommer er duften af friske jordbær, blomstrende hybenroser og sommerregn. Jaja. Men for mig er det altså først sommer, når jeg kan lugte grill. Og det kan jeg, når Toldboden fyrer op for deres store havnegrill.
Det er en anden form for den havnegrill, jeg er vant til. I hvert fald kan jeg ikke umiddelbart se, at det er jumboburgeren eller kebabmix med fritter, der dominerer menukortet. Men altså, det Toldboden så lægger på grillen, skuffer bestemt ikke. Det er nemlig vaskeægte sommermad i form af et stort udvalg fisk og skaldyr og saftigt kød serveret med økologisk grønt.

Foto: Toldboden

Maden indtages bænket på den yderste mole, hvor der er udsigt til Operaen og Kongeskibet – for ikke at tale om det bølgende havnevand og de forbipasserende både. Og hvis regnen siler, så rykker grillhyggen indenfor i restauranten. Uanset er Toldboden en rigtig sommeroase.

Hvor: Nordre Toldbod, 1259 København K


Læs mere og book bord på Toldboden ➤

Restaurant Koefoed – bornholmsk sommeridyl

Selvom regnen siler ned, behøver man ikke gå ned på smagen af sommer. Restaurant Koefoed ligger måske i hjertet af København, men det er den bornholmske sommeridyl, der florerer her. Selvom jeg først vender snuden mod klippeøen i august, tager jeg gerne forskud på madglæderne allerede nu. Det er smørrebrødet og en kold fadøl, der trækker. Nærmere bestemt et stykke med Christiansøpigens kryddersild, en kartoffelmad med mayonnaise, og så en kold fadøl fra Svaneke Bryghus.

Hvor: Landgreven 3, 1301 København K

Foto: Restaurant Koefoed

Læs mere og book bord på Restaurant Koefoed ➤

Nimb Brasserie – et sandt madeventyr

Det er svært ikke at lægge mærke til Tivolis hvide madplads, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er gået forbi og tænkt, at en dag MÅ jeg altså derind. Bare tanken om de hvide duge, klirrende glas og porcelæn kan få min lillefinger til at stritte.

Foto: Nimb Brasserie

Så hvorfor ikke begynde på Nimbs største restaurant, Nimb Brasserie, hvor de serverer franske brasserieklassikere, der komplimenterer den fortryllende stemning, som både Nimb og Tivolihaven er så kendt for.
Trods de fine rammer har jeg ladet mig fortælle, at der på restauranten er en afslappet omgangsform. Og det passer mig godt.
Nimb Brasserie er bykendt for sin overdådige brunch, og den tænker jeg, jeg vil gå på eventyr i. Den servere egentlig som buffet, men den er af gode grunde skiftet ud. Derfor bliver den nu serveret som deling ved bordet.

Lyder intet mindre end fortryllende.
Hvor: Bernstorffsgade 5, 1577 København V


Læs mere og book bord på Nims Brasserie ➤

You may also like...